Hvor har jeg været væk fra min dagbog herinde...

Måske vil min lille dreng pippe efter mig lige om lidt og jeg må opgive at skrive. Jeg har forsøgt mange gange men har aldrig timingen i orden.

Nu prøver jeg.

Emil er lige snart 4 måneder gammel. Han er så lækker. Jeg elsker ham og alt ved ham. Jeg elsker at være hans mor!

L har gjort og gør tingene så utrolig svære for mig. Nu har vi måtte acceptere ikke at kunne bo sammen. Han har haft det af helvedes til i uendeligheder og værst har det været efter Emil blev født.

Nu kan jeg ikke klare det længere. Lige meget hvad jeg har prøvet, har han hængt med hoved og ikke kæmpet for at få tingene til at fungere. Der har hvilet en stemning, som var der een der var død hjemme i vores hjem og jeg kan ikke tillade det overfor Emil.

L har brug så meget energi på at overbevise sig selv om, at han ikke kan det her...os. Jeg har intet tegn set fra ham, hvor han har forsøgt. Det har været så opslidende.

Jeg er så ked af det her. Så knust over at det ikke kan være os tre og hvor har jeg kæmpet. Jeg har vel i mit naive sind tænkt, at jeg kunne elske ham rask. Men han står overfor at skulle VÆLGE at VILLE tage ansvar overfor sit eget liv og ikke hænge sig hvad der er sket tidligere i hans liv. Han ser sin depression, dårligdom, sygdom eller hvad det nu er, som en slags mide der har bidt sig fast på ham. Han gør sig fuldstændig ukampdygtig overfor at kæmpe sig ud af den tilstand.

"Mit hoved..det er mit hoved" siger han og virker dermed som om at det er selvsagt at man intet kan stille op.

Jeg kæmper med tanker om at han er ligeglad med mig. Slås med sorgen og vreden for at jeg står tilbage alene. Aldrig har jeg ville det sådan her. Altid har jeg støttet ham og jeg begriber ikke han ikke kan undgå det her. Begriber ikke at han nu mister mig uden at have kæmpet for at redde os.

Det er en møgsituation! Jeg aner ikke hvad jeg mere kan gøre. Prøver jeg at forklare ham hvor ondt det her gør på mig, tager han det som endnu en grund til at synke endnu dybere. Bliver jeg vred på ham, synker han og prøver jeg at elske endnu mere bliver jeg så ked af ikke at føle den kærlighed gengældt.

Men jeg kan ikke tillade mig selv at skride i svinget. Jeg har min lille dreng som har brug for mig. Jeg vil aldrig svigte ham.

At jeg skulle stå alene med lille Emil, troede jeg aldrig ville kunne ske. Jeg håbede vel at det lille væsen kunne vække noget i L.

Men der er kun een vej frem for mig nu. Det er at smide sorgen så godt som jeg kan og se frem, være stærk og få tingene til at fungere.

Jeg er hos min mormor...når jeg kommer hjem er L væk.