Min mors liv sluttede d. 16.6.05 efter eget valg. Forstår hende og tilgiver hende - men er nu alligevel lidt vred!!

Ved at man skal vise barmhjertighed og tilgivelse fremfor fordømmelse og afvisning - det gælder i livet og det gælder i døden.

Jeg formåede bare ikke at tilgive i livet, istedet var jeg fordømmende og afvisende, måske ikke så meget fordømmende men træt, såret og afvisende.

Må tro på, at uanset hvordan ens liv former sig, at der står nogen på den anden side og tager imod en med kærlighed og forståelse, så man ikke bliver lagt fast på alt det der gik mindre godt i ens liv. Hvis det er rigtig, ved jeg at hun har fået fred for det, hun ikke kunne slippe i hendes liv, hendes utilstrækkelighed og manglende evne til at bryde den onde cirkel hun med sit liv var havnet i.

Hun havde ikke et nemt liv eller et vellykket liv, hun magtede ikke min lillebror og jeg, hun havde ikke overskuddet til at være mor. Hun "slap" os på et tidligt tidspunkt i vores liv, hvilket uden tvivl både har været smerteligt for hende og for os. Vores længsel efter tryghed og nærhed blev aldrig indfriet, vi troede og håbede på en åbning men den kom aldrig, vi forventede at hun ville være her de næste 20 år og den nok skulle komme en dag, men nu er det definitivt.

Hvorfor bliver et menneskes liv som det bliver ? Hvorfor er nogles liv fanget i rutiner, der synes at kvæle det i stedet for at fremme det ? Spørgsmål, hvor der sjældent er et svar.

Livet er ikke entydigt og der findes nok ingen opskrift på hvordan lidelse og modgang kan undgås. Ser det som at døden har åbnet en dør for hende, en dør hvor der bagved er en åbning så hun ikke længere behøver at føle sig utilstrækkelig og svag, men finde kærlighed og styrke.

Betragter månens bue

den kun er halv at skue

og dog hel og rund.

Så er vel flere sager

som nu vort hjerte vrager,

fordi vi halvt dem skuer kun.

Jeg ved at man i livet skal vise barmhjertighed og tilgivelse fremfor fordømmelse og afvisning. Det formåede jeg ikke, var ikke fordømmende, mere træt og såret og dermed afvisende. Det var det eneste jeg kunne gøre for at passe på mig selv og mener også stadig at det var det rigtige at gøre. Jeg prøvede i mange år at give chancer, men ikke uden ar til følge.

Kære mor, jeg håber du har det godt hvor du er nu, at du har fundet ro og kærlighed. Hils mormor og morfar.

Kys fra din datter.