Det bedste sted hvori man kan skrive sine tanker ned, må være en dagbog. Og da dette er en dagbog, må konklusionen være åbenlys.
Men da det også er en åben dagbog, hvor andre kan kommentere, kommer dilemmaet brasende lige hvor man trykker det første ord. Man stiller sig selv til skue.
Man udviser en sårbarhed, men en sårbahed, som man faktisk selv bestemmer.
Men at dele sine tanker med andre er fantastisk og selvfølgelig udsætter man sig selv for andre menneskers spydigheder, men det er noget man må regne med og sådan er det jo også i den virkelige verden.

Så er det at jeg har fået at vide, at jeg skal prøve at skrive mine umiddelbare taner ned og hvilket sted ville være mere perfekt end her.
Men med fare for at blive tromlet ned, har jeg da mine forbehold, for hvor ærlig skal jeg være?

Og hvad ER mine tanker her for tiden?
En dårlig gentagelse af tusinder af forrige afsnit, hvor emnerne altid er de samme og hvor ordenen bare er byttet ud med andre, men de betyder det samme.
Men hvis det nu er det der fylder, så må det jo være vigtigt.

En evig prøven på at finde ud af hvem jeg er og hvad jeg vil. En udmattende kamp for at fordele magten mellem fornuften og lysten, for hvad er fornuft og hvad er lyst? Kan lysten overhovede fungerer uden fornuften?
fordi hensynet ligger i fonuften, eller det tror jeg det gør.

Jeg får tit lyst til at være helt alene. Helt og aldeles. Og se hvad der sker. Jeg føler at der er alt for meget støj på senderen, til at billedet er klart. Atmosfæriske forstyrrelser, som bryder ind, som irriterende reklamer og ødelægger filmen lige i det mest spændende øjeblik.
Og her sidder jeg med en masse brikker som ikke rigtig passer sammen, et mosaik, som både mangler hinanden og mangler substansen til at holde dem sammen. Fordi hvordan se min mosaik ud?
Har jeg selv lagt den eller det andre der lægger den for mig og kAN man overhoved anskue tingene sådan?
Altid dele op i sort og hvidt...enten eller.
ja, det ville gøre verdenen mere overskuelig, men hvorfor skal den være mere overskuelig?
Når noget bliver overskueligt og genkendeligt, er der også fare for at det hele bliver forudsigeligt og kedeligt. Den basale tryghed, som mange higer efter, men som også gør livet kedeligt, ifølge mig selv.
Men det er nok fordi jeg endnu ikke ved hvem jeg er. Et spørgsmål, som drøner op til alle de andre i altmosfæren og som sikkert har gjort ozonlaget så tykt som det er. Når hele verdens befolkning tænker det samme, men på hvert sit sprog.
Hvori beståer min betydning?
genmme andre? Gennem mine handlinger? Gennem mine tanker? Eller hvad?

Og kan andre tanker overhoved hjælpe, fordi disse råd er givet udfra deres eget synspunkt og er ikke ment til mig.
vi skal nok alle finde vores. Og det er svært, når vi hele tiden bliver forstyrret af andres.

Nøgleordet må være: ro!
Men det er svært at finde ro i dag. Måske også i går og alle de andre igårer( som ikke er et ord!).
Måske når jeg først at finde ud af det hele, i mit sidste åndedrag og så mister det betydningen fuldstændigt, medmindre jeg skal noget andet bagefter.

Men så er det min fornuft træder ind, som et frisk og gedigent pust. Hiver mig ind til siden og giver mig en opsang og ja, jeg skælder mig lydhørt ud tit. Tager fat i mig selv og hiver mig ud af disse selvudslettende tanker, men hvem siger at de er selvudslettende ("det gjorde du lige selv!!")
igen en ekstern påvirkning.

Det er nok derfor at mange mennesker bliver tossede. måske ER vi ikke skabt til at tænke for meget over tingene. Måske HAR vi brug for hinanden til at hive hinanden udfra kulissen, når vi er ved at kvæles i vores egne replikker og publikum syder.

Men jeg sidder stadig med disse glasstykker i hånden og aner ikke hvor jeg skal begynde og slutte.
Så problemet forsvinder ikke bare fordi man har erkendt at der er et problem!