Denne tekst er inspireret af en god ven, som desværre kun kan være en hemmelig god ven og Peter, som har kommenteret på teksten.
Når man føler at man står i en situation hvor man skal vælge efter sit hjerte, eller vælge efter sin fornuft og man vælger at følge fornuften, mener jeg som Peter skriver, at man vælger at være styret af frygt. Så hvor fornuftig er man egentlig ?
Peter skriver følgende, som rammer rigtig godt:
Men turde jeg give slip? Nej! Uden rigtigt at være bevidst om det, var jeg bange... bange for at miste den person, som jeg for første gang havde turdet at åbne mig 100% overfor og som forstod mig bedre end mange andre har gjort. Bange for at miste trygheden i forholdet. Og samtidig også bange for at såre hende, for jeg elskede hende stadig, dog ikke længere på den måde, som hun fortjente det fra hendes kæreste. Hjertet sagde egentlig, at jeg burde stoppe forholdet, fordi ingen af parterne ville være tjent med, at jeg ikke havde hjertet 100% med i forholdet, men min frygt for at være alene igen ville holde sammen på os uanset hvad.
Min hemmelige ven, lad os kalde ham Mitto, lever nu i et forhold på nøjagtig samme måde. Det underlige er, at jeg kender ikke noget menneske der har så stor menneskelig indsigt som han har. Det vil sige, han har det overfor andre mennesker, men er ikke i stand til at vende den indad og se på sig selv. På et plan kan man vel sige, at han er så styret af sin frygt for at være alene, for at miste trygheden i forholdet, frygten af konsekvensen for at såre hende (han er gået fra hende 3 gange og mener ikke han kan tillade sig at gøre det mere, at såre hende så meget) og frygten for at følge sit hjerte, hvilket blandt andet gør, at han lige nu mener at han fortjener det liv han vælger at leve.
Jeg ved ikke hvem det er mest synd for, men faktisk synes jeg det er mest synd for hende, for han giver hende ikke et valg, han har truffet et valg for hende - ligesom Peter traf valget for sin kæreste - de bestemte ikke at være ærlige, hverken overfor sig selv eller overfor deres partner. Det mest reelle ville være at give partneren valget, men igen, så tager frygten over og styrer individet og dets handlinger.
Jeg er så klar over, at man reelt set først kan se det bagefter, som Peter også skriver - set i bakspejlet!!!!
På Peters vegne, er jeg glad for at hans kæreste faktisk traf valget for ham, både for hans skyld, men selvfølgelig også for hendes skyld. Hvis hun i den situation ikke havde fulgt sit hjerte, som højst sandsynligt sagde til hende, at hun aldrig kunne blive 100% lykkelig når manden hun var sammen med ikke kunne gå 100% ind i forholdet, havde de måske stadig været sammen og de begge var endt som bitre mennesker.
Et par citater er vel på sin plads:
Kærligheden er som en vild rose, smuk og sart. Behandler du den forkert, vil du mærke dens torne!!!
Hvem kan modstå at se sig selv afspejlet i sine elskedes øjne, hvem kan nogensinde blive den samme igen ?
På et tidspunkt kan Mitto´s kæreste ikke længere se sig selv afspejlet, fordi Mitto ikke elsker hende som hun fortjener. Hun kan lige nu, fordi hendes kærlighed er nok for dem begge, men en dag, er den ikke længere nok og så kommer virkeligheden og banker på døren.
Kort tid efter mit 11-årige forhold, kastede jeg mig hovedkulds ud i et andet forhold. Jeg havde brug for at mærke sommerfuglene i maven, jeg havde brug for bekræftelse og brug for at vide at jeg var god nok og få min selvtillid tilbage. Han havde formået i forholdet at køre så meget på mig psykisk - ikke at jeg vil kalde det decideret psykisk vold, men han fik frataget mig min selvstændighed, min selvtillid, troen på mig selv og troen på at jeg var værd at elske.
