Et spørgsmål jeg har ladet flyde igennem hovedet på mig på det sidste, er spørgsmålet hvorvidt videnskaben begrænser eller frigør os.

Jeg havde en diskussion med en ven der fik fortalt af en clairvoyant at hans bror stadig talte med deres afdøde morfar.

Da jeg fik det fortalt, og jeg vidste at min ven er meget materialistisk og deterministisk anlagt, sagde jeg så: "Holisten vil her sige at din bror kan tale med ånder og psykologen vil mene at han er skizofren og taler med sig selv."

Min ven indså den fælde jeg var ved at lægge for ham, smilede og sagde med en nikkende mine, som om han accepterede at han vandrede ind i den fælde: "Ja jeg vil som den videnskabsmand jeg er jo så hælde til psykologens forklaring."

Og det fik mig til at tænke på: Hvorfor lade sig begrænse af videnskaben? Hvorfor ikke kigge ud over den. Nej måske vi ikke kan måle det, men så igen, hvis jeg fortæller min kæreste at jeg elsker hende, hvordan måler jeg så det? Ja ikke? Man har følelsen af at noget bare er der. I kærligheds tilfældet ved jeg bare at jeg elsker hende. Der er ingen der kan opstille algoritmer og formler for det, selvom mange har forsøgt. Det er en Hån mod kærligheden at forsøge at indskrænke den i en så snæver box som videnskaben tilbyder.

Så her er mit spørgsmål: Kan den ægte videnskabsmand, den gennemførte absolutte videnskabsmand forlige sig med tanken om kærlighed? vil han ikke forsøge at komme følelsen til livs og undersøge, måle og forklare den?

Hah! Jeg må le af en sådan mand. Man behøves ikke at være videnskabsmand for at undersøge den følelse. Mangt en digter igennem århundrederne har forsøgt at komme kærligheden til livs og har forgæves forsøgt at indkredse og indkapsle den i alle mulige former. Hvordan skulle en videnskabsmand, der begrænser sit synsfeldt til kemi, fysik, matematik, psykologi og biologi nogensinde kunne gøre sig håb om at forstå kærligheden?

Kærligheden er. Så enkelt er det!
den er ligesom vinden: Man ligger ikke mærke til den før den enten mangler, eller kommer styrtende ned over os, med en helt enorm kraft.

Og som det ses i dette eksempel kan heller ikke jeg indfange kærligheden til fulde... Den mand der kan det er i sandhed unik. Og jeg tror bare ikke på at folkene i de hvide kitler og med deres flotte diplomer kan komme med en nærmere forklaring jeg lige har givet.
Og ærlig talt; Er det ikke mere vigtigt at føle kærligheden istedet for at forstå den?

Det mener jeg.

Jakob s. Arndal
En hån mod kærligheden?