Af og til spekulerer jeg på om jeg har ret til at vælge hvilken retning folk skal tænke i når jeg vælger samtaleemner. Men givet at folk ikke tager initiativ selv må jeg må den logiske konklusion jo være at det står mig frit for at vælge det emne.

Så givet at jeg får overdraget ansvaret for at en samtale kan fortsættes, må folkene der giver mig det ansvar også være villige til at gå de steder hen hvor jeg vil hen.

Og givet at folk giver mig tømmerne, men indser at jeg er på vej et sted hen hvor de ikke ønsker at komme, er de vil frie til at springe af. Dette er jeg også enig i.

Men er det en dialog med kun to personer, kan man ikke overdrage tømmerne til en person for så IKKE at ville deltage i det personen så smider op af emner. Her bør man så vise sig fra sin høviske side og give de (oprigtige) svar personen forlanger, og så må man forsøge selv at tage tømmerne igen. Ergo kan man altså ikke tillade sig at afslutte samtalen hvis personen med tømmerne ikke har nået sit mål endnu. Dette er naturligvis undtaget hvis krisesituationer skulle opstå.

Jeg har således trukket en nær ven ud på et spor han ikke brød sig om idag... Det er sjovt. Så mange i min omgangskreds er så meget i tvivl om dem selv... Jeg vil ikke tage afstand fra det, for jeg kan til tider selv tvivle på mine hensigter og værd samt holdninger.
Men er jeg berettiget til at trække folk ud på et spor hvor de nødvendigvis må blive klogere på dem selv, hvis de ikke selv ønsker det? Hvem er jeg til at fortælle dem hvilke ting de skal tænke over? Og kan det retfærdiggøres ved at de selv lader tøjlerne glide over til mig?

Personligt har jeg intet imod at folk er usikre på dem selv. Jeg frustreres gang på gang over ikke at kunne forstå dem, men det er jo en meget naturlig ting for "børn i vores alder".

Jeg kan af og til tage mig selv i at jeg føler mig holdt uden for deres følelser. Jeg føler selv at jeg altid er åben over for tanker og følelser, positive som negative. Jeg forklarer gerne folk hvad jeg føler hvis de spørger og ofte også uden de spørger. Og når folk så ikke fortæller dem igen, eller svarer med "det ved jeg ikke" eller et enkelt ryk på skulderen kan jeg godt komme til at føle mig som den der sentimentale tosse der åbenhjertigt blabrer løs om sine egne følelser.
Jeg kan naturligvis ikke forvente at de skal være ligesom mig, det er da klart, men hvad nytter det at jeg åbner mig selv fuldstændigt og lader dem stirre ind i min sjæl, hvis begunstigelsen ikke gengældes?

Spørgsmål som: Er de bange for at jeg ikke kan lide hvad jeg ser? Er de bange for at jeg kunne finde på at fortælle nogen andre om det? Eller er de bange for at jeg bruger det mod dem?

Jeg hader når folk føler sig underlegne mig. Det giver mig et ubehageligt ansvar at leve op til. Og sæt nu jeg gør det forkert. Det har jeg gjort én gang før... Det snakkede vi også lidt om i aften...

Man bør altid være sine følelser, tanker, handlinger og meninger bevidst. Hvis ikke man kender sig selv, hvordan skulle man så kunne kende noget eller nogen her i livet?

Jeg ved naturligvis ikke hvordan andre ser verden, men jeg definerer og prøver alting ud fra mig selv. Og for at det skal kunne bære frugt skal jeg kende mit instrument. Mig!
Og det er netop hvad vi er! Kroppen og sindet er sjælens instrument til at leve. Vi bør forstå os selv for at kunne leve livet fuldt, som krigeren der skal kende sit våben for at kunne sejre i kamp.

Jeg har ikke noget mod at se livet som en kamp, man skal bare huske at nyde spillet mens de står på.

Så når folk indirekte nægter at tage imod en diskussion der kan hjælpe dem til at forstå dem selv bedre, er det så ikke det samme som at sige nej til at lære at forstå livet bedre?

Og hvor ligger logikken i det?

Jakob s. Arndal
Essay om liv og diskussioner