Det er fantastisk med kvinder, som kan minde én om, at man faktisk er god nok. Eller, at man er feminin nok. Og at man ikke skal lade sig vildlede af kvindemagasinerne og de deri fremstillede idealer.

Det kommer på bordet nu: Jeg er bange for at klæde mig feminint og figurfremhævende, fordi jeg vitterligt ikke synes, at jeg har nogen figur af fremhæve. Når man ikke vejer og aldrig har vejet 50 kilo nogensinde, så har man tendens til at synes, at man er en pind. Som forsøger at kompensere for manglende kvindelighed ved bare at have helt vildt langt hår. Jeg kan jo godt regne ud, at verden KAN se anderledes ud. Jeg har derfor her til aften rådført mig med Næstvedpigen, en god veninde og det mest feminine menneske jeg kender. Og hun tippede mig om et par damer, der hedder Trinny og Susannah, som fortæller og viser, at alle kvinder kan komme til at klæde sig, så de ser feminine ud, hvis bare de ved, hvilke dele de gerne vil fremhæve!
Og det er jo en helt ny måde at tænke på, når man egentlig bare prøver at gemme det væk, man ikke synes, man har.

Epic mindblow! Så det handler om, at fremhæve de ting man HAR! Og så nedtone de ting, man IKKE har. Og man behøver slet ikke være en barmfager blondine for at være lækker!

Igen, my mind was blown. Den ligger på gulvet nu.

Hej verden. Der går nok mange år før jeg kan komme til at veje 50 kilo. Og der kommer nok til at gå endnu længere tid, før jeg har skyggen af både bagdel og fordel. Men jeg har en talje, og den synes jeg bare vi skal bruge al vores opmærksomhed på for eftertiden!

Jeg er fandme lækker. End of discussion.

(Jeg afskyer egentlig sådan nogle skønheds-fikserende indlæg, men det er bare HELT ny info jeg lige deler med alverden!)

---

Manden er i Randers, som vagt i den eneste Fakta Q der er. Og jeg kommer sådan til at tænke på, hvor mærkeligt det er, at man kan føle sig så meget 'hjemme' i en by, der ikke er 'ens egen'. Randers var jo kun 'min' i kraft af, at jeg gik til tandretning på Reiersensvej, og at jeg fik en kæreste, som boede der. Jeg har opholdt mig virkelig mange timer i den by. Og den er velkendt, ligesom et par gamle, udslidte sneakers. Selvom jeg kun har boet der i noget der ligner et år, da jeg var 5!

Jeg har det måske også lidt sådan med Viborg, men det føltes bare stadig fremmed, da jeg besøgte en gymnasie-vendinde der for nogle måneder siden. Vi gik jo aldrig i byen i Viborg. Men jeg gik til psyk. i Viborg. Så vi fik alligevel noget sammen.

Det er så mærkeligt. Jeg vil også gerne have et andet hjem i København, men mine associationer går stadig på, at hovedstaden er et sted, jeg skejer ud og er fyldt med nye mænd lige når man er blevet alene. Åh, du grønne ungdom. Hvor var jeg hård ved dig!