”Det går okay”!
Jeg forsøger stadig at overbevise mig selv og det går også...okay! Til tider er jeg svær at overbevise.

Jeg har fundet min gang her på ”gården”. Dog bliver jeg i ny og næ en smule ked over stedet. At det er småt, er én ting. Det kan jeg godt affinde mig med når jeg tænker på, at vi kun bor her midlertidigt. Det er nok mere de andre der bor her, der i ny og næ går mig på nerverne. Naboen lånte forleden en meget skarp kniv – jamen selvfølgelig, det er da bare fedt at man gør brug af hinanden. Men i stedet for at banke på og aflevere den tilbage, smed hun den ind i gennem brevsprækken så den borede sig ned i gulvet! Hvad pokker tænker sådan en kvinde på? Emil tussede rundt herinde og kunne ha' kommet til skade!

”Vores gang” er stadig fredelig. Der er hverken særlig meget bulder eller larm – kun det Emil og jeg laver når vi tonser. Men jeg overholder dog altid forskrifterne og sørger for at der er stille efter klokken 20. Dér sover Emil alligevel tungt.

Det er vel også ventetiden der generer mig. Jeg ved vi skal videre og det eneste vi kan gøre er at vente. Jeg får det bedste ud af tiden og vores lille hjem er hyggeligt og meget beboeligt. Jeg har slået os ned her, som skulle vi aldrig herfra. Skulle vi ha' boet side om side med flyttekasser og skulle jeg ha' droppet alle hylderne eller billederne på væggene, ville tiden blive hård. Jeg er blevet nødt til at folde vores rede ud omkring dette sted. Imens kan vi blot vente.

Mit liv står stille og det er nok det der generer mig meget. På den anden side er mit sind i rivende udvikling og derfor er det kun godt at jeg ikke har en masse der fylder hverdagene. Mit arbejde med ”Psyko-Lis” er alt andet end kedeligt og hver gang kører jeg fra hende med en masse ”aha'er” som jeg tager med mig hjem og arbejder videre med. At have samtaler ved hende, er kun godt og kun sundt. Det er bare som om at jeg alligevel røv-keder mig. Denne tid er tilrettelagt så jeg har mulighed for at tage i mod min behandling, uden en masse forstyrrelser og jeg er da heldig! Jeg er hverken pisket til at komme op på nogen bestemt tid, jeg kan tage det roligt med min dreng om morgenen, komme roligt ud af døren og efter han er afleveret har jeg, på det fleste dage, ingenting jeg skal. Totalt luksus – I know – men jeg er så rastløs! Tankerne kører på højblus men kroppen er stille. Verdenen er stille. Jeg mister hurtigt lysten til det jeg sætter mig for og sidder tit og bekymrer mig om åndssvage ting. Jo jeg har vel for meget tid i dagen. Måske skal jeg blot komme i gang med at nyde det, inden studiet går løs til august?

Foruden bekymringerne, arbejder jeg med en tanke, en plan. Jeg vil VÆK fra byen på et tidspunkt. Måske passende indenfor 3-4 år – inden Emil skal starte i skole. Jeg vil tilbage på landet.

Jeg har været hos mormor i denne weekend. Hendes have er så tæt på Paradis som man kan komme. Vi var i have hele tiden. At komme tilbage til staden, var et totalt antiklimaks. Sådan har jeg haft det længe. Jeg kompenserede ved at plante alle mine planter om herhjemme. Så lidt jord under neglene, sidder der stadig.

Jeg vil have at der skal ske noget, men jeg ved sgu ikke hvad! Jeg vil have farver, men ved ikke hvilke! Så jeg laver mig en kop kaffe og kommer ingen vegne.