Der er nogen, der skændes og kaster med stole og er helt hysteriske og slidte i stemmerne af ulykkelighed og hidsig frustration. Trætte, og fulde.
Jeg har lige hørt mig selv åbne vinduet og råbe højt og klingende, overskudsagtigt ovre fra den anden side af gården. 'Hej derovre, kan I holde op!'

Og nu sidder jeg og tænker på mig og J for to år siden. Der netop i pinsen gik helt amok på hinanden... og som nogle weekender efter var endnu længere ude, og som nogle måneder efter fik lavet et show, der minder om det på den anden side af gården. Det skriger i maven, når jeg tænker på. Aldrig før i mit liv har jeg været derude. Og forhåbentlig kommer jeg det aldrig igen.

På vej hjem fra et fælles bryllup, hvor han var aldeles flabet overfor mig. Uhyggelig. Væmmelig. Jeg spyttede ham i ansigtet i arrigskab og frustration, og han begyndte at skubbe mig, ligeså arrig og frustreret som jeg. Og der var folk, der så det, og som tog J med uden for, og gav han en lussing, fordi han 'slog på mig', hvilket de havde fortolket det til. Og J holdt det imod mig. Han hadede mig. Olmt og ondt.

Jeg sad på en gade og tudede halvdelen af natten. Det var rædselsfuldt. En eller anden tilfældig pige, kom om trak mig op og spurgte om ikke hun skulle følge mig hjem. Jeg var hende så taknemmelig. Hun skulle samme vej, og jeg lettede lidt af at gå med hende. Gad vide, hvad hun hed, og hvem hun var. Jeg er hende stadig taknemmelig.

Det er på en måde godt at blive husket på. Jeg har aldrig og havde aldrig troet, at jeg kunne blive så voldsomt et stykke 'white trash'. Man kender ikke sig selv. J gjorde ting ved mit indre, der var helt forrykte. Han var manipulerende og nogle gange næsten psykopatisk i sin grænseafprøvning. Der var så mange gange, hvor han bare kunne have formuleret, at han ikke ville mig, hvor jeg spurgte til det. Jeg troede på ordet. På det vi sagde til hinanden. Det var forkert at gøre. J vidste ikke bedre. Han ville gerne have mig, var bange for at give slip, men ville alligevel ikke være med mig rigtigt, og det fik ham til at gøre alle mulige helt umulige ting og udsatte mig for en stribe af rædselsfulde prøvelser. Det er mærkeligt at han også er så dejlig samtidig. Mærkeligt, at vi kunne blive sådan. Det er et forfærdeligt minde. Rædselsfuldt at vide, at jeg kunnet miste kontrollen så voldsomt. Rædselsfuldt, at jeg ikke kunne manøvrere i det selv. Forståeligt at J er bange for at danne par igen. Jeg håber ved gud for hende, at han har fået lidt mere indsigt i det han gør. Jeg har næsten lyst til at skrive et formanende brev til ham. Ingen skal udsættes for de ting. Men hun er sikkert klogere end jeg.

Jeg har ondt af hende, der råber derovre på den anden side af gården. Der er hende, der råber stop, stop, stop... fordi hun ikke kan tåle hans ord. Og det er hende, der smider med stole. Jeg må erkende, at det har jeg også kunnet finde på. Det hedder afmagt. Jeg har ondt af hende. Nu skal hun også græde hele denne fantastiske første juni-dag. Og være ødelagt af sorg i ugevis... hvis det da er noget i den stil, der er foregået.


Jeg skal ikke være ødelagt.
Jeg skal slikke sol og være glad, for ham jeg elskede dengang så, at det ikke gik, at vi ødelagde hinanden, at vi kun har ét liv.
Jeg takker ham for det, og nyder at jeg er så småt stille og roligt er helet og er mig selv igen.

... idag skal jeg bade :)