Åh, det her lejlighedskøbs-noget er ved at tage livet af mig. Det er i mit hoved en kæmpe beslutning. En sådan rigtig voksen en af slagsen. På den ene side føler jeg mig lidt presset til at købe, fordi man er 34 år, og det efterhånden føles lidt kikset at bo til leje. Man burde spare op til sin pension og bla bla. På den anden side, er det også faldet mig ind, at det at underskrive en købsaftale er ligesom at skrive under på mit liv som gammel jomfru og mærkelig kattedame. Sådan, 'nu har jeg accepteret at jeg for altid bare vil være me, myself and I'.

Og så er der alle de andre bekymringer. Lånetyper, bankskifte, F1 og F3 og F5, og 80-20 eller 60-20-20 og kort rente-lån og udbetalinger og livsforsikring og ejerforeninger og vedtægter og spark-mig-i-nosserne-jeg-får-gulsot. Jeg får så seriøst lange løg af at snakke med min bankrådgiver Mogens, som egentlig er flink nok, men som altid efterlader mig i en følelse af at være en gylpende voksenbaby, som sidder og forsøger at presse en firkantet klods ned i et rundt hul. Get the picture?

Og så går apokalypto-hjernen helt amokko. Det var også efter jeg læste en artikel om ham lækkermås forfatteren Kasper Colling. Ham der har skrevet sci-fi romanen 'Den danske borgerkrig 2018-2024'. Han har ligesom sagt, at det med borgerkrig er et meget plausibelt scenarie i fremtiden. Og lige nu er jeg ved at læse Bogtyven, som foregår under 2. Verdenskrig, og handler om jøder, der gemmer sig og fattigdom. Og måske, tænker min apokalypto-hjerne, er man fremtidens jøde, fordi man har lyst hår, eller fordi man læser Yahya, eller fordi man stemmer på den forkerte farve. Måske er det engang mig, som skal spise ærtesuppe, dag ind og dag ud, og gemme mig i nogens kælder og skide i en spand.

Og så læser man mere om gældskrisen og tænker, 'fuck, hvad hvis det hele ramler, grækerne og kineserne og romaerne kommer væltende, og man bliver teknisk insolvent og sidder i en lejlighed, med lån til op over begge ører'. Men på den anden side, tænker man også 'hvad nu hvis jeg ikke kommer med på vognen nu, og går glip af friværdi og goderne ved fast ejendom - og så vil jeg for altid være udenfor eller blive kaldt skældsordet 'førstegangskøber'. (I det mindste bliver jeg dog aldrig forældrekøbsidiot) Og så tænker jeg, hvad nu hvis polerne bliver ved at smelte, så står den stuelejlighed, som jeg er brændt varm på lige nu, måske under tre meter vand. Så skulle jeg måske have nakket en mindre lejlighed højere oppe, hvor jeg tørskoet kan nyde min alderdom.

Jeeezus. Sluk. Sluk hjerne. Og det her var bare lejlighedshalløjet. Hvis jeg lukker op for posen med håbløse mænd, så går det helt i hundene. Dating er lidt som lejlighedskøb. Man vil have det hele til at gå op. Beliggenhed, månedlig ydelse og kvadratmeter. Der skal helst være alle faciliteter og en masse fleksibilitet. Og lige nu føler jeg mig tyk og gammel, lidt som en andelslejlighed på Sydhavnen på 8m2 fuld af lort, linoliumsgulve, sænkede lofter og fugt i fugen. Shit. Og jeg burde sove, for jeg har en seriøst tidsmæssigt udfordret arbejdsdag i morgen. Det er ikke for sjov at det hedder deadline. Dødslinie. Shit, shit, shit. Lortepis. Jeg kan ikke sove! Og jeg skal være på arbejdet kl otte. Og jeg skal oven i købet se helvedes godt ud (der skal sættes tid af til at tørre hår med hårtørrer og stryge silkeskjorte) - ikke for arbejdets skyld, nej, men fordi jeg skal direkte til noget receptions-halløjsasa bagefter, hvor Månen (og alle mulige andre lækre mænd) kommer.

Fuck.