Jeg kan jo skabe mig herinde, selv om det er en dagbog. Jeg skaber mig selv som person, når jeg redigerer i min hukommelse. Mit yndlingsbillede er det med kortbunken ved en omgang 500. Jeg husker kun, de allermest nødvendige kort, hvis jeg skal samle bunken op. Sådan er min hukommelse, og jeg er potentielt alle de andre kort i bunken, men disse sider af mig er ikke synlige. Heller ikke selv om man efter sigende skal være 100% ærlig.

Så dagbogen beskriver, hvad der foregår i mit liv, men jeg er i den just beskrevne forstand en persona. Og jeg vil gerne genopfinde mig selv. Jeg skulle måske skrive mig frem i de kommende dagbøger. Frem til min næste persona. Det betyder, at online-ulvene måske ikke får nadver i fremtiden. Jeg ved det ikke, men hvis de ikke gør, så bliver det noget andet. Online-ulve kan jeg kun svært lave om på, for I er som I er. Online-ulve.

Her på Sjælland skinner solen. Det er 5. oktober og uvirkeligt varmt. Dagene tilbringer jeg med løbeture ved nor og i skov. Solflimmer ned gennem trækronerne slører for trærødderne i en knudret skovbund. Potentiel forvridning af anklerne...det var lige ved den anden dag...men jeg glemmer min bøllehat med "I love Rhodos". Med vilje, for lårmusklerne skal arbejde som en firehjulstrækker, forsigtigt og klogt gennem terrænet. Jeg skal tvinges til at være og mærke.

Hvordan beskriver jeg den stilhed?

En følelse af bare at være. At det er det helt rigtige. Der er ikke noget desperat over den, som Sally Bowles (What good is sitting alone in your room...). Det er en accept, der føles tusind gange større end universet.

Mine karakterer kan regere inden i mig, når jeg løber, når jeg endelig lader dem i det hele taget. Jeg savner Naja med sin fine middag, den strandede hval og Arken på marken. En efterårsmark, som har blomstrende kirsebær. Men det er jo en anden historie en, den jeg fortalte om i går. Der er altid mere end en enkelt historie.

Det er en historie på syre (her vil jeg understrege HISTORIEN på syre. Den er IKKE skrevet af en forfatter på syre). Men faktum: Jeg elsker disse billeder som kortslutter hjernen, og som man nok ikke skal lege for meget med, hvis man er skizofren. Måske producerer jeg ekstra mange endorfiner, når jeg løber og skriver.

Dommedag kan komme nu, jeg får aldrig lært at føle skyld med denne indre kommunikation af en morgenkoger (ord fra en hashbruger, som vist godt kan stækkes til at betegne endorfinepåvirkningen, når jeg løber). Til gengæld har jeg besluttet mig for at skrive lidt mere herinde.

Skoven kommer til at slippe mig igen i dag, når jeg er kommet gennem den og går resten af vejen langs Storebælt. Havet vil slå op mod skrænten i frisk vind, som vil hviske til mig om alle mulige ting. Ting fra hverdagen vil indfinde sig. Uden skyld, hvis jeg vælger at lytte. Det er min elsker, som jeg nok aldrig har fortalt om. For han er gift, og jeg fortsætter debatten internt: Hvorfor indrettede jeg det således? Endorfinerne vil være sommerfugle i mig på det tidspunkt, men jeg ser ikke tinge meget anderledes lige nu, hvor jeg skriver.

Han kom, da jeg var døvbleven, han kom efter min CI-operation, da jeg begyndte at kunne høre igen. Da jeg egentlig begyndte at kommunikere min personlighed ud. Bag alle intime forhold ligger nogle personlige oplevelser med den anden person, mere er der ikke til det, selv om jeg nu har serveret den døvblevnes udgave.

Men jeg kommer til at summe over kærlighed, når jeg går resten af vejen. Hvordan jeg gerne fortaber mig i andres historie. Det er nemmere, og det kan være et skjold. Hvordan jeg ikke helt stoler på, at de lytter til mine, fordi jeg har måttet tage nogle beslutninger, som kun jeg kunne tage. En egensindighed ved min person, præget af fortiden på godt og ondt. Endorfinerne kommer nok til at fordoble kærligheden - en egoistisk og en transcendent udgave. Tror ikke, at endorfiner kan lide at dele og herske. De vil hellere rumme.

Kærligheden er også en stoleleg, og jeg faldt ved siden af. Der er ikke nogen regler for, hvem der falder ved siden af, men der er en uomtvistelig regel! Man kan ikke leve uden kærlighed! Så jeg kan aldrig bebrejde nogen for at forsøge at skaffe sig det nødvendige til overlevelse.

Nå, det var den løbetur. Og når jeg er hjemme igen skal jeg skrive videre på Najas historie. Alt ånder fred og ro. Bare almindelige tanker.