Så træder hun atter ind i mit liv.

Nu, hvor jeg endelig fornemmede, at hun var ved at være væk fra mine tanker. Det lille stik i hjertet og længslen efter hende, der kom hver gang jeg tænkte på hende, fadede ud og forsvandt til sidst.

Om det var mit vanvittige projekt ”hestestald” der vendte bøtten, eller det bare har været tiden der har hjulpet mig ved jeg ikke. Måske har det været lidt af begge dele, blandet med at få gipsen af foden og vende tilbage til et normalt liv. Højdepunktet var nu, at få ungerne tilbage fra Spanien. Hvor har jeg dog savnet dem, og ud over at de er blevet chokolade brune og lyshårede, er de begge vokset mindst en halv meter… sådan føles det i hvert fald for mig.

Det lader til, at de har haft let ved at omstille sig til at komme tilbage til mig igen. De snakker lidt med deres mor på messenger hver aften, men det lader ikke til, at give ”hjemve” efter Spanien. Egentlig har der kun været latter og ballade (på den gode måde), siden de kom hjem. Selvfølgelig har det nok også hjulpet, at jeg fået Lady og Mascot hjem i stalden. Al min tvivl om det nu var en god ide forsvandt, i samme øjeblik ungerne fik øje på hestene. De blev ellevilde af begejstring, det vil sige først var de nu som forstenet og troede ikke rigtig deres egne øjne. Jeg havde med vilje lukket hestene ud i den bageste fold, så de ikke se dem fra vejen, da vi kom hjem. Efter vi havde tømt bilen, lokkede jeg dem med ud i stalden, for at se resultatet af de sidste ugers anstrengelser. Synes selv at resultatet er blevet godt, og selv min nabo sagde, ”at det ikke var så ringe endda”… hvilket for mig var den ultimative ros. Nå, min datter gav mig det bedste stikord, da hun efter havde kigget alle boksene igennem sagde, at ”nu manglede vi bare hestene”. Hvor til jeg passende kunne svare, at det var jo rigtig, så måske vi skulle gå på jagt efter sådan et par? Det var de selvfølgelig med på, men de gjorde nu store øjne da jeg tog et par trækketove, en spand gulerødde og sagde, ”så lad os fange et par rigtig vildbasser”… min datter rystede endda på hovedet, og sagde meget modent, at man da ikke bare kunne gå ud og fange heste. Men, hun fulgte nu alligevel med, da jeg sagde, at vi kunne da prøve. Da vi kom ud til folden, gik de længst væk fra stalden, nede af skrænten, så vi kunne ikke se dem, så jeg spurgte ungerne om vi skulle se om vi kunne lokke et par heste til, ved at lave hemmelige hestefløjt. På trods af, at begge syntes jeg var både dybt åndssvag og barnlig, gik de med på den, og fløjtede løs det bedste de kunne. Lady og Mascot kvitterede på ungernes fløjt med et lille vrinsk, og kom travende op af skrænten hen til os, blev ungerne helt stille af forbløffelse. Jeg drillede dem yderligere, ved at spørge om de troede hestene kunne bruges, eller vi skulle forsøge at fange nogle andre… hvilket de absolut ikke syntes vi skulle. I det hele taget var det vidst kærlighed fra første sekund. Ungerne er vilde med heste, og er næsten altid i stalden eller i folden. Og det er tydeligt at både Lady og Mascot nyder at være i centrum for deres opmærksomhed, i det hele taget har de opført sig eksemplarisk overfor ungerne.

