Dag 1 med "skriveterapi"
En noget brat start, men svært at tage mit liv "from the top". Jeg har min søn i påsken, og har på den konto lidt komplekser. Jeg er i "kulkælderen" i disse dage, og har svært ved at motivere migselv til at skulle ud i de helt store tiltag for at han får en god påske. Jeg holder humøret højt, men når han er kommet i seng er det værrer, grundet jeg hele dagen har haft en facade oppe.
Jeg har lige været inde hos mine forældre hvor jeg lod dem høre lidt om hvordan jeg har det for tiden. Og Det kan også give mig komplekser.
Hvad bilder jeg mig ind at læsse mine problemer af hos dem. De har sikkert rigeligt i forvejen.
Derfor prøver jeg nu af denne vej at åbne op, med forhåbning om at jeg vil kunne gøre det løbende hos enten en ven eller hos en professionel. Som det er nu sparer jeg op og så kommer der selvsagt et tidspunkt hvor jeg ikke kan bære mere og ballonen brister. Og det er sjældent meget der skal til for at det kommer så langt ud at jeg for andre kan virke manio/depresiv. Jeg kan være i godt humør (ubevidst facade) og pludselig falder hele min verden sammen over en ubetydelig lille ting.
Det eneste der for tiden afholder mig fra at kigge ned i løbet på en skarpladt pistol, er tanken om at jeg efterlader min søn. Og jeg mener ikke hans mor er egnet til at klare opgaven uden hjælp. Ikke meget hjælp, men et puf i ny og næ. En lille antydning der gør at hun ser tingene fra andre synspunkter en hendes egen, som til tider kan virke meget ensporede og egoistiske.
Og det er ellers mig der går for at være egoistisk.
Hvad har fået mig så langt ud som dette?
Jeg har ført et spændende liv. Nok lidt for spændende vil nogen mene. Jeg har haft det sjovt, og det har ikke været på bekostning af andre ( hvilket nok kan diskuteres). Jeg er meget social anlagt og har altid været i selskab med andre. Men eftersom vi er blevet ældre og folk er faldet til ro med kærester og børn, er der ikke så meget overskud til at besøge venner. Jeg har været vant til at FÅ besøg. Men nu er det praktisk taget kun mig der besøger. Det gør at jeg stiller spørgsmål ved om folk i det hele taget er interesseret i at bibehold kontakten til mig, og grunden til de ikke kommer mere er at de helst er mit selskab foruden. Konfronterer man folk med disse påstande bliver de altid fejet af bordet og undskyldt med manglende tid. Jeg har indtil for nyligt betragtet 6 mennesker som mine nære venner. De 2 snakker jeg nu så sjældent med at de ikke falder under den kattegori længere. en anden er bevæget sig så langt væk fra det han engang var, at vi er blevet meget forskellige. og så er vi nede på 3 den ene er lige blevet far, så der er længere og længere imellem vi ser noget til ham. Han kommer dog stadig i ny og næ lige som jeg også besøger ham, men igennem de 2,5-3 år han har været sammen med hans kæreste, har han aldrig en eneste gang haft hende med hos mig. Tænk sig en af mine bedste venner, og adskillige år har hun ingen anelse om hvor eller hvordan jeg bor.. Så er vi nede på 2. De er begge 2 noget af det rareste på denne jord. Den ene har været en ven af en ven gennem mange år, men de sidste par år har vi set meget til hinanden. Vi er på bølgelængde og har de samme interesser. På et punkt skiller han sig dog væsentlig ud. Jeg har haft en del piger i mit liv. Han har først for nyligt givet udtryk for interesse i piger. Han vil gøre enhver pige lykkelig med sit glade væsen, og han får rigelig med opmærksomhed fra det modsatte køn når vi bevæger os ud i nattelivet. Det er dog kun når ingen af os er med at han gøre mere end at snakke med dem.
Den sidste har været min absolut bedste ven i flere år. jeg stolede på ham uforbeholdent. Det viste sig så at være en fejl. Jeg fandt for nogle måneder siden ud af at han og min ex kort efter vi gik fra hinanden mødtes i byen hvor jeg også var der. Han blev pludselig træt og kørte mig hjem. Han selv boede 80km og i stedet for at køre hjem kørte han tilbage i byen for at opsøge min ex for at være sammen med hende. Det blev kun til et kys og en overnatning uden kontakt. Men dagen derpå valgte han at opdigte en historie for at jeg ikke skulle finde ud af hvad der var sket. Selvfølgelig ville jeg blive ked af at han var sammen med min ex når han det var så kort efter vi var brudt. Men at han vælger at lyve for mig finder jeg utilgiveligt. Jeg konfronterede ham med det da jeg finder ud af det 2 år senere og han er oprigtigt taget ked af det. Vi arbejdede sammen og jeg kunne derfor ikke undgå at løbe ind i ham. Men den kommende måned hadede jeg ham så meget at jeg ikke ville snakke med ham medmindre det var arbejdsrelateret. Jeg valgte på opfordring af vores 2 fælles venner at se gennem fingre med det, men vores forhold har dog ændret sig meget fra før. Jeg spekulerer ikke over det når vi er sammen, men jeg kan mærke der er en forskel. Det er frygtligt at vide at den eneste man stoler ubetinget på ikke har gjort sig fortjent til den tillid. Jeg gik tilbage til føromtalte ex kæreste,(igen igen) og det er endnu engang løbet ud i sandet, og det er gået op for mig at vi aldrig kommer til at kunne finde ud af at fungere i et forhold. Så lige nu føler jeg mig helt alene i hele verden... Men på den positive side skal der ikke meget for at vende om på det hele igen. Jeg har fået kontakt til en gammel kæreste fra da jeg var 14-15 år gammel gennem en webside. Og selvom det kun er på vennebasis og aldrig bliver andet, strålede jeg som en sol da jeg kom hjem og læste at hun havde besvaret mit brev.. Menneskets sind er forunderligt. Et par linier fra en pige jeg ikke har snakket med i 15 år og så er alle mine kvaler glemt for et øjeblik. Men jeg har desværre tendens til at trække migsev tilbage i min tilstand af selvmedlidenhed ret hurtigt igen. Jeg havde egentlig tænkt mig at ville skrive erindringer og anekdoter fra mit liv, men ved ikke hvor jeg skal starte og stoppe. så jeg tror at jeg bruger denne form, og putter en historie ind i mellem linierne fra tid til anden.
Jeg er klar over at det er en noget rodet start, men at skulle starte med at forklare hvem jeg er vil være en umulig opgave, da jeg til tider ikke selv kan svare på dette. Jeg er en sammeblandnig af flere forskellige personligheder som jeg ubevidst veksler imellem alt afhængigt af hvem jeg er i selskab med. En dejlige egenskab synes nogen måske, men det ender desværre med at man mister forbindelse med hvilken personlighed der er min egen, og hvilken der er påtaget. Er det den selvsikre verdens mand, den høflige og generte, den smarte med en hurtige humorristiske bemærkning, den hårde fyr som kan modstå alt og ikke tager hensyn til andre og deres følelser. Eller er det den usikre som er på sammenbruddets rand... Jeg har svært ved at svare på det, men når alt kommer til alt er der vil lidt af dem alle i mig.
Som sagt en noget rodet start. Det er første gang jeg i det hele tage har skrevet noget udover stile i skolen og breve på div dating sider. Så bær over med mig. Jeg kan til gengæld love at det bliver underholdende når jeg først får åbnet op for følelser og historier.