Sidste år løb jeg gennem skoven i oktober adskillige gange. Det var varmt. 17-20 grader. Så meget er sket siden sidst og alligevel har jeg ikke skrevet om det.

Det værste er at miste troen på sine historier. Men det er sket, og jeg er i tvivl. Det kan være det kropslige velbehag ved løbeturene. En overflod af tilfredshed, der bedøver nødvendigheden af at skrive. Måske parret med klassisk præstationsangst.

Men jeg har det bedst, når jeg skriver, så det går ikke at skulke. Humørsvingninger er en velkendt, nærmest kropslig reaktion. Derfor denne dagbog.

Min ene karakter slider i mig, og lader mig ikke komme ind i de andre. Den er for tæt på. Det er en kvinde, som har forsøgt selvmord.

Det er et nådesløst faktum. Jeg gjorde det og overlevede det. Jeg skabte opmærksomhed omkring det, og så skal jeg frem til at skrive en historie, som bruger af den erfaring, men som når videre ind i de andre karakterer. Indrømmet, det er møgsvært.

1. Det er svært for mig at tro på, at ret mange kan holde ud at læse en historie, der bl.a. omhandler selvmordsforsøg.

2. Jeg har haft behov for at opbygge en enorm styrke, og så bliver det svært at komme ud over rampen, og opbygge personer, som ikke ligner mig.

Der er denne mand på et torv, som går rundt med en Venstrejakke på. Det er valgkamp, og han uddeler flyers til forbipasserende. Kvinden med selvmordsforsøg bag sig kommer forbi, og hun bliver antastet af manden. Han er lokalpolitiker og alt det modsatte af hende. Læseren kender hendes historie, som hun står og snakker med manden. Han kender den naturligvis ikke, men jeg skal have lavet en pointe, som er min kæphest for tiden. Og den er, at vi ikke kender hinanden ret godt. Vi kan møde hvem som helst, men der er en kløft imellem os. Vil vi bygge bro?

Idiosynkratisk. En egensindighed fra min side, for det er netop mit skriveproblem. At jeg ikke kan komme ind i de fremmede karakterer, som jeg skal have med i mine historier.

Så det er vel en god skriveøvelse.