58.000 og snart 400.

Drømmene vender tilbage. Ikke hver nat, men på ugentlig basis.
Ved ikke hvad det betyder, men temaet er det samme.
Jeg kan aldrig gå på toilet alene. Skal altid enten det ene eller oftest det andet og kan ikke få den fred der behøves, uanset hvilket toilet jeg vælger. Der er altid fuldt udsyn til andre, ingen døre eller på anden måde forstyrrelser.
Hvorfor skal der komme nogle rendende hele tiden, når jeg sidder der og bare skal?
Jeg tror aldrig jeg slipper af med det, for det er ligesom om, at der er en del af mig, jeg ikke vil vedkende mig.
Jeg kan ikke udelukke det ene, eller med andre ord; jeg kan ikke fortrænge det, der er virkeligt og den side af mig, jeg ikke ønsker at være/have.

De andre drømme er omkring trapperne. De stammer helt fra min barndom og ungdom.
Huset er der stadig og altid fyldt med nye rum og der er altid et rum, hvor det spøger. Et rum, hvor man mærker den isnende kulde ned af ryggen, når man er der. Man bliver overvåget. Af et eller andet. Af noget. Nogen kigger og noget ondt og ubehageligt lurer derinde, men det kan ikke ses. Det er der bare!
Nogle gange er det et badeværelse, andre gange et køkken eller en baggang.
Jeg går gerne på opdagelse i de nye og spændende rum. Flere gange har jeg fået en fed fed lejlighed og de er altid kæmpe store og meget anderledes indrettet.
Jeg kan nu nemt fylde pladsen op med møbler.
Det var en off tpoic til trapperne, for de er så uhyggelige.
Trapperne der ligger i mørket. Stedet hvor ingen kan undslippe, som i de fortabte kalkminer, der ikke er oplyste og med kilometer vis af lange uendelige gange, hvor man aldrig slipper ud. Evigt fortabt.
Det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg tænker på det.
Hvad er det? Hvad betyder det? Og hvorfor bliver det ved med, at skræmme mig?
Der er også nogle dernede. Et ukendt folk, en ondskab. En ondskab, der ikke kan kontrolleres og holder en fanget, narrer en til, at gå derned og holder en fast. I evig fortabelse.
Jeg har prøvet at være der. Der er støvet, gråt og det er lige som om, at der ikke er bygget helt færdigt. stedet er blevet forladt og overtaget af det onde. Eller er det i virkeligheden det onde selv, der har skabt dette sted?
Hvad er det onde? Hvad vil det mig? Hvorfor er det der?
og lige nu, slår det mig, HVORDAN overvinder jeg det? Hvordan bekæmpes det??

Trapperne kommer i den dybe søvn.

jeg drømte i øvrigt en anden mærkelig drøm, som jeg fortalte min mand om, og det første han sagde var, at det passede jo meget godt med teorien i "Inception"...
Altså man skal dø i en drøm, for at komme videre til næste niveau.
Jeg skulle virkelig overvinde mig selv og kaste mig ned i den dybe dybe brønd. Der var et sted på vejen ned, hvor man ikke kunne undgå, at ramme imod. Havde både hørt og set det, da de andre sprang i. Med hovedet nedad efter at have hængt i et reb over brønden.
Jeg var den sidste der sprang. Var bange for at dø.
Men vi havde jo fået at vide, at vi ville leve videre på den anden side, når vi var kommet gennem brønden og rent fysisk ville vi ikke mærke smerten.
Jeg blev nødt til, at tro på det og netop troen på, at det kunne lade sig gøre, gjorde at jeg slet ikke mærkede spor, da jeg havde ladet linen kappe og lod mig falde dybt dybt med hovedet først. Helt udstrakt.
Jeg vågnede nemlig op i en anden drøm, et andet sted, another level, som genfødt og erfarede at det var sandt, det der var blevet os fortalt inden.
Det har jeg aldrig prøvet før...
Meget grænseoverskridende!

Der er også højderne. De kommer også. Mærkelige ruter og veje. Højhuse og gamle bygninger. Stærke men utrolig skrøbelige i fundamentet. Faldefærdige og ved at styrte sammen.
Togene er der også og navnligt skinnerne, der er svære at løbe over og væk fra.
Der var også et tog i nat eller også var det forrige nat.
Det havde jeg bare glemt. Lige indtil nu, hvor disse drømme dukker op til overfladen, mens mine fingre sikkert glider hen over tastaturet.
Jo, der er toge og stationer. Ferier og arbejde. Rejser, men ikke lange.
Nogen gange sover jeg og er bange for ikke at vågne, så jeg ikke kommer af det rigtige sted.
Det tror jeg da, for den sidste drøm om en togrejse er næsten væk.

Vand og svømmehaller bidrager med det gode. Her bliver jeg nærmest som et barn igen og kan lige pludselig det hele.
Sådan fornemmer jeg det, selvom der er fare for at drukne. Det er der heldigvis ikke i drømmene, der er jeg eet med vandet.
Jo, der var også en drøm om vand denne uge.

Hvad denne nat bringer, vil jeg lade være op til fri fantasi, men man kan da håbe, at den vil indeholde noget godt og rart. Trænger til det...