Mandag den 26/1 03

Skulle være klar 06.45. Føj – tidligt. Blev hentet af falck på adressen og kørt til Holbæk sygehus.
Så over i den store bus, der kører til Rigshospitalet. Vi blev dog sat af i Tåstrup, hvor en lille falckvogn ventede og kørte os til Bispebjerg.
Ankom ca 9.10 og tid til den sidste – troede jeg – cigaret.
Tog elevatoren til 6. Sal og ind på N16. Afdelingerne var dog ved at blive sammenlagt, så vi blev henvist til ”naboen” N26.
Her var dog – på grund af sammenlægningen – en overbelægning på 10 patienter, så jeg kunne få en seng omkring kl 12.30.
Det vistge sig, at der i afdelingen var en rygestue, så vi hentede fluks kaffe og the og plantede os mellem rygerne og ventede.
Efter kort tid kom en læge og hentede os. Hun stillede en masse spørgsmål – 42 i alt – omkring hvad jeg kunne og ikke kunne, når medicinen virkede bedst. Dertil kom en del praktiske prøver omkring motorikken.
Hun fortalte ligeledes om operationen – fordele og risici. F.eks. er der risiko for – hvis man tidligere har haft psykiske problemer – at disse vil blive forstærket efter operationen.
Hun forklarede også hvad de andre dage skulle gå med.
2 scanninger hvor jeg var uden medicin ved den ene, der omhandlede blodets gennemstrømning i hjernen. Den anden viste hvor meget sygdommen havde tag i hjernen, da det radioaktive sporstof ville sætte sig på de receptorer, der producerer dopamin.
De radioaktive sporstoffer havde en styrke, der for det enes vedkommende svarede til ca 1 års stråling ved at leve i dagens danmark, og det andet 2 års stråling.
Samtale med en neuropsykolog, og testes via en række prøver der skulle vise, om der var en begyndende demens. Hvis dette var til fældet, vil de ikke operere, da demensen så ville blive forstærket.
En fysioterapeut skulle lave nogle prøver, og de undersøgelser og spørgsmål, som lægen nu stillede, ville blive gentaget dagen efter, når jeg ikke havde medicin i kroppen.

Vi gik ikke ned og spiste middag. Jeg havde hjemmefra smurt nogle boller, som vi heller ville spise i opholdsstuen.
Kl. 13 fik jeg anvist en seng på værelse 608. I nabosengen lå en ældre dame, som var tunghør og dårlig. Men hun generede nu ikke nogen.

Vi pakkede ud og lå og slængede os på sengen begge to. Så kom fysioterapeuten og skulle lave nogle øvelser for at se hvordan mine arme og ben fungerede. Det varede vel en halv times tid. ¨

Vi luntede så op i opholdsstuen igen og fandt 2 spil kort, så vi kunne spille canasta.

Godt i gang med det, kom koordinationssygeplejersken, for at fortælle om programmet. Han kunne fortælle, at neuropsykologen havde ferie, og bad mig komme igen den 5/2. Jeg havde i forvejen en tid der til 6/2 hos en overlæge. Kort tid efter kom en neurolog, der lavede nogle videnskabelige undersøgelser omkring vandladning, og bad mig komme den onsdag den 4/2.
Det var jeg lidt utrilfreds med – jeg mener 3 dage i rap! Så morsomt er det heller ikke at tage turen til Bispebjerg. Og den 4. skulle jeg være medicinfri i 12 timer forinden!
Neurologen med det videnskabelige forsøg stillede så en taxa til rådighed, så det hjalp lidt. Det var mere til at overskue, for en bustur uden medicin – jamen jeg er jo næsten hjælpeløs 
Derudover betilte han en seng til mig, så jeg kunne blive til torsdag, og min tid fredag blev så slettet efter en samtale med overlægen.

Min sidste medicin tog jeg kl. 16,00 så ud på aftenen aftog virkningen. Bo var taget hjem, og de fleste på afdelingen var gået i seng.
Jeg kan ikke sove så tidligt, så jeg blev i opholdsstuen og så lidt tv og løste nogle opgaver.
Jeg havde fået at vide, at det var vigtigt at holde hjernen i gang, da den ellers ville blive lige så ”stiv” som resten af kroppen. Jeg fik derfor ”Talgåder” og ”Visuelle opgaver” fra Mensa af Bo i julegave. De er ret gode, så det gik der noget tid med.
Da vi befandt os på 6. Sal var der en pragtfuld udsigt over byen fra opholdsstuen. Den nød jeg meget, mens jeg spekulerede over de næste dages prøvelser – og slutresultatet!

Sygeplejerskerne er vist ikke vant til at patienterne er så længe oppe, for de var ude for at lede efter mig, da min seng jo var tom. Ikke at der var problemer i at jeg var oppe, de skulle bare vide hvor jeg var.

Så tog jeg et langt varmt bad, da det sikkert ville blive vanskeligt næste morgen uden medicin.
Ved 1. Tiden gik jeg til ro, og sov dejligt til næste morgen.