Jeg skal gennem en stor operation i mit ansigt, og flere har bedt mig dele min oplevelse, da rigtig mange andre enten har eller skal igennem det sammen, så her den næste tid, vil jeg dagligt opdatere, hvordan jeg har det, hvad der skal ske osv.
Håber i vil læse med.
Jeg krydser fingre for, at det ikke bliver så slemt, som jeg frygter.

Gennem mange år har jeg døjet med migræne, ømhed og en kæbe, der bare ikke ville hverken åbne eller lukke ordentligt. Som 11årig startede jeg ud med at få bøjle på - de kendte togskinner, som ikke er prangende for nogen. Et par år senere fik jeg for alvor udstyr i gabet - såkaldte cylinderstænger med teleskop. Disse skulle skubbe min underkæbe frem, så jeg kunne få mindsket mit overbid (dengang 7 millimeter - lige nok til at en pegefinger kan komme op mellem fortænderne i under- og overmunden).
Efter en periode på cirka 7 år fik jeg så endelig togskinnerne af, samt alt hvad der tilhører. Mit bid var ikke perfekt, men det var en enorm forbedring sammenlignet med udgangspunktet. Mine tænder havde nærmest været kastet ind i munden som i et spil terning, og jeg måtte få fjernet fem tænder for at få plads til det hele (inklusiv en tand i ganen - hvor fanden den så end kom fra).
Jeg var lykkelig for at have fået bøjlen af, men den lykke var kort. Jeg begyndte at få hovedpine og ondt i kæben, når jeg spiste. Det resulterede i, at jeg fik fjernet endnu 4 tænder (visdomstænderne), så de kunne starte ud med et nyt indgreb.
Det betød, at jeg efter syv års venten stadig ikke kunne spise den lækre svær fra flæskestegen :(
Med årene blev det værre og værre, og cirka tre år senere fik jeg nok og gik til min specialtandlæge og klagede. Jeg var absolut ikke tilfreds. Jeg var nu fyldt 21, og skulle som udgangspunkt selv betale for eventuelle rettelser. Heldigvis (eller måske mere held i uheld) viste det sig, at de teleskopstænger havde gjort en fejl (spørg ikke hvordan, for det har jeg stadig ikke forstået), men altså enden blev, at jeg kunne få det hele rettet igen - uden omkostninger for mig. YES!
ELLER i hvert fald et lille yes, for det betød jo, at jeg igen skulle til at gå med bøjle. Altså ikke særlig attraktivt. Hele min teenageperiode og nu også starten af mit voksenliv, jeg syntes ikke, det var fair, men man må jo lide for skønheden, som man siger. I mit tilfælde er det nok mere, at jeg ikke kan leve med kronisk hovedpine og længslen efter at spise svær...

Nu har jeg så gået med bøjle i cirka 7 måneder (mere) og har nu et overbid på hele 13 millimeter. Nu skal jeg opereres og have rettet det hele. Endelig er det dagen før dagen.

Jeg skal opereres i morgen, og jeg er for alvor ved at blive nervøs! Min mave kan ikke finde ro, og jeg render frem og tilbage fra toilettet og ind på sofaen. Jeg har ikke haft lyst til mad hele dagen, så jeg har været nødt til at tvangsfodre mig selv - Det er jo med at spise, så længe jeg kan - forsøger jeg at sige til mig selv, men lige meget hjælper det.
Dagen har været fyldt af møder. Først nede på hospitalet, hvor jeg skulle tale med en sygeplejerske, om forløbet i aften og i morgen. Hvad må jeg spise, hvornår skal jeg faste fra, hvad skal jeg forvente? Osv. Efterfølgende talte jeg med lægen, som skal operere mig - venlig og sympatisk mand, der syntes, jeg var overraskende rolig. Man han kunne selvfølgelig heller ikke se, at jeg var ved at gå i panik indvendigt. Det er nok en naturlig reaktion, når man ved, at man lige om lidt skal have delt sin overkæbe i tre stykker, sin underkæbe i to og ikke kan spise andet end blød eller flydende kost det næste halv års tid... Der er laaaang udsigt til den sprøde svær på flæskestegen!

Men jeg kan jo ikke gøre andet end at forsøge at holde modet oppe. Nu er jeg kommet så langt, så det ville være dumt at vende om eller stoppe helt. Det færdige resultat er kun et års tid fra nu, og jeg kan allerede føle sværen knase mellem tænderne, der glider sammen i et perfekt bid.
Jeg drømmer om rolige nætter, uden hovedpine og en kæbe, der går afled.
Jeg drømmer om at bide i et saftigt æble, så meget at jeg næsten kan smage vitaminerne.
Jeg drømmer om den dag, hvor jeg kan tage en burger i hænderne og bide af den, uden at skulle bede om bestik og bruge 3½ time på at skære den ud (okay måske lidt overdrevet, men jeg er altid den sidste til at blive færdig med at spise).
Jeg drømmer om at kunne se mig i spejlet og rent faktisk se mine tænder og ikke kun dette metal-helvede.
Jeg drømmer om at kunne lukke munden uden at rive mig på en bøjle.
Jeg drømmer generelt bare om, at dette mareridt skal slutte...