Indtil i går aftes synes jeg faktisk, at jeg atter havde fundet ”den indre ro”, og havde accepteret at Tina havde valgt at forlade mig, lyder så dramatisk at skrive for evigt, men jeg var indstillet på, at jeg ikke skulle se hende mere. Da hun overhovedet ikke reageret på mine sms’er eller breve, indstillede jeg mine forsøg på at få hende i tale. Og opgav til sidst håbet om, at hun ville kontakte mig. Arbejdet på stalden og mit samarbejde med Hans, hjalp gevaldigt på mit humør, hans energi og gå-på-mod smittede af på mig, og har gjort underværker. Oveni er jeg så vendt tilbage til træningssalen, hvilket jeg virkelig har savnet. Tager det tog stille og roligt, for at vende kroppen til at være i gang igen. Synes jeg har haft stor gavn af, at lave teknikkerne på en Tai’Chi aktiv måde, ekstremt langsomt og koncentreret. På den måde er det skånsomt for specielt foden, og det er som om det bliver en slags meditation, det giver mentalt fokus på kun det at udføre næste bevægelse. Jeg kunne i det hele taget godt tænke mig, at lære Tai’Chi. Da jeg var i Kina for nogle år siden, var det virkelig en oplevelse af stå tidligt op og tage ned i den lokale park, og se hvordan folk lavede alt muligt, lige fra Tai’Chi med sværd til disco dans, hvilket var populært blandt de ældre kinesere. Tænk hvis vi danskere startede dagen med fælles gymnastik og dans i haven.

I går aftes dukkede Tina igen op i mit liv. Jeg var i klubben sammen med ungerne, da jeg er instruktør på deres hold hver tirsdag. Og pludselig stod Tina i klublokalet og smilede til os i salen. Det gjorde hun også lige da jeg lærte hende at kende, overraskede mig på den måde, foran ungerne. Jeg fik min hjælpetræner til at overtage undervisning, og gik forbløffet ud for at snakke med hende. Det var dog lidt akavet, for jeg havde ikke snakket med hende i en måned. Ikke så meget som en sms fra hende, på trods af mine breve til hende, breve hvor jeg skrev om mine inderste følelser og kærlighed til hende. Faktisk blev jeg vred på hende, for bare sådan at dukke op i mit liv igen. Men da jeg så hendes store blå øjne, og fornemmede hendes nervøsitet, fordampede min vrede igen. Jeg fik også det der lille sug i mellemgulvet da jeg stod foran hende, den lille fornemmelse jeg efterhånden godt ved betyder, forelskelse. Først ville hun bare lige sige ”hej”, og se hvordan vi havde det. Da jeg blot svarede at vi havde det fint, og overlod det til hende at forsætte samtalen, vred hun sig lidt, i forhold til tidligere virkede hun enorm usikker og nervøs, og jeg fik pludselig den største lyst til at give hende et kæmpe kram. Jeg ved ikke om jeg burde have gjort det, men i hvert fald undlod jeg det. Efter hvad der virkede som flere minutter, nærmest hviskede hun, om hun ikke måtte komme ud og besøge os en dag. Hvis jeg havde svaret nej, tror jeg hun var begyndt at græde, så jeg svarede selvfølgelig ja selvfølgelig, hvilket jeg kunne se gjorde hende glad.

Så nu har vi en aftale lørdag morgen, hvor hun vil komme forbi med rundstykker til os. Jeg er godt nok spændt på, hvad det er hun har på hjertet. Min fornemmelse siger mig, at hun gerne vil give ”os” en ny chance. Hvilket jeg godt nok er i tvivl om er en god ide. På trods af, at jeg åbenbart stadig har stærke følelser for hende, er der bare så mange ting, at alle alarmklokker ringer. Nu ved jeg jo reelt heller ikke, hvad hun har på hjertet, så jeg må jo vente og se til på lørdag. Men den indre ro er atter væk, og mine tanker kredser atter om Tina. Suk… Jeg er nok for naiv og blød, hvor andre nok ville have sagt ”skrid kælling”, efter hvad der er sket, det var i hvert fald det råd jeg fik fra J, da han hørte hun var dukket op i klubben. Jeg kan bare ikke finde den vrede i mig, og slet ikke når jeg ser hende trist og ked af det.

Nå, heldigvis plager ungerne for at komme ud at ride. Så vi tager en tur ned over engen og i skoven. Måske burde jeg overveje at købe en hest til mig selv, så jeg ikke behøvede selv at trave med, men kunne sidde højt til vejrs og nyde udsigten.