Jeg har haft mange roller og rollerne bliver mere og mere nuancerede. I starten af mit liv var de klare og definerbare, men jo ældre man blivere, jo flere roller påtager man sig.
Problemet opstår når man ikke husker at skrælle de gamle roller af sig.
At efterlade dem på en varm sten, ætsende væk af solens stråler.

Livet giver dig muligheder eller er det dig der giver livet muligheder?
Bestemmer man virkelig så meget som man går og tror eller følger man bare slagets gang og spillets regler i den tro at man udfører noget nyt og ubrugt.
Gør man det man skal gøre eller gør man bare det fordi det er det der ligger for dagen.
overblik er kodeordet og det får man aldrig helt. Derfor tror man at der er andre der besidder dette famøse og eftertragtet overblik.
Men man får aldrig overblikket over sit liv, fordi det er hæklet ind i andres verdener, et tætbundet fiskenet, et patchworktæppe, som uendeligt breder sig så langt ud i horisonten at ingen dødelig nogensinde vil finde enden eller begyndelsen.
Vi finder snipper af tråde og tror vi udfra denne snip, kan gennemskue alle de andre firkanter, men det gør vi ikke.

Jeg ved nu at jeg har været 3 personer. Ikke noget med noget reincarnation. Jeg har ikke rigtig noget til fælles med de 3 andre, ikke andet at de levede i en anden tidsregning og med et andet sind.
At man bliver klogere med tiden, er ikke sandt. Man bliver bare mere opslugt af andres verdener.
Man kan vælge at lære af sine erfaringer, men det gør ikke nødvendigvis een klogere. For hvad er klogskab?
Er den ikke defineret af hvad majot´riteten mener er klogt?
Er det derfor vi allerede i en ung alder kvæler børns fantasi og allerede der prøver at skole dem, så de tænker ens, som små marcherende soldater. Behandler dem som små voksne. Små afguder af os selv. Og så begynder vi at undre os, når de netop gør som vi har sagt. Tænk selv, siger vi til dem, men de forstår ikke hvad vi mener. de taler ikke sproget.

Alle de kloge slår det hen, når de hører en ung forvirret, , ryster på hovedet og siger at det går over. Hvornår gør det det?
Når man er 25?
Når man er 35?
Når man er 65?
hvornår går det over?
Er det ikke bare en uvilje mod at se sandheden i at bare fordi man har en vis alder, behøver man ikke være klog.
Og hvad er erfaring?
Er det kun de tragiske oplevelser i livet, er det kun de fejl man har begået?
Enhver er klog, når de ser tilbage. Alle er kloge når de ser tilbage. Som at spole filmen tilbage til begyndelsen og afsløre for vedkommende der ikke har set den alle de overraskende momenter, alle de små finurligheder, alle detaljerne.
Og tilsidst ødelægge det hele, ved at afsløre slutningen.

Det er jo nemt nok. Alle kan tage fjernbetjeningen og spole tilbage og sidde med et selvtilfredst smil i skægget. Bagklog. det er den klogskab der er.
Og bagklog er ikke nødvendigvis godt for andre. Kun for sig selv.
Men i hjælpsomhedens tegn tror mange at de beskytter de mindre kloge, ved at fortælle dem slutningen.
Det er ikke det der former mennesker.
Mennesker skal forme sig selv.
ellers bliver de bare afguder af nogle andre.

Men utopier er der nok af. Virkeligheden er altid noget andet. Jeg ser på den lille pige i sin mors natkjole siddende og skrælle kartofler en varm sommerdag og har lyst til at gribe fat i hende, bekytte hende, tage hende væk herfra, fordi ondsskaben kommer snart. Men det kan jeg ikke. Og det skal jeg ikke.
fordi ondskaben findes ikke.
Der findes bare mennesker som tror de kan styre livet og naturen. Som er afguder af andre, fordi de ikke har fået andet at vide.

Det viser bare hvor filtret ind i hinandens skæbner vi er. Vi er afhængige og sårbare som snekrystaller på ruden, unikke, men skrøbelige mod omverdenens varme.
En varme som både kan brænde og fortærre os. En varme som kan holde os i live. En varme som vi er afhængige af og som kan udslette os.

Jeg har ikke lært noget af de tre personer jeg har været, men jeg bærer noget af deres psyke med mig og de får råderum engangimellem.
Men om de har gjort mig til den jeg er og om jeg er blevet klogere, tror jeg ikke. Jeg er stadig en lerklump i andres hænder, fordi sådan er det.
Jeg er ligeså afhængig af andre, som den næste.
Fordi sådan er det!