At skrive er en passion men også en forbandelse - i mine øjne.

Jeg har konstant historier og ideer roterende i mit hoved, og jeg må skrive dem ned, før jeg kan give slip på dem. Ikke alt kan bruges, ikke alt er godt, men det optager alt sammen plads i en forvejen rodet og fyldt hjerne.
Ind imellem arbejde og studier må jeg finde tid til at skrive ned og klare tankerne. Heldigvis er det, som sagt, også en passion, og jeg elsker det! Men det kan af og til være mere stressende end beroligende at skrive ned og lave notater.
Det er ikke blot en passion og en fritidsinteresse, det er en nødvendighed for at få tankerne ud af hovedet - kun det og træningscenteret hjælper, men det er begrænset, hvor mange spinning timer mine ben kan holde til om ugen - ha ha.

I denne uge har jeg haft fri, og jeg har skrevet løs på min bog.
Jeg har skrevet, tegnet og malet løs hele mit liv, men først i dag slog det mig, da jeg sad og skrev et følelsesladet kapitel, at vi (forfattere) jo i virkeligheden er skuespillere. Jeg har arbejdet med det kapitel i lang tid, haft mange ideer til, hvordan det skulle være, men først, da jeg satte mig ned og placerede mig selv i situationen - afspillede handlingen i mine tanker og sagde replikkerne højt, som var jeg der selv - fik kapitlet det flow, som jeg havde ledt efter. Først da, gav det hele mening.
Jeg skulle altså sidde foran computeren og tude mine øjne ud, som var det mig, det hele skete for, før det føltes oprigtig på papiret.

En underlig realisering, specielt fordi jeg aldrig selv har været i en lignende situation, som min hovedperson i dette kapitel. Hvilket bringer mig tilbage til, at forfattere i virkeligheden er skuespillere. Vi skriver fiktion, som skal føles virkeligt, og for at gøre det levende må vi udleve hver en følelse. Vi må iklæde os situationen og føle smerten eller glæden, som vi beskriver.

Tror sku jeg har lært noget nyt. Hm, så må jeg jo se, hvad det bringer mig.