Ved næsten ikke, hvordan jeg skal starte – jeg er da kommet fuldkommen ud af trit med at skrive dagbog. Jeg tror næsten, det er fordi, der sker så meget i mit liv, at mine dage bliver en smule stressede, og så mangler jeg overskuddet til at sidde her stille og roligt og beskrive hverdagene.

Noget af det, der fylder meget lige nu, er Peters fars sygdom. Det er hårdt for Peter, og jeg ville ønske, jeg kunne gøre det helt rigtige for ham, men det er bare så svært i den situation. Der findes ikke rigtig nogen ord, som dækker.

Og så bli’r jeg jo snart mormor igen – Birthe er højgravid nu, og det kan faktisk blive når som helst. Hun er så dejlig, min datter, glad og så stolt over den store mave. Graviditeten har mildnet hende på flere måder, og det glæder mig sådan. Forleden aften fik jeg lov at massere hendes skuldre lidt, og det at få lov at røre fysisk ved Birthe kan faktisk godt høre til en sjældenhed. Hun har altid været en smule lukket, og ikke så nem at komme ind på livet af, så det føles rigtig godt lige nu at få lov at følge hende her i de sidste dage af graviditeten. Det bli’r i hvert fald spændende at hilse på den lille nye prins/prinsesse, der bare skal være så velkommen, når dagen kommer.


I tirsdags var Lene til eksamen i latin efter hendes første år på KG. Hun ringede til mig sent mandag aften og var helt ude af den – hun græd og var så bange for den eksamen, så bange for at trække den forkerte seddel og komme op i et emne, hun ikke lige kunne huske. Vi snakkede længe, og hun faldt til ro. Bl.a. sagde jeg til hende sådan lidt for sjov, at når hun kom ind til eksamensbordet, skulle hun lade sin hånd køre hen over sedlerne og prøve bevidst at mærke, om en seddel føltes bedre end de andre.
Jeg snakkede med hende igen tirsdag formiddag, og hun havde det meget bedre, men var stadig meget nervøs. Hun lovede mig at ringe, så snart det var overstået. Selv havde jeg helt ondt i maven på det tidspunkt, hvor jeg vidste, hun skulle til det grønne bord – uha hvor er det hårdt, når jeg ved, at én af mine piger har det dårligt… Langt om længe ringede Lene – hun lo og græd på engang ”MOR – jeg har fået 11 ” – og så fældede mor’en også et par tårer :O) Hun fortalte mig, at hun faktisk havde brugt forslaget med at lade hånden køre hen over sedlerne og mærke efter - og det virkede jo..!!

For snart en måned siden var Peter og jeg til begravelse i København – Annie havde mistet sin svigermor, hendes Peter sin mor, og Josva sin farmor. Det er bare så tragisk – kun 62 år var hun.
Peter har for øvrigt fået præsteembede nu, så det er jo da positivt midt i sorgen. Det er ved en kirke midt i København, så det bliver ikke lige nu den lille familie rykker tættere på mig, men det gør ikke så meget, bare de trives alle sammen.

Benthes bryllup nærmer sig jo også nu – d. 30. juli skal hun sige ja til sin Jesper.
Det er den fjerde af mine piger, der bliver gift inden for de 3 år, jeg har været på Fyldepennen. Det er nu vældig hyggeligt at kunne gå tilbage i dagbøgerne og læse om den slags begivenheder, men det føles underligt, at det går så stærkt – snart har jeg kun Lene tilbage som ”barn”, og akja hun bliver 18 år om et par uger..!

Jeg synes faktisk, der sker så meget omkring mig – store såvel som små begivenheder, der dog alle vidner om livets gang.

Om en uges tid er der FYLDEPENNETRÆF - og det glæder jeg mig altså til..!
- så vi SES

kærligst
Wildrose