Det var egentligt ikke så slemt at være uden medicin, som jeg havde regnet med. Selvfølgelig var jeg langsom og stiv, men rystede ikke så meget. Jeg fik da spist et ordentligt morgenmåltid og kunne selv bære kaffekoppen – med indhold – op til rygestuen.
Kl. 10 kom en portør med en kørestol, og kørte mig i kælderen til scanning.
En rigtig sød dame tog imod, og jeg lagde mig på den smalle briks, hvor der var lavet noget der mindede om en overskåren bold, hvor hovedet lå rimelig fast i. Ærmet blev smøget op, og hun skulle lige til at sprøjte sporstoffet ind, da en kollega til hende kom ind. Det viste sig, at en anden patient havde meldt afbud til en scanning – den som jeg skulle til om torsdagen. Da det sporstof der skulle bruges til dén scanning var meget dyrt, og skulle bruges samme dag, spurgte de om ikke jeg ville have den. Så kunne vi tage scanningen med blodets gang om torsdagen. Dog skulle jeg så igen være medicinfastende.
Da jeg jo skulle komme igen – medicinfastende – den 4/2 foreslog jeg så, at scanningen i stedet blev gennemført denne dag. Da Neuropsykologen jo havde ferie, skulle jeg bare være der hele onsdagen og så scannes torsdag. På denne måde, kunne jeg så komme hjem i dag tirsdag i stedet for.

Det ville de forsøge, hvorefter jeg fik sprøjtet sporstof ind, som skulle virke i 3 timer inden scanningen. Jeg gad ikke vente på en portør, så jeg tog kørestolen og smuttede tilbage til 6. Sal.
Da jeg jo havde stolen at holde fast i, var det ikke noget problem.

Resten af formiddagen gik med snak og løsning af opgaver i mine bøger.

Så var det endelig middag. Den bestod af kartoffelmos med beuf-et eller andet oksekød, med de lækreste sprøde grøntsager. Til dessert ymerfromage med hindbærsauce. En restaurant kunne ikke gøre det bedre. UG med kryds og slange til køkkenet!
Kl. 13.26 var jeg være tilbage i kælderen til scanning.
Endnu engang op på briksen – lægge sig godt tilrette – og så fik jeg et lækkert opvarmet tæppe over mig. Service!
½ time er sørme lang tid at ligge stille, skulle jeg hilse og sige SS .
Så skulle jeg synke, og turde dårligt gøre det. Så klør næsen. Nu snakker hun til mig – tør jeg svare?
Jeg skulle jo ligge HELT stille med hovedet i hvert fald.
Forsøger at tænke på noget rart og sove lidt. Synger alle de sange jeg kan komme i tanke om.
Endelig ændrer lyden sig – mon ikke jeg er færdig? Hun siger ikke noget, så jeg rører mig stadig ikke. Flere gange har jeg vist været ved at falde i søvn, for mit eget tunge åndedræt har vækket mig igen.
Endelig melder hun klar bane. Jeg åbner øjnene på klem, men lukker dem hurtigt igen, for der sidder en blank plade ca 3-5 cm over mit ansigt. Dét kan jeg ikke li´! Billederne skal lige gemmes, før hun slipper mig fri.
Først da hun kører mig lidt frem, åbner jeg øjnene og misser mod lyset. Hun roser mig for at have ligget helt stille, med nogle gode billeder til følge.

Jeg smutter hurtigt tilbage til afdelingen, med en ny scanningsaftale den 4/2.
Ind og pakke, tøjet på – og minsanten om ikke falck er klar til at køre mig hjem med det samme – herligt!!
Takker af i god ro og orden og dabber mod HJEM.