Den træthed jeg føler, minder mig om tømmermænd. Savner dem ikke!

Klokken er kun halv ni, Emil sover og jeg burde vel smide mig i kassen og redde mig så mange timer som hans lille mave tillader mig. Men jeg bliver lige nødt til at være lidt mig selv.

L er vel flyttet. Det er nu svært for mig at forbinde det med en reel flytning. De fleste af hans ting er her stadig og han har det med sig, som kunne være i hans store kuffert. Der mangler så også en dyne i sengen…DET er lidt underligt.

Jeg er ikke helt stærre-vit over det. Måske er jeg for træt lige nu til at være noget som helst (Emil har sovet dårligt de sidste par nætter = jeg har sovet dårligt de sidste par nætter) men jeg tror at en lettelse vil brede sig over de næste par dage.

M kiggede forbi her til eftermiddag. Han var irriterende-ærlig! Han kunne se jeg så træt ud også kørte det ellers. Så så jeg også tynd ud, mit hår slidt og min hud ”burde jeg pleje”. Han er én af de her personer, der har en meget lille…hvad kan man kalde det…indfølelsesevne. Jeg ved at det er hans måde at sige; ”Jeg ser dig, jeg er opmærksom, jeg er din ven der giver dig gode råd” men lige i dag kunne jeg sgu godt ha’ været foruden.

Jo men jeg ligner sgu PIS for tiden. Jeg er konstant træt og har hænderne fulde med Emil. Jeg orker ikke at skulle dulle mig op for tiden og tager vel bare til takke med hvad spejlet viser.
Min store udfordring bliver at få nok mad i disse dage. Det har altid været svært for mig at lave mad til mig selv. Hvem synes egentlig det er rart at tilberede en middag og spise den alene? Det er vel nemmere når man er to. Jeg må forsøge at få lavet nogle aftaler med folk eller i det mindste sørge for at ha’ købt ind, så jeg kan lave noget god og ordentlig mad. Man kan ikke leve af koldskål!

Men mon ikke jeg genvinder lidt energi, nu hvor jeg kan få lidt ro herhjemme. Det tror jeg.

Jeg har læst i en brugers dagbog om hendes rygestop. Jeg bliver inspireret. Jeg er en af de her tåber, der ikke engang kan stoppe pga min lille dreng. Jeg hopper over alle mulige forhindringer, for at legalisere det over for min morale. Jeg står med overkroppen helt ud over vinduet (som i sig selv vel egentlig bringer min i stor livsfare) og puster røgen så langt væk fra bygningen som mine lunger kan klare. Jeg går ALDRIG med en smøg mens jeg triller barnevognen, vasker altid hænder efter at ha’ røget og sørger så godt som muligt for, at ryge EFTER at ha’ ammet ham. Alligevel stinker min dårlige samvittighed på lige fod med de ækle pinde.
Jeg har læst ”Endelig ikke-ryger” men klarede kun 4 dage. Så tog trangen over og jeg ”glemte” alt hvad jeg havde læst. Andre forsøg har jeg ikke kastet mig ud i. Jeg bruger mere energi på at overbevise mig selv om, at ”nu ikke er tidspunktet”, ”det er min pause” osv.
Sagen er bare at jeg HADER de skide cigaretter. Jeg spiser og lever rigtig sundt men ødelægger det pga den ækle vane.

Jeg ved jeg er stærk. Hvordan får jeg min styrke over på et rygestop?

Jeg føler mig ensom lige nu…