Så er begravelsen overstået. ALDRIG har jeg set så mange mennesker i vores lille kirke. Begravelsen var kl. 13.00, men 12.25 var der ikke en siddeplads tilbage. Nederste del af kirken, gangen til våbenhuset og selve våbenhuset blev så fyldt med stående. Blomsterne lå allevegne.

Men hvor var det en hård dag. Stakkels familie. Jeg kan kun forestille mig hvordan de har det, når jeg mærker hvordan det har påvirket mig. De må have det 100 gange værre.
Sangene var smukke. De fleste sang med, så det var et kæmpe kor. Efter 2. sang gik én af Mikkels skolekammerater omkuld. Han havde nok stået op for længe, så han besvimede. Det gav lidt turmult, indtil han kom til sig selv og blev fulgt udenfor i den friske luft.

Jeg gik ikke ned og hilste på familien bagefter. Der var vel omkring 300 mennesker, der stod i kø til familien. Jeg synes de havde fået nok for én dag, så pigerne og jeg kørte med min ex svigermor op og drak kaffe hos hende. Hun har næsten-nabo til Majbritt og fik besøg af hende 3 gange om ugen, så det bliver svært for hende at undvære.

Om aftenen gik Tilde – som ikke var med til begravelsen – og jeg ned på kirkegården for at se gravstedet.
2 gravsteder var fyldt med kranse og dekorationer, og alle buketterne lå vel i 3 rækker langs hele gangen. Det var fantastisk at se så mange smukke blomster eet sted.

Sov sødt dejlige Majbritt…