Kære Dagbog

Ja, så skulle jeg altså også opleve det! Vil dog ikke just anbefale det til andre, for det er altså hyggeligere at være hjemme på sådan en dag - uanset om det var meningen, at dagen skulle fejres eller ej.

Men jo, søndags kunne jeg ikke holde den gående længere og måtte til sidst søge vagtlægen, som mente at som jeg ramlede og skramlede i lungerne, så var det ikke anbefalelsesværdigt at jeg tog hjem, men at jeg i stedet lod mig indlægge til behandling.

Jeg prøvede ihærdigt at holde tårerne tilbage, men det lykkedes ikke. Hovedet buldrede løs - ikke omkring mig selv, men om ungerne hjemme, hvordan jeg skulle løse den akutte situation, nu jeg skulle blive på sygehuset.

Da jeg forklarede, at jeg havde 3 børn hjemme, der ventede på mig, blev jeg i første omgang sendt på skadestuen, hvor jeg fik en masse medicin direkte ind i årerne + fik en maske på som også indeholdt medicin. Fik taget EKG, blodprøver og alt det sædvanlige, en efter en time og intet havde hjulpet måtte jeg gi' mig og lade mig indlægge.

Havde hjemme efterladt et hus der virkelig var kaotisk, for drengene og jeg var gået i krig med at rydde stuen, dække alt til og var begyndt at male.
Ingen kontakter var der nogle steder og køleskabet var rimeligt tomt.

Heldigvis kom jeg hurtigt på en afdeling og kunne kontakte drengene, give dem besked + få dem til at ringe til besserne, som heldigvis nu tog over og tog Tanja hjem til sig. Yderligere sørgede de for, at Jesper og Lasse kunne klare sig og de dage jeg var indlagt fik de bragt varm mad + nogle lækkerier, som de kunne hygge sig med.

Stuen måtte så være som det være måtte, men også her kom der hjælp. Det havde hele tiden været meningen, at et hold venner skulle komme og hjælpe med det sidste og ikke om de ville høre tale om en aflysning, da drengene kontaktede dem og forklarede hvordan og hvorledes.

Sjovt var det ikke at være på sygehuset og vide, at ens hjem bare blev malet osv. og jeg ikke selv kunne gøre noget som helst for at hjælpe. Jeg fik den dårligste samvittighed og en hjælpeløshed overmanede mig, men jeg kunne jo intet gøre - kun være glad, hvilket jeg så sandelig også var og stadig er!
I ved selv hvem i er og jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke jer nok for alt det i har gjort, men håber at jeg inden længe kan gøre gengæld på en eller anden facon.

Jeg er nu hjemme igen og i bedring, omend jeg stadig ikke er helt up-to-date og der går nok 1-2 uger før jeg er helt på dupperne igen, men vigtigst er at være hjemme hos ungerne igen og jeg har det bedre.

Tænker meget seriøst på om ikke mit næste projekt skal hedder 'Projekt Lotte-mor' - forstået på den måde, at jeg nok gjorde klogt i at tænke lidt mere over min livsførelse og som punkt 1 gå mod et totalt rygestop.
Håber og be'r til at jeg kan, for ellers bliver intet nok aldrig nogensinde til det bedre...

Vil takke af for i dag og tage håbet med mig ind i drømmeland.

Sov godt og endnu engang tak til drengene, mine forældre og mine dejlige venner - også tak til alle mine onlinevenner, som på dagen var så søde, at sende mig fødselsdagshilsner.