Nisse-alert
Olivia Birch...
10 år siden
Stilhedens nåle
Tine Sønder ...
12 år siden
Til dem der absolut ønske...
Daniel Stege...
4 måneder, 29 dage siden
Forberedelse til eksamen
Annabell Nie...
11 år siden
16.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
13 dage endnu... måske...
Michala Esch...
15 år siden
Dagen idag virker langsom
Kellany Bram...
12 år siden
More wants more
Tine Sønder ...
12 år siden
Anden bog started
JesperSB
4 år siden
Tilbage i Danmark
Salomon
10 år siden
En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
10 år siden
Hundetyven.
Regitze Møbi...
10 år siden
Juletid
Gittepigen
12 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
8 år siden
Tilstand - stilstand
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Smil grill og musik 2020
Martin Micha...
4 år siden
Selvudvikling et moderne ...
Bella Donals...
8 år siden
Kommunikation!
Racuelle Hei...
10 år siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
10 år siden
Et digt
Peter Munk (...
11 år siden
Kære Julie.

Jeg havde en virkelig absurd oplevelse i dag, som jeg er sikker på, at du vil kunne se det morsomme i.
Jeg fik en sms fra min mor, hvor hun skrev, at du var død.

Nu har min mor jo ikke for vane at spøge med den slags, så jeg brugte lige et øjeblik på at gennemgå ældre eller syge mennesker i familien for at se, om der skulle poppe en Julie op.
Nope!
Ingen!
Den eneste Julie, som både min mor og jeg kender, er dig.
En telefonsamtale fastslog da også, at det var tilfældet.
Jeg ved godt, at du har en morbid humor og har lavet mange underlige stunts, men jeg tror sgu, at denne tager prisen.

Når det så er sagt, så håber jeg, at du har fundet fred nu.
Egentlig tror jeg ikke på Himmel og Helvede, men hvis det findes, er jeg sikker på, at du netop nu ser NED på os, for i Helvede har du allerede været.
Det mest tragiske er nok, at jeg ikke kan sørge over din død, men kun over dit tabte liv. Du fortjente bedre. Du kunne have fået bedre. Du kunne have lagt verden ned.
Men du valgte at sige nej tak.

Der har været så meget vold og frygt og smerte i det liv, som du valgte og vi kunne ikke gøre andet end at se til fra sidelinien. Alligevel er mine minder om dig hovedsageligt lyse eller tragikomiske.
Som da du var en 8 måneder gammel baby og var ved at gumme min mor i hånden, fordi du var så vild med kogt hamburgerryg, at serveringen ikke kunne foregå hurtigt nok.
Eller da du blev kørt hjem af politiet som 11-årig, blev sendt op på dit værelse og var på vej ud af tagvinduet, allerede inden betjenten havde sat sig ind i bilen igen.
Når du fortalte om skolen eller dine forældre og så tydeligt viste din næsten skræmmende skarpe observationsevne i hylende morsomme parodier.
Da du var 13 og så opsat på at finde din biologiske far, at du gennemgik telefonbogen for samtlige med det rigtige efternavn, indtil du mod al forventning fik kontakt med ham.
Da du var 14 og fik Maria til at klippe dit hår, som DU ville have det uden at fortælle, at dine forældre allerede havde sagt nej til det. Glade var de ikke, så vidt jeg husker.
Da du præsterede en telefonregning på over 4000 kroner, fordi du absolut skulle forelske dig i en derboende græker.

Og så kommer der pludselig et stort, sort hul i minderne.
Og det er i det sorte hul, at vi kan lede efter forklaringen på din skæbne.
Det vil jeg ikke gøre, for inderst inde tror jeg, at jeg kender svaret.
I stedet vil jeg nøjes med at glæde mig over, at Manden med Leen ikke tog dig med vold og frygt, men lige så stille forførte dig, mens du sov og følte dig i trygt selskab.

Men er du klar over, hvor tomt det føles?
At tage afsked med en lille, blåøjet, pisseflabet tøs og finde trøst i, at det skete fredeligt?
Men sådan skal det åbenbart være.

Sweet dreams, Princess.

Kærligst
Carina

P.S Finken er stadig glad for koen.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Kære Julie er publiceret 15/06-2005 21:03 af Daniella Helvant (Eddie).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.