Har idag indvilliget i at tage på gave indkøb med min mor..
Med min mor som- umiddelbart- har værte lettere negativ over et eller andet siden i torsdags og som der desværre stadig viser sig at være en snært af..
Aner ikke hvad eller hvem der går hende på og vi skal absolut ikke tale om det..

Jeg elsker mine forældre over alt i verden, men må desværre erkende at de dræner mig for energi.. Det er hårdt at skulle indse og indrømme dette, for de har altid været der for mig og er det stadig.. Det er bare på deres egen måde..
Jeg har altid været meget forkælet idet at jeg er den yngste og en efternøler.. Jeg mener selv at jeg har været i stand til at se bort fra dette da jeg blev ældre og udnytter det ikke mere (og det skal jeg absolut heller ikke!)men jeg tænker stadig så enormt meget over måden jeg er vokset op på, er blevet opdraget på..

Mine forældre har stort set aldig været enige om andet end at være uenige og det har kostet mange tårer gennem årene og gør det sommetider stadig.. At de vælger at blive sammen er helt sikkert deres valg, men burde de så ikke gøre deres ypperste for at få det til at fungere istedet for at bo i hver sin ende af huset..?

Jeg tror at alle børn sværger ikke at blive som deres forældre, men jeg har helt sikkert sat mig for, at det nægter jeg at blive.. Det ville jeg simpelthen ikke kunne byde hverken min mand, vores børn eller mig selv..
Et helt liv fyldt med skænderier, tårer og magt kampe..
Jeg bliver stadig knust indeni når jeg er vidne til hvordan de sommetider behandler og håner hinanden.. Jeg bliver knust når jeg på vej ind af døren, ber en stille bøn om at der denne dag er våben hvile..
På den anden side bliver jeg lige så lykkelig når det så er modsat.. Og det er de heldigvis blevet meget bedre til!

Mine forældre har gjort alt der stod i deres magt for at opdrage os på bedste vis og synes de har gjort et fantastisk stykke arbejde og sætter os altid højest-
også selvom det ikke altid føles sådan..
Jeg har mere end én gang oplevet misundelsen blomstre når jeg har været på besøg andre steder og set hvordan disse forældre slukker for tv og pc når børnene er på besøg og sætter sig ned og faktisk fører en samtale med dem, som en helt almindelig familie.. Jeg ville ønske at det var sådan i mit barndoms hjem, i stedet for at tv'et hurtigt bliver tændt eller min far faktisk lyttede, i stedet for bare at forgive det, når han arbejder ved pc'en..

I alt det tid jeg har boet ude, har jeg altid betragtet mor og fars hus som et frirum, et sted jeg altid kunne være uden at være i vejen og som jeg altid kunne have nogle med hjem til- uanset hvor mange vi kom og hvad vi skulle, vi er altid blevet budt velkommen og kørt og bragt og gør det stadig.. Dét elsker jeg, men jeg elsker ikke at skulle erkende hvor træt jeg er efter et besøg hos dem..
Jeg håber det bare er en fase der snart er ovre, for føler jeg glider mere og mere væk lige nu.. Det er det sidste jeg ønsker.. Men har rigtig svært ved at forholde mig til når min mor brokker sig over små ligegyldige ting og kører frem med en masse sladder, som jeg i bund og grund er pænt ligeglad med.. Jeg bliver så træt indeni og jeg bliver lige ked når jeg har fortalt dem noget og så går der 2 timer, så spørger de om præcist det samme.. Jeg tvivler ikke på at de nok gør hvad de kan for at huske hvad vi snakker om, men tit kan man se at de er helt fjerne i blikket og så kan jeg lige så godt opgive at nå ind til dem..
De er så lette at læse og de aner det slet ikke..
Min mor kan med lethed læses over en sms, uanset hvor mange smilys hun gemmer sig bag og det aner hun intet om..
Så kan sagtens tyde når det er bedst jeg ikke dukker op, men drages stadig så meget af dem og deres tryhed, at jeg bliver ved at opsøge det, uanset hvor meget mine alarm klokker ringer og hvor mange advarsler jeg får..

De er verdens bedte forældre, jeg elsker dem højt og vil altid gøre det.. Man skal huske at sætte pris på det man har, for pludselig er det væk..
Men man må ikke gøre det for enhver pris, man skal huske at passe på sig selv midt i det hele, der er ikke andre der gør det..

Jeg er nødt til at passe bedre på min selv og undgå flere tårer på den front, uanset hvordan jeg så skal få det igennem.. Jeg ved det nok skal lykkedes..

Min tro gør mig stærk.. På alle fronter..

//