FUCK!

Så starter vi lige forfra, med at genopbygge den illusion i min hjerne at jeg er ovre kokken.

Det er jeg ikke. Troede jeg for længst var nået det punkt for hvor patetisk man egentlig har lov at være - men GUESS AGIAN! Jeg kan sagtens blive ved lidt endnu...!

Jeg ved godt at jeg kun har kendt ham i 10 dage. Jeg ved også godt at han er en lorteabe - og jeg raver ham en skid.

Jeg er udemærket godt klar over vi egentlig slet ikke passer så perfekt sammen, som jeg har gået og leget;

En mand der brænder for mad, og en pige der ikke engang kan koge et æg?

En pige der elsker at skrive - og en mand der ikke gider læse, og som tror at det er det letteste i verden at få en bog udgivet og fx få den taget med som pensum i Gymnasiet. (Hallo!)

En mand på 29, der tænker dårligt om pige på 23, der ikke ved hvad krigen mellem Irland & England hedder.

En pige på 23, der tænker dårligt om mand på 29, fordi han tror penge kan gøre ham lykkelig.

To mennsker der begge vil være den stærkeste, og som vil have det sidste ord..

Face it: Det går jo ikke.....

Jeg ved jeg ynker, over noget der ikke kræver et split sekund af min opmærksomhed - men jeg kan slet ikke styre det.

Hver eneste fucking aften tænker jeg på ham, mens jeg forsøger at falde i søvn.

Og i går, lå hans telfonnummer bare for tæt på min seng, og min telefon.
(Krummer tæer over jeg gjorde det her! Det er SÅ YNKELIGT!)

Men jeg skrev sgu en lille sms´er. (NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ)
Har tænkt på at skrive til ham den sidste uge. Og var bevist om at det var bedst at sende den i går. Fordi jeg vidste han kun går i byen om fredagen. Fordi jeg vidste at en stiv kok, ville være meget mere modtagelse.
(HVAD ER DET JEG LAVER?!)

Skrev;

"Ved allerede nu at det er dumt at skrive den her besked. Jeg lover det bliver den sidste. Men du er svær at få ud af mit naive hovedet - fordi jeg ikke kan regne dig ud og hele tiden mindes ting du har sagt,gjort, rørt (!) eller fortalt.
Håber jeg møder dig tilfældigt en dag, for jeg har så meget jeg gerne vil sige til det.
Ha det godt hr.kok - Håber ikke du får pres af mine beskeder...."

FUCK!

"Beskeden er sendt"

DOBBELT FUCK!

Sekunderne efter fortrød jeg. Helt vildt! Slukkede min telefon, fordi jeg ikke ville ha et svar... Eller var det i virkeligheden fordi jeg var bange for der slet ikke ville kommer noget?

Men så lå jeg bare og vendte og drejede mig. Gennemgik beskeden ord for ord, og nu lød den slet ikke som den skulle...!

Tænksom tændte jeg min telefon igen.
Skrev;

"Arg! Nu kom jeg til at sende en besked til kokken alligevel...! Glemte det vigtigste, og alt lød helt forkert! Nå - fuck det - kan ikke gøre noget ved det nu. Har iøvrigt besluttet mig for ikke at sende brevet. Ringer til dig i morgen, men gider ikke snakke om det her. Fra i morgen af, vil jeg ikke tænke på ham mere.
Nat nat prinsesse..."

Send til: Kokken!

Ups, jeg sendte forkert!*host*
(Var det ikke også en af de ting, jeg havde lovet aldrig at gøre mere? Hmm...)

Men det virkede, for i samme sekund ringede min telefon: KOKKEN!
(INGEN kan lide tanken om at blive glemt, og så er det vidst lige meget hvilken stor lorteabe man er!
Og tanken om at der er skrevet et brev, kan vel gøre selv en ego kok lidt nysgerrig. Det er der selvfølgelig ikke...Brevet var en fiktiv indsnigning.)

Overvejede først slet ikke at tage den. Men nu havde jeg jo - trods alt - fået rotten i fælden.
Endte med at tage den, med et meget undrende: "Hallo?"
Da han præsentrede sig, fortsatte jeg med et overrasket: "HEJ!!!"
Kunne med det samme høre han var stang vissen...

Kokken: Jeg tager hatten af for dig Rikke, jeg har aldrig fået sådan en lang besked før! Den vil jeg gemme for altid!
(Rikke? Han kalder mig Rikke! Engang var det kun "smukke" og "lille skat" der duede)

Mig: Ej! Kan du ikke bare slette den med det samme?!

Kokken:NEJ! Prøv at hør her Rikke, du må endelig ikke tro jeg er sur på dig eller noget...

Mig: (VRED!) Nej! Det har du da overhovedet heller ingen grund til at være.

Kokken: Nej med.. Nogle gange kan jeg godt blive lidt mærkelig når jeg ikke..når jeg ikke...altså... Men - jeg vil gerne se dig!

Mig:(VRED!): NEJ, Det vil du jo ikke når du laver aftaler, du ender med at aflyse og iøvrigt så.....

dut dut dut dyt......

(????????????!)

A hvad? Smed idioten lige på, fordi jeg hævede stemmen? No way - den får han sgu ikke lov til at føre ud i livet.
Ringede op igen!

Mig: Smed du på?!
Kokken: Nej, jeg troede det var dig! Jeg har bare haft en rigtig tavelig uge - med julefrokoster hele tiden...
Mig: Hvor er du henne?
Kokken: Sidder på Østerbro. Skal til en privat fest inde på...(Hans venner begynder at råbe navnet på stedet i baggrunden)
Mig: Er du stiv?
Kokken: Ja, lidt er jeg nok..
Mig: Det kan man godt høre..
Kokken: Ja.. Det er dumt jeg ringer til dig nu. Ved du hvad, jeg ringer til dig en af dagene.
Mig: (Er lige ved at sige: "Lover du?" - men når at bide mig selv i tungen) Okay.. God fest.
Kokken: Jo tak - og sov godt...


Flot Rikke! Rigtig rigtig flot at gøre dig selv til grin foran ham OG venner. Dygtig! Pisse flot at du kontakter ham igen - nu hvor du næsten var oppe på en hel uge uden.... Simpelthen så stærkt arbejde.
F J O L S!

Det er ikke tit jeg koger fast i dem på den her måde, men når det sker - bliver jeg virkelig så debil! HADER det sentimentale skvat jeg bliver forvandlet til!

Sad fast efter brudet med Martin et helt år. Og selv efter et år tænkte jeg alt for tit på ham.
Fik ham ført helt ud af mit system da jeg kontaktede ham 5 år efter, og tog på ferie med ham. Jesus christ en klaphat!

Med Mikael tog det også enormt langt tid - og havde jeg ikke klistret min "Derfor er Mikael en idiot" liste op på mit spejl - havde jeg sikkert hængt fast i ham længere tid endnu.

Det værste er næsten at jeg virkelig håber kokken ringer. Og selvfølgelig gør han ikke det...

Men - 3.gang er lykkens gang, så nu prøver jeg endnu engang at lave mit liv kokke frit!