- Jeg smutter, hvis der kommer et bedre tilbud.

Det var mine ord til min gifte elsker i sin tid.

- Du er gennemskuet. Din angst for at miste kontakten til børn og børnebørn. Men du må tage den konsekvens, at jeg smutter ved lejlighed.

Jeg er ikke smuttet, men jeg er der heller ikke rigtigt. Og alligevel er mit nærvær intenst.

Han var der ugen før mit selvmordsforsøg, fordi jeg selv vidste at jeg var tæt på at fuldføre det. Jeg drak mig fuld og så ringede jeg til ham. Han forstod vist ikke det, som jeg nok forsøgte at forklare ham i min fuldskab. Det var heller ikke meningen.

Han har i følge min mor været der på hospitalet.
- Der løb blod fra dine øjne.

- Ja, det siger min mor også, og personalet siger, at det gør det, når de indre organer er blevet pilleforgiftet.

Men online-ulve, han har set mig den gifte mand, og lad mig lige forfølge det på en anderledes måde, sådan her!...:

Han findes i virkeligheden, det er helt sandt. Men forestil jer, at han ikke gør det. At han i stedet er en del af mine tanker i form af et ønske om en mand, eller i form af et ønske om at forlige mig med mig selv. Med den del af mig, som gerne vil udøve omsorg for mig. Den del af mig, som har tålmodighed med mig og vil finde ud mig.

Den del af mig taler om at være tilfreds. Han tegner et kors og taler ikke om tro, men om to akser. Han fortæller, som jeg vist nok har fortalt før i en af mine dagbøger, at den lodrette aksel bliver opfattet som stilstand, hvis man ikke følger den nedad. Ikke mange mennesker vil nedad. Uha, tingene går den gale vej, hvis de går nedad, og nogen har lavet en narhat til ordet og sat det i skammekrogen, hvor det stadig sidder. Går man nedad er der gigantiske kræfter!

Min elsker bliver nogen gange bange, hvis jeg ikke svarer på en besked. Han kan jo ikke bare komme.

- Nu gør du det ikke igen.

- Nej Søde, jeg har fundet ud af at leve. Nu virker det.

Det er en magt over ham, som jeg skal afvise, ikke for min elskers skyld, men for min. For uanset, så har han set mig. Bare som i et sekund, og det er alt jeg har brug for. Jeg bliver taknemmelig. Et kuriøst ord. Som en blåøjet idiot, der takker for at bliver losset i røven. Taknemmelighed er ikke in. Man må ikke være tilfreds, også et kuriøst ord. Man må ikke få fred, komme til freden. Rend mig! Det bestemmer jeg selv. Fred er faktisk også en bevægelse, men ad den lodrette akse. En retning, som vi er kommet ud af trit med.

Min elsker trækker mig ned ad den lodrette akse, når hans blodsukker er nede på 1,8. Han er diabetiker, og jeg har fra starten kunnet høre det i hans tale, se der i hans ufokuserede øjne, og hans træge bevægelser. Han inviterer mig indenfor i en dysfunktionel verden, hvor man gør tingene på en anden måde. Ingen af os kender til perfektion, eller måske jo. Perfektion i den forstand, at vi er skabt (perficio=jeg skaber!). Men verbet har faktisk ikke noget med en fejlfri form for skabelse at gøre. Bare skabelse. En klat ler fra pottemageren, der måske, måske ikke, bliver til en lige vase.

Det ville være fysisk let at lade min elsker ligge på sengen og glide længere ned. Det ville være livsfarligt for ham, hvis jeg gjorde det. Jeg ved godt, at jeg snakker meget om dødens nærvær, men sådan er det på den lodrette aksel. Men et sådan nærvær kalder på forsoning og accept.

Tilbage til eksperimentet med, at min elsker er et aspekt af mig og ikke en virkelig person!

Altså en uperfekt side af mig selv, som til gengæld ser mig. Som beder om omsorg og lærer mig, hvordan jeg kan give den. Han lærer mig også at modtage omsorg fra ham.

Det lyder som en floskel, og derfor har jeg illustreret med personlige oplevelser: Det uperfekte. At han kan glide bort på lavt blodsukker. At jeg ikke kan høre uden mine høreapparater og i øvrigt har været godt gal på livet. At jeg har en jeg hat tilranet mig en magt ved at forsøge at tage mit liv, og at jeg dumper prøven, hvis jeg nogensinde bruger den magt.

Bruger jeg den imod min fysiske elsker, så bruger jeg den også imod den side af mig selv, der vil forsoning og taknemmelighed.

Kærligheden var fra starten af betingelsesløs, fordi han aldrig bliver skilt, og fordi han så mig.

Online-ulve vil nok snerre, at det ikke er en bønne bevendt. Som om han kom gående med sin kone arm i arm på torvet en sommer lørdag og kigger langt efter mig, en fremmed kvinde.

Men man kan være så langt fra sig selv som en gift mand i armen på sin kone og den fremmede kvinde, som han øjne møder. Jeg registrerer denne påstand på skrift i dagbogen her, og konstaterer, at jeg med min elsker har skabt det fysiske billede af denne fremmedgjorthed.

Det var ikke meget i sin tid, men det var det udgangspunkt, jeg havde for at komme til at kende mig selv. Og så indfinder taknemmeligheden sig igen. Den har jeg, selv om min elsker og jeg må skilles igen på et tidspunkt. For han så mig!