Så er nærmer julen sig for alvor. Jeg glæder mig som et lille barn. Ikke så meget til selve julen, men først og fremmest til at se ungerne igen. Til at hygge med familien og til endelig at holde lidt fri og stresse af. Jeg kan mærke på mig selv, at de sidste uger har været opslidende, så jeg efterhånden føler mig godt brugt. Og trist. Jeg ved godt tristheden kommer af tabet af V. Jeg kan ikke undgå at tænke på det hele tiden. Hans død er så meningsløs, så brutal. Nu har vi fået sagt farvel til ham ved bisættelsen. Men jeg vil nu altid huske ham vor hans glade humør og (van)vittige indfald. Jeg savner ham af hele mit hjerte, og en del af mig nægter at tro det er sandt. Han vil på et tidspunkt dukke op, sprællevende og grine sin bagdel i laser over at det hele var en joke. Det kan aldrig sige for ofte, vi skal huske at leve livet mens vi har det. Pludselig er det ovre.

Også Pernille har spøgt en del i mine tanker siden weekenden. Det var rart at få snakket ud med hende, men at snakke har ikke været nok til at få det helt ud af tankerne. Gid jeg kunne gå tilbage i tiden og gøre weekenden om. Det kan jeg desværre ikke. I går fik jeg så en sms fra Pernille, et uskyldigt spørgsmål om hvad jeg lavede. På det tidspunkt var jeg i færd med at pakke et bjerg af gaver ind, lave til og fra kort og skrive små personlige hilsner på dem alle. Det med kortene var meget sjovt, men at pakke ind og sætte bånd på, det er altså ikke lige min stærke side. Jeg svarede at jeg var i færd med at være julemand, men at alle mine nisser havde fri, så jeg må selv pakke l….. ind. Inden der var gået et minut efter jeg havde trykket på send, var hun , at hun var på vej for at være julemandens hjælper. Jeg fik hurtigt den mistanke, at sms’en havde været en undskyldning for at komme på besøg. Der gik da heller ikke længe, så ringede hun på døren, og jeg kunne ikke lade være med at grine, da hun stod der iført løbe tøj, et stort smil og rød nissehue. Hun mente at julemanden helt sikkert trængte til en løbetur efter det med gaverne. Så sådan blev det, hun hjalp med få gaverne pakket ind, hvilket hun var rigtig skrap til. Bedst som vi stod der, som to travle nisser, med kulørt papir og guldbånd, kiggede hun på mig med tårer i øjnene og fortalte, at hun havde mødt hendes ekskæreste i Netto. Han havde været sammen med hans nye kæreste, og det var tydeligt at hun var gravid. Jeg vidste med det samme hvor ondt det måtte have gjort på hende. Da de var sammen, afviste han kategorisk tanken om at børn. Selv om Pernille så gerne ville. Hun følte det som endnu et nederlag, selv om jeg prøvede at forklare, at det jo ikke nødvendigvis hang sådan sammen. Han kunne jo have ændret mening, i takt med at han var blevet (lidt) ældre. Jeg foreslog at vi løb ned i klubben, så hun kunne få afreageret på sandsækkene, eller mig. Hun har trænet tidligere, og blev ganske habil, både rent teknisk og som kæmper. Den var hun med på lige med det samme, så jeg fik pakket rygsækken og så løb vi der ned.

Det blev noget af en træning. Jeg er faktisk øm i kroppen i dag, selv om jeg synes er god form. Efter at have kæmpet et par kampe, gik vi over til at afreagere på sandsækken. Til sidst blev rent pjat, hvor vi på skift sagde hvem eller hvad den forestillede, og så fik den ellers både slag og spark til den store guldmedalje. Selvfølgelig rimelig barnligt, men det hjalp på en eller anden måde. Godt det kun var en sandsæk, og ikke Pernilles eks der tog imod, for så havde han været på intensiv nu, og vi havde set tremmer. Da ben og arme var helt færdige, endte vi i saunaen, og sad længe der og snakkede. Om stort og småt, om håb og drømme for fremtiden. Om at være selv var hårdt jule- og nytårsaften, når alle skulle være sammen med kæresten. Vi blev enige om at tage i byen sammen i morgen, og se om vi kunne nå at få en nytårskæreste. Mon ikke der er større chance for jeg vinder 7 rigtige i lotto, end at finde en kæreste i byen. I hvert fald skal vi mødes hos hende i morgen aften, sammen med et par af hendes veninder. J og de andre drenge ville også kigge forbi, så det skal nok blive sjovt. Jeg har lovet at stå for maden… så mon ikke det bliver lasagne ;-)