Jeg famler....

Alt godt, arbejdet, solen, computeren, selvværdet, fjernvarmen (ha).

Men jeg føler sgu lidt, jeg famler rundt i alt mit nye liv. Som om jeg går langs væggene fordi de er sikrest. Som om jeg slet ikke tør fatte, hvor meget og hvor mange muligheder, der er.

Jeg ses med Mr. og det er hyggeligt og rart, men vi flirter ikke, og jeg ved helt ærligt ikke om jeg synes han er spændende.... og jeg begynder at have lidt dårlig smag i munden over mig selv. Hvad laver jeg? Jeg er jo også glad, når han er der? Jeg roder.

Jeg laver den gode gamle frøken finde - jeg lader stå til.

Så typisk mig, fordi sådan er det lige nu, han kom og hentede mig, og så lader jeg stå til. Men det er jo mig, der skal finde og vælge.

J sagde altid 'ta' kontrol på kontinentet S' (alt imens han umuliggjorde det fuldstændigt). Men var det ikke lige for hans utilregnelighedsfaktor, så havde han jo ret. Det gjorde i hvert fald lidt ondt, når han sagde det.

Jeg lader stå til, fordi jeg trænger til at heles og fylde min hjerne og hjerte med forår og luft. Måske jeg burde snakke med Mr om det... så det ikke blev falsk... jeg bryder ikke om uærlighed. Bryder mig ikke om overfladisk handling. Hvis jeg var vild med ham, ville jeg slet ikke synes, vi havde nok kontakt. En lille bitte sms om dagen, højst... han ringer, bare for at få næste aftale i hus, og så er det det.... skal vi ses om 5 dage, ok, jamen ok så... hvad er det for noget mærkeligt noget. Bare lige nok, til at jeg får dårlig samvittighed over at flirte, men jeg skylder ikke noget!! Bare fordi Mr. er handlekraftig...kan mærke jeg bliver irriteret. Han kan sgu da bare åbne munden og snakke med mig.

Så mange dage uden kontakt, alt det liv, der er imellem... at jeg fik ros på job, at min søster er ødelagt fordi hun nu endeligt har fået gjort det forbi med sin gamle kæreste og sidder ude hos mine forældre og føler sig umulig og lille, fordi hun er forelsket i en anden og er sur på sig selv over sine følelser.... alt det, vil jeg jo gerne dele med en. Og det er helt fint, så deler jeg det bare med andre... Og så ender det med at være dem, jeg føler noget for. Det her føles som noget rod.

Og når alt det er sagt, så kan jeg pludseligt mærke at jeg savner J. Jeg savner at han kendte mig og elskede mig. Men skidt pyt. Han var umulig få bare tilnærmelsesvist 'kontrol på kontintet' ved siden af.

H, gode veninde fortalte, at hun havde en aftale med ham på ruc forleden. Noget med at han skulle komme til hendes kontor og besøge hende. Hun ventede og ventede på ham, og han kom ikke. Han blev ved med at ringe og sige 'lige om lidt'. Til sidste ringede han og sagde, at han havde fået et lift hjem, og det tog han altså for så sparrede han de penge. (35kr)

Hun var vist blevet ret mopset, men havde prøvet at skjule det. To sek. efter havde han ringet og sagt, at hun da kunne komme med i liftet. Og så skulle H ellers sidde der og hyggesnakke i en bil med fremmede mennesker, som hun var blevet duttet på at følges med og nærmest være taknemmelig over, at han havde tænkt på hende, alt imens hun ikke kunne afreagere, fordi de sad i fremmede menneskers bil.

Kors, hvor jeg kan huske det. Umulig at holde sig oppe med. Og så den der vished om at man end ikke er 35 kr. værd for i det mindste at have en hyggelig togtur, der kan være (bare lidt) privat...når nu idioten i virkeligheden har brændt en af.

Åh, altså J. Du er, som jeg altid har sagt en lille dejligt hyklerisk egoist, der altid har din egen oplevelse som forreste mål. Det var pænt af ham, at forlade mig, når jeg nu ikke kunne 'tage kontrol på kontintentet', for jeg blev ikke glad af at blive behandlet som H dagligt. Selvfølgelig gjorde jeg ikke det.

Jeg går vist og glemmer, hvor utroligt besværlig og sårende han var.

Jeg har mere ambition på det mellemmenneskelige plan. Jeg vil altså gerne være et ordentligt menneske. Det vil jeg. Men jeg vil også leve og slappe lidt af. Og tillade mig at ... hvad ved jeg. Nogle gange er jeg træt af min moral... det er som om, jeg aldrig kan lade mig slappe af.... og andre, selv min søster er bange for mig, fordi jeg har alt for høje standarter for mennesker, og ikke forståelse for liv, og J kaldte mig altid 'hellig' med et kæmpe hånende grin.

En balance, og lidt mindre angst for at give slip og kun krybe langs væggende S. Du er ikke på overdrevet. Det er du altså ikke, Du er så pææn, at det er til at kaste op over, så giv dig dog lidt plads for helvede tøs!