Jeg havde en samtale med mine mormon-venner i tirsdags. Og greb fat i det sted i Almas bog, hvor der står noget med, at mennesker der 'har gjort onde gerninger' skal straffes i åndeverdenen (Eller efter åndeverdenen, jeg kan ikke helt holde styr på alle deres verdener) Jeg forklarede dem, at jeg ikke tror på ondskab, og hvem det er, der synes de har ret til at bestemme, hvad der er 'ondt' og hvad der ikke er. For hvis vi nu SAGDE at Gud er almægtig og elsker alle sine børn lige højt, så forstår Han jo også de mennesker, som 'gør onde gerninger'. Så forstår Han jo, at de har handlet efter deres bedste overbevisning, og hvorfor skulle de menneskers hensigter være ondskabsfulde?

De lod sig naturligvis ikke overtale, men jeg holdt fast i, at ondskab ikke findes. Også selvom jeg synes, at der er mennesker, der bærer sig tåbeligt ad, og selvom jeg synes, der sker frygtelige ting i verden.

De er søde, mormoner, men de er også lidt naive.