Vær hilset.

SÅ blev det atter vejr til musejagt og det var ikke et sekund for tidligt, kan jeg godt hilse og sige.

Skulle du tilfældigvis have læst min dagbog tidligere OG være udstyret med en ekstremt langtrækkende detaljeorienteret hukommelse, så vil du vide, at der i efteråret (nærmere betegnet november) flyttede en mus ind i mit køkken.
Blandt venner kaldet Pusser.
Hele vinteren har det kære væsen fået lov til at tusse rundt i fred og ro af den simple grund, at jeg ikke nænner at anskaffe en klapfælde og syntes, at det var alt for koldt at sætte den ud. Tiden har hun så brugt på at æde rester i skraldespanden, af og til flytte nogle af disse rester til andre steder i køkkenskabet (heriblandt et afgnavet kyllingelår. JEG var imponeret. Den lille mus …)

Men NU er det som sagt blevet forår og i takt med at det er blevet lunere, er Pusser også blevet mere og mere grænsesøgende. Synes ellers, at hun burde være for gammel til den slags, men nej …
Først begyndte hun at gnave hul på skraldeposerne. Det er der overhovedet ingen grund til, da den er anbragt i en spand, så der er absolut INTET af interesse at gnave sig UD til og hun kan ikke gnave sig ind. Næh, den lille /&¤/=% gjorde det simpelthen bare for at provokere.

Om det skyldtes, at jeg skældte hende ud for det med poserne eller om hun bare blev rastløs, ved jeg ikke, men i hvert fald besluttede hun dernæst at forlade køkkenet og vandre (i væggen) til min datters værelse, hvilket resulterede i, at omtalte barn vækkede mig klokken halv fem om morgenen, fordi der var noget, der kradsede inde i hendes væg.
Pusser var IKKE populær. Skal vi sige det sådan.
DEN eskapade varede kun et lille døgns tid, for allerede næste aften fik vi skræmt hende tilbage til køkkentjeneste ved at buldre på væggen, da hun begyndte at kradse i væggen.
Som tak gnavede hun sig igennem et par skraldeposer.

Nå …
Så sent som i forgårs proklamerede jeg så (endda i køkkenet, hvor hun kunne høre det), at nu var det varmt nok, så når jeg fik fat i hende, så ville hun ryge ud.
Måske besidder hun bare en elendig stedsans og havde egentlig et brændende ønske om at komme ud, for i går besluttede hun i hvert fald at invadere min skraldespand ved højlys dag (har hun godt nok gjort før). Det var ikke videre gennemtænkt, for skraldespanden var tom og pludselig var der MEGET langt op til kanten, når man kun er en lille mus.
Så med min sagnomspundne skærebræts-teknik lykkedes det mig at fange kræet på fersk gerning og holde hende indespærret. Og da det nu VAR hendes (forhåbentlig) sidste måltid i vores køkken, smed jeg lidt ost, spegepølse og nogle hasselnødder ned til hende, så hun havde noget at lave, mens hun ventede på udsættelsen.

Jeg hentede ungerne i skole og vi begav os på vej med skraldespanden og en muse-madpakke i form af 200 g hasselnødder mod Museskoven (værende en lille lund, hvor vi også udsatte Pussers forgænger i efteråret).
Da vi dengang udsatte Pølle, var han meget lidt tryg ved situationen og måtte derfor (efter længere tids venten) VIPPES ud af skraldespanden. Pusser er IKKE så forknyt. Mange ville nok i stedet vælge at karakterisere hende som fandenivoldsk og dumdristig. Ja, havde hun været en mand, havde jeg sikkert forelsket mig i hende. C”,)
Allerede da vi nåede ned på gaden, var hun kravlet ud af posen (jeg havde krammet den løst sammen foroven) og sad så der og kiggede op. Flere gange undervejs måtte jeg ryste hende ned i bunden af spanden for at forhindre flugtforsøg, men hun kravlede bare op på posen igen.
Til sidst gik den ikke længere.
Vi var stadig et par 100 meter fra målet, da Pusser atter kravlede op på posen og denne gang var der et så beslutsomt udtryk i hendes smukke, sorte øjne, at jeg med det samme indså, at Pusser ikke er til lange afskedsscener. Hun lod sig ikke ryste ned i spanden igen, så vi måtte standse og lade hende gå for at undgå et eller andet selvmordsspring.

Og vil I tænke jer …
Det utaknemmelige kræ blev ikke engang stående for at høre afskedstalen og alle formaningerne. Næhnæh … Af sti, af sted det gik og så kunne vi ellers bare stå der og glane.
Nå, men vi bærer jo ikke nag, så vi efterlod madpakken strøet ud i græsset. Så kan hun enten komme tilbage og hente den eller lade nogle andre få glæde af den.

Det var faktisk en smule underligt at åbne lågen til skraldespanden i går aftes og ikke høre de sædvanlige flygte/gemme-lyde.

Mvh
Eddie