Jeg kan se, hvordan de sorte skyer trækker sig sammen i horisonten, men min krop nægter at søge læ... Jeg står bare lige så stille her og venter på den første dråbe og det første vindstød... Jeg beder tavst til Gud, om ikke at gøre dette mod mig igen... Dette unævnelige, som jeg har besejret tidligere, men som lige nu føles som en tsunami, der truer det sandslot, jeg har bygget mit liv på... Klarer jeg mon en tredje depression?