Jan er sammen med en kammerat, så jeg har været alene siden spisetid.
Jeg har været så umådelig træt i dag og har faktisk sovet hele dagen. Siden jeg stod op har jeg været ret svimmel.
Energien er der bare ikke og jeg har fladet ud på sofaen og siddet og rodet lidt rundt på nettet.
Idiotisk som jeg er, har jeg ikke fået ringet til nogle.

Svigerfar var i formiddags, men der måtte jeg lægge mig med hovedpine.

Jeg vil ikke ligefrem påstå at jeg glæder mig specielt til juleaften. Jo mere tiden nærmer sig, jo mere kommer alt det fortrængte familiemæssige bøvl frem på nethinden.
For første gang i umenneskelige tider bliver vi kun os - dvs. 3 mennesker!
Med tanker og minder om hvordan det tidligere er gået, kan denne juleaften ende i den rene katastrofe.
Jeg ved ikke hvorfor, men i familien ligger der en masse ting undergravet og de dukker op, efter en rum tids samvær.
Jeg kan simpelt hen ikke klare når min søster siger at nu må vi tage os sammen. Det får mig til at se rødt. Hun ved godt, at det er det samme som at blafre med et rødt håndklæde foran en rasende tyr!
Jeg ved ikke om hun tror at hun skal være mor over for os andre.
Jeg ser med rædsel hvordan jeg forlader køkkenet med maden simrende i gryderne, hvordan jeg går grædende fra mit elskede barndomshjem og føler mig forrådt af min egen familie. Føler mig som en lille bitte pige, der bare er ulykkelig - juleaften.

Jeg er så pissetræt af at far konstant skal bringe mor på banen og komme med provokerende stikpiller, der gør at man simpelt hen må forlade bordet af angst for ikke at smadre det hele og kyle med tallerkner og bestik. Skrigende.
Jeg ved ikke hvad fanden der er galt med vores familie og hvorfor helvede vi ikke kan nyde hinandens samvær og sætte pris på at vi har hinanden.
Nej, det hele skal vendes og twistes.
Ja, jeg har allerede malet fanden på væggen, så jeg håber at jeg er rustet til at bide tingene i mig og tie og samtykke.

Det er så kunstigt et eller andet sted. Nu skal vi hygge os. Ja, selv min søster sagde vi skulle mindes min mor. Gu skal vi ej!!! Minderne lever i os og vil altid være der. Vi savner hende alle sammen forfærdeligt, men man kan ikke leve i fortiden - ikke hele tiden, og det gør min far. Han lider af kronisk sorg, og kommer aldrig videre.
Manden ejer ikke empati. Han kan intet opleve uden at hun er med i tankerne. Han kan ikke se en god eller rørende film uden at tænke på hende. End ikke se en komedie, uden at mor skal blandes ind i det. Ja, for hun og ham delte jo samme smag indenfor humor og bla. bla. bla...alt det de så sammen. Mor, mor, mor. Mor mig her og der.

Jeg savner hende helt vildt og specielt her omkring højtiderne. Savnet er ikke mindre af at jeg selv skal være mor indenfor en overskuelig fremtid. Jeg mangler virkelig min mor i min hverdag. På alle måder.
Men jeg lever mit liv og lever ikke kun i fortiden. Tager en dag ad gangen og skuer fremad samtidig.

Det bliver spændende med juleaften. Nu får vi at se...

;)