Samtidig blev jeg styret af min frygt for at være alene, jeg havde ikke været alene i 11 år, og havde ingen som helst ide om hvordan jeg skulle klare det. Henrik dukkede så op i mit liv, men allerede en måned efter vi havde mødt hinanden, sagde jeg ham fra, hvilket jeg gjorde 2-3 gange i løbet af forholdet. Han gjorde det 10-11 gange. Allerede fra første færd, fulgte jeg jo mit hjerte, jeg ringede til ham og sagde at jeg kunne ikke det her, men alligvel fik min frygt overtaget, jeg følte mig pludselig så alene.
I dag, set i bakspejlet er jeg ikke i tvivl om, at dels var jeg følelsesmæssigt frustreret og dels var jeg i stor frygt for at være alene. Udover det, burde jeg have sat mig ned, taget et pusterum og fundet mig selv igen. Jeg kan huske at jeg en dag stod og kiggede på mit spejlbillede og det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg kendte ikke hende der stod i spejlet, jeg vidste ikke hvem jeg selv var længere. Det endte med en depression og anti-depressiv behandling.
Efter et stykke tid, var jeg klar over at jeg aldrig havde elsket Henrik, han havde givet mig sommerfugle i maven og han gav mig bekræftelse, men for mig udviklede det sig aldrig til kærlighed, det blev ved sommerfuglene i maven som til sidst fløj væk. Men jo længere jeg var kommet ind i forholdet, jo sværere var det for mig at komme ud. Der var børn i billedet, og han havde en utrolig elskelig familie, der holdt af mig og min datter som var det deres eget barnebarn. Endnu et stort behov jeg havde, da jeg aldrig rigtig har haft en familie.
Til sidst formåede jeg dog at komme ud af forholdet, men ikke uden at træde på andre menneskers følelser. Istedet for at tage pusterummet på det tidspunkt, kastede jeg mig igen ud i et forhold, som jeg på det tidspunkt ikke var parat til og igen formåede jeg at træde på et andet menneskes følelser. Han (Mikkel) var dog ikke sådan lige med det samme parat til at opgive mig på trods af at jeg havde såret ham dybt. Han kæmpede en brav kamp og han vandt den - som jeg har skrevet i en tidligere blog, var det ham der virkelig hjalp mig tilbage på rette spor, gav mig troen på mig selv, elskede mig trods alle mine fejl og lærte mig hvordan man indgår i et nært forhold fyldt med kærlighed og hvad det indebærer.
Det tog mig jo så desværre lidt tid før det gik op for mig, men igen, fordi jeg var styret af frygt, frygten for at blive såret. I mit 11-årige forhold havde jeg lært, at man ikke giver sig 100% til et andet menneske, for hvis man gjorde det, var man jo fuldstændig i et andet menneskes magt, frygt igen og manglende tillid!!
Men efterhånden som Mikkel kæmpede for mig, løste jeg langsomt op. Jeg fik overskuddet tilbage, fik troen på mig selv og på os. Og til sidst gik jeg 100% ind i forholdet, men så var det at Mikkels frygt fik overtaget ham og han vendte tilbage til det "trygge og sikre".
Fornuft og frygt er nogle svære størrelser at have med at gøre, men jeg bliver nødt til at tro på, at hvis kærligheden bor i hjertet og hjertet indeholder ærligheden, vil det altid i sidste ende være hjertet der vinder!!!
Flere citater:
Man er ikke hvor man bor, men hvor man elsker!!
Din styrke udmåles ikke i din evne til at holde fast, men i din evne til at give slip!!
Til Peter (hvis du kommer forbi mit space igen) - Tak for dit indlæg, synes det var rigtig godt, og er glad for at høre at jeg i det mindste har sat tanker igang hos mindst et andet menneske - Held og lykke til dig!!!
Til Mitto - De fleste er enige om, at de kun er indstillet på at elske så længe, det ikke indebærer nogen personlig risiko!!!!
Jeg håber du en dag tør tage risikoen!!
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.