Æv og av for helvede nogle dage.

Jeg aner virkelig ikke hvad det er der sker inden i mig. Hvad er det blevet af at være afklaret og på vej mod et stærkere og bedre liv? Hvad er der blevet af tankerne om at have taget den rette beslutning i livet og tankerne om at skabe et sundt liv...for mig selv og for min dreng?

Smerten i min mave er HELT uacceptabel. Jeg tænker på L hele tiden og er ked af det. Den mindste konflikt med Emil får mig nærmest til at vræle og jeg føler det er mig der er blevet forladt, forrådt og nu sidder med en smadret hjerte.

Jeg forstår det virkelig ikke. Jeg forstår ikke at det her skal føles så hårdt og at jeg tænker på L hele tiden. Jeg forstår ikke et klap!

Men jeg prøver...åh ved gud jeg prøver at gøre alt det jeg tænker kan hjælpe mig. Jeg nærmest messer inden i mit hoved "Du har gjort det rigtige og det VIL blive bedre". Jeg har skrevet en "reminder-liste" til at hive frem når jeg lige pludselig får overbevist mig selv om, at min livs kærlighed har forladt mig, erl igeglad med mig og aaaaaaaaaaaaaalt det der buh-hu-noget. Jeg prøver at kigge på Emil, koncentrere mig om ham...tænke på ham, kæmpe for ham. JEG RPØVER VIRKELIG men det gør sgu så nas inden i min mave og det piner mig så meget.

Jeg er hos min søster. Godt nok har hun næsten ikke været hjemme pga arbejde og det duer selvfølgelig ikke at være så meget alene...men jeg troede jeg kunne få tingene lidt på afstand ved at være her. Nej! De sidder lige i skuffen på mig hele tiden og det gør mig mildest talt fortvivlet. Emil mærker det...viu mærker det begge to helt tydeligt!

Jeg bliver GAL på mig selv. "Slip det NU for pokker" nærmest skriger jeg indvendig. Men tankerne kværner på automatpilot.

Vi talte i telefon i går. han skal have Emil næste weekend og vi skulle aftale tidspunkt.

Den satans dynamik. Når den ene tuder, rejser den anden sig og omvendt. Er det "bare" det der sker? Er det fordi jeg kan mærke at han egentlig klarer den ret godt og har det bedre og bedre. Det gjorde pisse ondt da han sagde det...men jeg har jo hele tiden vidst hvordan han trives bedst uden ansvar og forpligtigelser. han indrømmede det endda dér i telefonen.

Han har sluppet og siger at han HAR accepteret at det ikke gik. hvad fanden er det så jeg laver? I hvilken skæv fantasi havde jeg troet at han ville vågne op og ændre? Troede jeg at det ville ske fordi jeg flyttede fra ham? Troede jeg han ville angre og arbejde sig hen i mod at kunne mig? Troede jeg virkelig det??? Ja en skæv del af mig håbede...håbede at han ville vågne op.

Jeg flyttede fra ham fordi jeg var nødt til det. Jeg kunne ikke magte et sammenliv hvor han lå sammenkrøllet i sengen det meste af tiden og gik totalt i baglås hver gang jeg krævede det mindste. Jeg kunne ikke lade Emil være i den stemning og jeg selv...blev fuldstædig opslidt!

Nu sidder jeg så her og føler mig helt sølle til mode. Hvorfor? Jeg tog en beslutning? Hvorfor så det HER???

Jeg skal acceptere mange ting for tiden. Een af dem, er vist at jeg har investeret rigtig mange følelser i et forhold som jeg nu sidder og har den grimmeste smag i munden over. Det gør ONDT at se hvordan han luller videre og trives med at have det/de ansvar mindre at forholde sig til. Jeg føler mig efterladt med det store og kolde spørgsmål; hvor meget kærlighed har han egentlig haft til mig?

Piv piv altså.