For et år siden stod jeg på hjørnet af Nørrebrogade og kiggede efter det, der syntes at være en flok fremtidige spøgelser af mig selv; vogne fyldt med skrigende, vinkende studenter. Det var sidste gang jeg ville kunne stå os se længselsfuldt til, imens jeg tænkte, at det en dag ville være mig. Der var kun et år tilbage med dén forventningsglæde. Næste gang jeg var vidne til det, ville det være gennem et spejl. Og gangen efter det, ville blive med nostalgisk hjertebanken og længslen rettet den anden vej, nemlig tilbage mod den tid, jeg lige netop nu befinder mig i.

Jeg befinder mig i en tsunami af indtryk, nostalgi afløser eufori, og beruselse af nu'et opløses med stadigt større hastighed af sentimentalitet over var'et. Tvivl ikke på at jeg har det flyvende fantastisk, og tvivl ikke på, at jeg lytter til jer, når I fortæller mig at jeg skal nyde det - jeg er nærmest bange for, at jeg har så travlt med at nyde det, at jeg ikke når at nyde det, og jeg er bange for, at jeg har så travlt med at være bange for at have så have travlt med at nyde det, at jeg ikke når at nyde det. Men lejlighedsvis sortner det for mig, jeg forstener, og husker på, at her kan jeg ikke blive, det er kun en silhouet, intet andet. Jeg er så uendeligt bange for at blive voksen, og jeg løber og løber til mit hjerte er ved at springe.

Nok fester jeg igennem, drikker, fløjter, danser og skåler. Skråler højt og desperat med på sange vi hørte i 1.g for at nå at få det allersidste med inden timeglasset vender. Danser til jeg er ved at omkomme af udmattelse, imens jeg forsøger at overdøve fremtidens insisterende skrig, der næsten overdøver musikken. Jeg vil fastholde det stadie jeg befinder mig i lige nu, jeg vil bevare den tidslomme der rummer mig så trygt og så varmt og så festligt, jeg vil udskyde tiden, hvor det hele engang vil være reduceret til til et gulnet fotografi.

For det er sådan, I alle kigger på mig, når jeg nu slentrer ned ad Nørrebrogade med min rødhvide glorie. Voksne blikke fulde af længsel møder mig, når jeg bagstiv efter gårsdagens festligheder og forventningsfuld over morgendagens vogntur vandrer overvældet igennem byen til det rungende ekko af mine medstuderendes fløjter og horn.

Og det er her, jeg begynder at vakle.

For det er blikke fra øjne, der ser på mig som har de lyst til at skrumpe og forgylde mig, indkapsle mig i en snekugle og stille mig direkte på kaminhylden. Øjne blanke som spejle, øjne der ikke blinker, forventningsfulde fremtidsøjne der stirrer tilbage på mig imens munde fortæller mig, at jeg skal nyde det imens jeg kan, det hele er overstået inden jeg kan nå at sige "vent på mig, jeg er jo slet ikke færdig med at være her". Og de blikke ætser mig, fordi de minder mig om, at det hele blot er et festfyrværkeri, hvor gnisterne bevæger sig væk fra midten. Og de blikke ætser mig, fordi de bringer en helt særlig angst op i mig for, at det hele snart vil være svundet ind til et falmet minde. Jeres ungdomsfascination skræmmer mig, og et fremtidigt spøgelse af mig selv med jeres grådige, længselsfulde øjne, hjemsøger mig.

Da øjeblikket hvor huen sad på mit hovede endelig indtraf, blev jeg hyperbevidst om det hele. Jeg var blevet til en studenterhue med ben, et symbol på noget med uskyld, ungdom, retten til at fucke up og spørge jer om hjælp når det ramlede. Overskrifterne fortæller mig at jeg er nyudklækket, nyudsprunget, genfødt, en rød rose der netop er begyndt at blomstre. Jeg er et ideal, jeg knap nok selv kan leve op til, og jeg ser mine minder tage skikkelse af skygger lige for øjnene af mig, imens jeg drikker, danser og græder til jeg er ved at omkomme af udmattelse. Jeg holder mig svævende på trætte vinger, vel vidende om, at når jeg stopper med at baske, er det slut.

Så når jeg drikker, fløjter, danser og skåler, forsøger jeg også at drukne den angst der synes at bo i mit huefor. Jeg er et festfyrværkeri der eksploderer i 1000 farver og mønstre, for derefter at falde til jorden som falmede gløder. Skudt af med så stor en fart, at jeg frygter ikke at kunne holde den. Jeg holder mig i live i skæret fra det, imens jeg kigger mig tilbage for at få et sidste glimt af eksplosionen. Vel vidende fra de mange voksne blikke, om at det snart er slut, klamrer jeg mig til fortiden som en guldregnsgren og lader mig forgifte af de gyldne kronblade, der lammer min for tidlige længsel efter ungdommen og fastgør den i hueforet. Jeg skruer op for musikken, imens jeg forsøger at ignorere jeres munde, der skriger mig ind i øret at jeg skal nyde det, og jeg åbner en øl mere, imens jeg prøver at drukne de fremtidens spøgelser, der trænger ind i min snekugle og slås med skyggerne af de minder jeg så desperat forsøger at fastholde. Jeg udskyder det øjeblik, hvor jeg med ét falder om og opdager, at det hele blot var en illusionær leg.