... - Og ved I hvad? I sådan en købmandsforretning som denne kom min far som dreng og handlede for de voksne.
Et par bedsteforældre var kommet ind på museet med deres 8 børnebørn. De så næsten jævnaldrende ud, som de stod og løftede deres næser over købmandsdisken i museet.
- Dengang kunne man få sine købmandsvarer skrevet, så man ikke skulle betale med det samme. Men hvis man skulle have varerne skrevet hos den købmand, hvor min far handlede, så skulle man købe 2 måger med. Og så var der mågesteg...
Online-ulve, min fars barndomshistorie gjorde lykke ved dette museumsbesøg, og selv bedstemoderen var ved at trille øjnene ud ad hovedet. Men sandheden blev også redigeret en kende. Ja, mågerne blev altså fortæret, ingen svinkeærinder der. Nej, det var mere det, at det ikke var sædvanlige købmandsvarer min far fik skrevet. Det var pullimut (hjemmebrændt), og det var ikke ved købmandsdisken, men op ad trappen og én til én med købmanden på hans kontor. ;D Hvad kan jeg sige?! Jeg er en af den røde cykelsmeds, proletar.
- Stil jer op på række, så skal I lugte.
Jeg pakkede en pose Rich's ud af æsken. Billedet faldt ned på disken. Et stikord til mere snak med bedsteforældre og 8 børnebørn.
- Se de her bøger. Dér skulle billedet klistres ind, og når man havde drukket nok kaffeerstatning, så havde man forhåbentligt alle billederne til bogen. Ellers kunne man bytte sig til dem, som man manglede.
En af drengene rynkede godt på næsen, da han lugtede til Rich's, så jeg skyndte mig at stikke en ske ned i dåsen med ristede kaffebønner til vores gamle kaffemølle.
- Her Søde, er det bedre? Det er rigtige kaffebønner.
- Prøv at lugte forskellen, alle sammen.
To andre piger var sammen på museet, men uden deres forældre. Vores faste efterårsklientel i uge 42. Dem har vi et par stykker af, og desuden tiltrak vores legetøjsudstilling mindre ressourcestærke familier.
Pigerne fik en snak med mig i købmandsforretningen. De var nok ca. 10 år. De var lige begyndt at lære om 1864. Kedeligt syntes de.
- Krig er altid svært at forestille sig, piger. Har I nogensinde hørt om Danmarks Besættelse?
- Næh.
Det er vel svært at forklare børn, hvor skævt verden kan gå, når de ikke har det tæt på. Måske børn bliver pakket ind i vat alle andre steder end hos mig?
- Piger, har I nogen gange været sure på hinanden?
De nikkede.
- Er I skolekammerater, eller kender I hinanden hjemme fra vejen?
De boede tæt på hinanden.
- Ok, nu skal I høre! Under besættelsen kom tyskerne og bestemte over os, og de kunne ikke lide jøder. Der var nu mange ting, de ikke kunne lide. Nå, men når et land er i krig eller bliver besat, så kommer folk let op at skændes. Sådan er det med krig og besættelse. Nogle danskere sympatiserede med tyskerne og nazisterne. Nogle danskere sympatiserede med jøderne, der blev fanget og sendt til koncentrationslejre, hvor de sultede ihjel.
Jeg pegede på dem hver især.
- Hvis nu dine forældre var nazister, og dine forældre var hemmelige modstandskæmpere, der skjulte jøder i kælderen, så kunne I piger jo opdage det om hinandens familier. Hvis I så blev sure op hinanden, så kunne den ene jo komme til at sige til den anden, - "Din mor og far er nazister!". Den anden kunne komme til at sige til den første, - "Din mor og far gemmer jøder i kælderen!". Ved I så hvad? Så ville tyskerne helt sikkert komme og hente jøderne i kælderen og skyde dem og skyde den piges forældre, som gemte dem. Bare for et skænderi.
Da jeg var færdig med historien, spurgte pigerne, hvad nazister er. Jeg fandt nogle billeder på den ene piges Ipad. Billeder af skinheads og billeder fra 40'erne af oprindelige nazister. Så viste jeg dem billeder af Conchita Wurst, og fortalte, at Conchita helt sikkert ville blive forfulgt af nazisterne.
- Det er ligesom Gustav Salinas, mente en af pigerne
- Ja, netop.
Jeg er ikke nødvendigvis pædagogisk korrekt, det har jeg vist for meget fantasi til. Sorry!
Inde i legetøjsudstillingen sad en familie spredt. En enlig far med to døtre og en meget tavs søn. "Fastliggere"! Faderen gør, hvad han kan. Jeg hentede fire Big Ben-karameller, som jeg tavst delte ud. Nogle forældre gør, hvad de kan, og formår at komme et fornuftigt sted hen, selv om de mangler overskud.
De to bedsteforældre med deres 8 børn kom tilbage fra museets dyb. De stillede sig artigt op i en kø for at skrive deres navne i vores gæstebog. Tidligere fortalte bedsteforældrene, at de skam havde 8 flere derhjemme, da jeg troskyldigt spurgte, om besøget var led i en børnefødselsdag.
Sådan var der så meget på selv den sidste dag i efterårsferien.