Det er mærkeligt. Der er ikke rigtig nogle emner som jeg ikke tør tale om. Jeg synes, at alle emner er interessante og især tabuer. Se på folks reaktioner og prøve at hive deres meninger frem.
Fordi jeg lærer altid noget. Enten lærer jeg noget nyt eller også får jeg bekræftet, at jeg kan stå inde for min holdning.

Men nu har jeg prøvet at opleve folks reaktion på noget jeg selv har fået:
Epilepsi!

Og DET er interessant. Jeg går ikke rundt og fortæller det til alle, kun hvis det lige kommer op i et eller andet sammenhæng. De fleste af mine kolleger har jeg fortalt det til. Men kun een har spurgt til det. De andre kiggede bare lidt mærkeligt på mig og skyndte sig at tale om noget andet.

Hvorfor det? Det er ikke farligt.
Jeg fik konstateret det for et halvt år siden. Jeg har åbenbart haft det i 2 år, men dengang var det ike så slemt. Det sker kun når jeg sover, så man kan sige at jeg har været"heldig".
Lægen sagde at det var ret usædvanligt at få det i min alder(27) og jeg blev tjekket i hoved og hoved for eventuelle svulster, men de kunne ikke finde ud af hvorfor. Nu får jeg medicin og det virker, heldigvis. Mit liv er det samme, jeg må bare ikke køre bil og alkoholen skal jeg paase lidt på med + min søvn skal jeg have.

Men jeg forstår ikke hvorfor folk ikke tør spørge til det. Jeg vil meget gerne fortælle om det, så de kan finde ud af at det ikke er farligt. Men der er mange der ikke ved HVAD epilepsi er.
Min sidder i pandelappen og det er nogle impulser i hjernen, som opfører sig mærkeligt. Det er selvfølgeligt væmmeligt at se et anfald og det kan godt være barskt for beskueren. Det kan min kæreste skrive under på.

Men ikke desto mindre er det dejligt, når der er nogle som IKKE bliver skræmte, når jeg fortæller det og tør at spørge ind, fordi jeg vil meget gerne give mit besyv til at folk får mere at vide om epilepsi og indser at det ikke er et tabu emne.

Det var skræmmende og samtidig en lettelse endelig at finde ud af hvad der var galt med mig. Undersøgelserne og indlæggelsen var ikke så galt, undtagen MR skanningen...det ville jeg ikke ønske for min værste fjende.

Men man hører ikke meget om epilepsi. Jeg forstår ikke hvorfor, fordi der er mange der har det. Hvorfor skal det skjules? Det er selvfølgeligt ikke synligt, undtagen når anfaldene kommer, men ellers er man jo ganske normal.

Jeg havde utroligt svært ved at acceptere og vænne mig til at jeg kunne alt muligt samtidig med at et stykke af min hjerne var "unormal". Det er nemmere når man brækker en arm. DET kan man forholde sig til, men hjernen??!!

Jeg røg da også ind i et par uger med angstanfald. Angst for at få et anfald. Både om dagen og natten. For det er meget ubehageligt ikke at kunne styre sin krop. Jeg har slået mig en del ved at falde ud af sengen og miste min bevidsthed. Så det er betsemt ingen skovtur. Men udover det er jeg ganske normal. Måske skulle jeg presse lidt på så folk kunne få et indblik i epilepsien. Så de kan se at det overhoved ikke er et tabuemne. Men jeg vil jo heller ikke skræmme dem.

Jeg synes bare at det er dejligt,når der er nogle som gider at høre om det. Det hjælper også mig.