Jeg plejer at være ret realistisk omkring mit eget niveau. Derfor ved jeg også tit på forhånd, om det går godt eller skidt til en eksamen, det gør de fleste nok.

Men selvom jeg lige har sjusset mig frem til at ca. halvdelen af mit 1500 siders pensum for mig er mega svært (tak ellers for info! - Hvorfor gjorde jeg dét?), så er der jo en halvdel mere at være optimistisk omkring.

Og jeg vil gennem det hele. Og fatte det!

Drømmer om alle de ting jeg vil tillade mig selv bagefter, når jeg ved at jeg må fortsætte på studiet, beholde min SU og blive boende i min studielejlighed så længe jeg vil.
Før jeg er bestået, synes jeg ikke rigtig jeg kan tillade mig at bruge penge på noget - For hvad nu hvis de kvitter min indtægt fra januar?

Jeg nægter den der tanke om at jeg er for dum. Bliver så let overrumplet af hvor svært jeg synes det er og tænker at det er mine evner, der ikke rækker. Men folk siger at det er det sværeste og hårdeste fag på hele studiet! Og det er jo ikke for sjov at der er så høje adgangskrav.
Det er nok okay at synes det er vildt kompliceret. Og jeg behøver slet ikke få 12. Bare et lille 02, så er min verden redet.
Ville ønske jeg ikke var så bange for den faglige utilstrækkelighed.
Og at jeg havde én at diskutere stoffet med.

Men jeg burde kunne. Hvis jeg skyndte mig at få bugt med de negative selvbilleder og bare gik i gang. Så kunne jeg godt nå det hele.
gevindsten er så stor. Jeg skal bare huske at jeg ikke er den eneste, der sommetider ikke forstår noget som helst af den artikel jeg lige har læst. Det kommer først 3. gang eller efter et par gennemlæsninger af et dansk referat eller noget.

Men jeg skal nok og jeg skal også nok komme til at synes det er spændende.
Jeg vil gerne ende med at forvente til min eksamen i stedet for at frygte. Det er altså et bedre udgangspunkt!