Der går så mange ældre mennesker forbid derude på det regnvåde fortov, og jeg sidder bare her, og har lyst til at danse I regnen hele natten på den åbne parkeringsplads overfor, danse fuldstændig frit og ukontrolleret og vanvittigt og barnligt imens jeg stadig kan det. Imens det stadig er socialt acceptabelt. Jeg har lyst til at flyve igennem alle Københavns gader og baggårde og opleve alle de skæbner jeg gik glip af, få et glimt af alle de liv, jeg kunne have levet, indånde alt den luft, der kunne have været min - stjæle den tilbage. Hvis ikke jeg tilfædligvis havde levet netop dette. Liv.
Og I baggrunden kører en underlig og forvrænget reggaeversion af "Here comes the sun", studieturssangen, som for at demonstrere hvordan minderne fjerner sig og forvrænges I retrospektivets kolde skygge.
Og de ældre mennesker har jeg måske engang delt bevidsthed med, men nu er det for sent. Det er lang tid siden, og måske var det for sent da de begyndte at opdage, at det var det. Ligesom jeg nu.