Danmarks skønhed
Halina Abram...
11 måneder, 19 dage siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
9 år siden
god start på dagen
Jette Peters...
8 år siden
Det er sygdom, det er sol...
Olivia Birch...
10 år siden
Hvorfor er jeg så ensom?
Neola
4 år siden
De fire vægge og pc'en.
Rudi Kouring...
9 år siden
Livet er en rejse
Salomon
10 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
12 år siden
Tredje bog færdig
JesperSB
3 år siden
Vi har fået altaner i vor...
Ruth Christe...
8 år siden
Små og store fremskridt p...
Michala Esch...
7 år siden
Ikke så halt længere...
Mikala Rosen...
16 år siden
Svampe
Halina Abram...
7 år siden
Tørret frugt og gamle und...
Carsten Cede...
6 år siden
Er du lesbisk
Jønsse
9 år siden
Ryddedag
Sunstar31
10 år siden
Dybbøl gartnerhjem
Martin Micha...
6 år siden
16.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Vindstille julefrokost
Olivia Birch...
10 år siden
Hvalsang
Tine Sønder ...
12 år siden
Søndag eller syndedag ?
Michael Nevs...
7 år siden
Kære natbog (IX)
Olivia Birch...
10 år siden
13 dage endnu... måske...
Michala Esch...
15 år siden
Adfærd, og dens magt.
Junior Chris...
4 måneder, 28 dage siden
Det har virkelig været en dag, hvor fortiden (eller ihvertfald nogle meget specifikke dele af den) har ligget tungt i luften, ligesom varmen gør det.

Jeg skrev til Jens Christian i går. Som er en meget kær ven og vort forhold har nået alderen 8 år. Vi har haft en særlig connection, selvom han er 3 år yngre og han egentlig bare var en 'vens ven' til at begynde med. Som årene er gået, er vi blevet meget bror/søster-agtige, og hinandens go-to-guys, hvis der var et eller andet med forældrene eller kæresterierne. Indtil for lidt over 2 år siden. Hvor vi var hønefulde i Aalborg den aften sneen faldt. Og alene. Og kastede os over hinanden som vilde og rasende rovdyr. Og havde meget og voldsom sex i fuld tilstand. Jeg har aldrig før været i seng med nogen i fuld tilstand.

Jeg var både chokeret og fattet dagen efter hændelsen - Det føltes SÅ incestuøst, fordi vores forhold netop aldrig har været ladet med kødeligt begær. Bare en helt uhørt nærhed og intimitet... Som jeg tror, vi i det svage, berusede øjeblik forvekslede med begær. For vi havde ingen ambitioner om, at tage en diskussion om, hvorvidt der 'lå noget bag' det uheldige optrin. Vi bestemte os også for, at 'lade det fare', lægge det bag os. For i ædru tilstand ved vi godt, at vi er venner, 'for better, for worse'. Ligesom søskende. Og det kan en sådan fadæse ikke ændre ved. Håbede jeg. Så vi har kæmpet de sidste år for at 'finde hinanden' igen. Finde tilbage i vores gamle forhold. Det har ikke været let. Jeg føler, jeg går mellem landminer når jeg taler med ham, og spekulerer på, om HAN havde lyst til, at der BLEV mere end den ene uterlige midnatsforestilling. Jeg ved, jeg ikke har. Jeg ved, jeg elsker ham. Og jeg ved også, at man ikke nødvendigvis være kæreste med alle dem, man elsker.
Men jeg har ikke turdet ses med ham. Selvom jeg skal forestille at have lagt det bag mig, så bliver jeg bekymret for, om det kan ske igen.

Men så skrev jeg altså i går. Og han fortalte, at han var blevet alene igen. Og jeg gav ham alle de søsterlige råd om parforholdets velsignelser og forbandelser, jeg kunne. Og så fortalte han, at han skulle til Aarhus imorgen, da hans lillebror skulle købe en bil. Om vi ikke kunne ses? Joeh, jeg havde jo ingen planer, og jeg bor jo i Aarhus, så det kunne vi da godt.

Det var så MÆRKELIGT. Det er nok normalt nok, når man betænker, at vi ikke har set hinanden siden episoden. Det var så underligt famlende, på den der teenage-usikre måde. Vi var bare på Naturhistorisk museum, og vi gik rundt og kiggede på udstillingerne, og Jens fortalte om genopretningsprojekter og myggelarvers grotesk forslugne adfærd og om, hvorfor ænders fødder ikke fryser af om vinteren. Jeg lyttede og fnisede som en skolepige. Da vi havde set det hele, satte vi os i uniparken. Og talte om damer. Og så kom vi til at tale om hans mor, som jeg også kender og holder af. Og så kom vi til at tale om min sygdom. Og så kom vi til at tale om døden. Og hvad tanken om den gjorde ved os. Jeg følte en helt enorm ømhed for ham, og egentlig også for hele vores situation som sådan. Han var meget mere fattet end jeg har set ham nogensinde. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige resignerende. Men jeg tror bare, han føler, at vores forhold er blevet noget skrøbeligt... Noget, som krakelerede efter episoden, og har gjort os... porøse, måske.

Hvor er det egentlig smukt, hvis det hænger sådan sammen. Det er da ægte kærlighed. Selvom det intet har at gøre med et ønske om, at leve i et forhold sammen.

Så den uterlige episode HAR ændret os. Vi finder jo aldrig tilbage til 'det gamle' forhold, hvor vi mobbede og tjattede til hinanden og kastede smædeord efter hinanden. Det er et nyt forhold. Hvor vi måske påny har lært, hvor meget et andet menneske kan betyde. Det er da smukt.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget En af de dage... er publiceret 28/07-2013 21:28 af Marlene Grann (LiliMarlene).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.