Disclaimer: I dagens anledning (som ikke engang er en mandag) er jeg et harsk, hadefuldt og mildest talt småt menneske. Så småt, at hvis en myre lagde en lort på mig, ville jeg være en nål i en høstak.

Ok så. Nu føler jeg, at jeg har advaret verden om at tage følgende med et gran salt. Det står en frit for, men man har helt klart muligheden for at hade mig tilbage. Please feel free to do so. Især, hvis man føler sig ramt af en sten kastet fra et skrøbeligt glashus. Der er ikke den spand lort og koldt vand, som jeg ikke fortjener. Men lige denne uge, føler jeg at verden er kold og smålig overfor mig, og jeg vil derfor svare den igen med kulde og smålighed.

1. Jeg hader amerikanere og deres infantile uvidenhed. Hele ugen på arbejde har generelt været op af bakke. Op. Af. Bakke. En kollega (mandlig, selvfølgelig) som stjæler al æren for ens arbejde og en verden som bare lapper det i sig som en selvfølgelighed. Ledere, som trykker ned af, fordi de selv er et stykke bøjet stykke pap under deres skulderpudehabit. Og alt muligt andet lort. On top of this shit: Jeg henvender mig til en faktisk lidt lækker amerikansk arkitektkollega og spørger til den tekst, som jeg har forfattet på engelsk, og som i dette øjeblik er blevet trykt ud i megaprint grafik på folie og ved at blive sat op overalt i vores bygning - han svarer: 'Yeah, like, it going well, they're like puttin' it up as we speak... However, I just discovered a mistake in the text'. Han siger det sådan lidt, som om han egentlig helst ikke vil sige det, men alligevel lidt 'smug' og sådan, på dansk, lidt skadefro. Mig, forskrækket: 'A mistake? - What mistake?'
Ham: 'Yeah, like, a weird, like, portuguese word, suddenly appeared in your text'
Mig: What? Portuguese what word?
Ham: Yeah, like, it said 'medio January'.
Mig: 'medio, that's not Portuguese, that's Latin!'
Ham: Yeah, I think it's suppose to say 'mid-January'.

Anyways. Jeg tjekkede op på det. Hader fejl. Og især i denne uge. Og true, for native speaker ville man almindeligvis sige mid-January... Men ifølge Oxford Dictionary og sprognørder i almindelighed er det aldrig forkert, at droppe et latinsk ord ind i en tekst. Det vil altid kunne forsvares.

Og så var det jeg tænkte... note to self: In any given sammenhæng: Lad være med at droppe et latinsk ord/udtryk til en amerikaner. Som eks. 'Pro bono'. De tager det meget bogstaveligt og tror du er U2-fan. (It's, like, weird portuguese words... WTF?)

Og det er ikke fordi jeg normalt er sådan en anal-detalje-martyr-knepper... men oven på en uge, hvor man på den ene side føler sig komplet usynlig (når det kommer til venner, familie og mennesker i al almindelighed).. Og al arbejdskorrespondance I øvrigt bare tjener til at påpege de mest minutiøse fejl (har andre mennesker ikke andet at tage sig til?), så føles det for, i dette tilfælde, mind you, verdens mindste menneske (mig), som en STOR sejr, at kunne tilbagevise og forsvare denne ene anklage. TAAADAAAAAA.

2. En af de andre mails jeg fik, gik på, at jeg havde udsendt et dekret om hvordan vores mailsignatur skal skrives, så vi får et professionelt og standardiseret udtryk. Og så fik jeg en laaaang pernittengryn mail tilbage fra en lille mandsling ved navn Pukki - som åbenbart har en grafikerkæreste, med hvem han bruger aftenerne foran pejsen (efter han har parkeret hans super-kiksede Yamaha-motorcykel i garagen) på at diskutere fontstørrelser. Og de var sammen kommet frem til konklusionen: at fontstørrelse 9 var alt for lille til at læse. Og dermed ville han gerne pointere, at jeg havde taget en umådelige inkompetent beslutning. Det lillebitte menneske indeni mit lillebitte hoved formulerede et svar der lød: Pukki, DU er en punkt 9. DU er for lille til at læse. Men det store menneske, som jeg forsøgte at mande mig op til at være, undlod helt at svare. Og det er jo ikke for, at jeg ikke kan finde ud af at analysere, hvad der er på spil. Det hele er udtryk for modstand. Modstand mod centralisering. Modstand mod det hierarki, der er blevet etableret hen over hovederne på folk. Men alt andet lige, det æder af en, at være personlig skydeskive for alt muligt negativt lort dagen lang. (Her har I fået detaljerne - the really big shits orker jeg ikke at komme ind på).

3. Jeg er lige kommet hjem fra en ellers dejlig sensommeraften. Lorteugen sluttede af med et faktisk rart og succesfuldt møde med CFO på tagterassen. Vi skulle have siddet i et glasbur og drukket sur kaffe. Men CFO greb en flaske cremant og lokkede os med op på tagterassen med udsigt over byens tage. Her havde vi et møde, som var en succes og bagefter joinede vi en event i stuetagen, med contrabas, mer' cremant, kanapé and all that jazz. Det var ok.

Så tog jeg til SMK Fridays. Hvidvinstipsy og i godt humør. Det hele var dejligt og fint og hyggeligt og man burde have stoppet mens legen var god, for jeg vidste jo hele tiden at lorteugens ophobninger lå som dønninger i mig, som det stillestående vand i en oversvømmet kælder efter et skybrud. Og det skulle jo ud. Så hvidvinstipsy, omgivet af lykkelige kærestepar (Luna og svensken har begge mødt deres one-and-onlies)... og efter en snak om Bobbens deceit, så boblede tårerne over og faldt som kviksølv ned i min syrlige GT. Det var jo heldigvis mørkt og jeg trak hårgardinet for, men jeg kunne slet ikke styre det, da dæmningen først brast.

Hele ugen har jeg klaret på randen af tårer. Jeg har hele tiden fortalt mig selv, at jeg fuckin' skulle shove it. Lade være med, at lade mig suge ned i en selvmedlidenhedssump. But there it was. Og ja, det er lige præcis det. Selvmedlidenhed. Ækel og klistret. Og godt nok er jeg et lillebitte menneske i for små sko, men når det kommer til selvmedlidenhedsmosen er jeg tung som et sommerhus. Synker helt til bunds på et par minutter. Fuck mig.

Jeg tudede. Og tog hjem. Spiste en leverpostejsmad og tudede noget mere. Nu har jeg tørret øjnene, og det var sikkert godt det kom ud det hele, for jeg har det lidt bedre. Synes egentlig jeg har det meget godt. Ser frem til at tegning, yoga, gåtur, glyppen og meget andet alene-hygge denne weekend. Og måske skal jeg være alene for altid, men så er det fandme også med at få det bedste ud af det. Jeg pønser på at rejse til Buenos Aires i november for at besøge en long-time-no-see bøsseven og bare jazze ud, finde-mig-selv-og-være-kreativ ferie. Jeg ved ikke overhovedet om det er klogt, men jeg har godt nok lyst til det.