At have denne dagbog at skrive i betyder utroligt meget for mig. Især fordi jeg ved at andre følger med og det er rart. Det er rart at vide at vi alle er ens når det kommer til stykket.
Følelsen er ens, sorgen og det trøster. for mig har dagbogen været en oase, hvor alle mine forvirrede tanker kunne komme til udtryk, min følelser og min glæde. og at få respons på det gør mig glad og varm.

Tak til alle dem som har skrevet til mig. det gør godt og I ville ikke have fået et lille glimt af Jakob, hvis ikke jeg havde haft dette sted at skrive.

VI kender forhåbentalig alle en jakob. et menneske som er hensynsfyld ud over alle grænser og begavet. Hvis ikke, så kig...fordi de findes...der er ikke mange, men de erder. De vil berige jeres liv, både mens de lever og efter og hvis I så er så heldige at finde een, så fortæl dem hvor vigtige de er for jer, gør det mens de er her, fordi...ja,....fordi...fordi de bliver glade for det og I bliver glade for det.
Det trøster ufatteligt at vide at de vidste det. At man selv gav noget til eensom gjorde dem glade.

Jeg kan mærke at på dette halveår har jeg foranndret mig meget. de sorte ringe under øjnene er kun et lille bevis.
Men indeni er bjerge blevet flyttet, ommodeleret, nogle er slettet andre er vokset op. Jeg ved nu at der ingen garantier er. Fordi man har mistet een gang, skal man ikke læne sig itilbage ogtro at det var det. NU får jeg er godt og trygt liv. Sådan spiller klaveret ikke! Men jeg tror heller ikke helt på at vi skal høre det fra andre, før vi lytter. Jeg tror bare at vi selv skal opleve det, måske gennem een der står os nær, eller på egen krop. vi bliver bombaderet hele tiden med floskler og klicheer at alt det gode og sande, drukner, at vi ikke kan lytte i al larmen. vI bliver bedøvet, idntil døden, i sin mægtige form, råber os ind i ansigtet, så højt og skingert at vi ikke kan undgå at høre efter.

Og da det er så personligt, duer det ikke, når andre mennesker siger det til een. Jeg tror heller ikke vi er skabt til at tænke på nu ét konstant, til at sige hver dag at vi elkser hinanden, jeg tror hverdagen er vigtig, forudsigeligheden er vigtig. VI skal bare ikke lade den overtage. VI skal bare ptrøve at lytte til os selv og hvad vi synes er rigtig. Prøve at lytte. Det er bare svært. Jakob lyttede aldrig til sig selv. og jeg prøvede at få ham til det, kæmpede og argumenterede. Kunne jeg rejseind i ham og vise ham det, havde jeg gjort det, men det varså indgroet i ham. Han KUNNE ikke. Han havde en samvittighed på størrelse med..ja, ....universet....og jakob selv, sad helt ovre i hjørnet, lille og forslået og lod samvittigheden trampe på sig. Det er stort på nogle kanter, men ikke når det udsletter det menneske man holder af. Måske var det meningen at han skulle dø nu, måske.
Hans sidste år har ikke været gode og hvis hans død har lært mig noget, oomend slået noget fast, så er det at lytte til sig selv. Hele tiden gøre noget godt for sig selv og andre, finde balancen.
tomrummet vokser, kan jeg mærke. lysten til at ringe op til ham og spørge om han vil ned og spise, fortænger realiteten. Vreden over at han gav op for tidligt trænger sig på og den dårlige samvittighed prikker til mig. Han ville jo ogs gerne leve videre! Men han så kendsgerningerne i øjnene og som det menneske han var, kunne han ikke leve midt im mellem. SElvstændigheden ville være væk og det hadede han. Måske er dette for det bedste. Det håber jeg at jeg finder ud af.

Når jeg kigger ud over min egen sorg, ved jeg det. og freden trøster lidt.
Døden kan også være en lettelse, selvom de to ord skyer hinanden og skurrer. Lettelse er positivtladet og døden, ja...det ved jeg ikke. Den har åbenbart forskellige niverauer, personligheder.
Den tænker jo ikke på de efterladte, den tænker nok på den døde. Skønt jakob ikke havde et langt liv efter sig, så har naturen nu taget ham til sig, roligt og stille og med respekt for ham. det gør mig glad.

Jeg har altid elsket det digt ham bøssen læste op i kirken i "Fire brylupper og en begravelse" af W. H. Auden"Funeral blues"...jeg vil skrive det i hånden og give det til jakob fra martin og mig. det er smukt og på engelsk, som jeg ved jakob ville elske og jeg regner med at han sidder med det i hånden, når jeg ser ham igen.
jeg elsker især det sidste vers, fordi det udtrkker alt:

"The stars are not wanted now; put out every one
Pack up the moon and dismantlethe sun
Pour away the oceanand sweep up the wood
For nothing now can ever come to any good"