Jeg har nu næsten fået slugt Thisteds bog om møllehave og andersen og har kun een ting at tilføje:
WOOOOW!!!!!

Det er sjældent omend aldrig at jeg ligefrem drømmer om en bog om natten, genspilller deres dybe samtaler og føler at jeg næsten som tredjemand har deltaget.

Men igen er jeg stødt på det fænomen som jeg tror alle forfattere, professionel eller ej, møder på et tidspunkt i deres skriveproces(ser);
At blive forført af anerkendelsen. Der sår bl. a i bogen at Panduro og også H.C. Andersen ikke tålte kritik. og som spire i faget kan jeg godt ætte mig ind i deres tankegang, men bliver også skræmt over det. Er det noget der kommer når/hvis man bliver en "rigtig"forfatter, den ubærlige angst for kritik, usikkerheden, men også den voksende egoisme af den usunde art.

Mange forfattere sigerat det at skrive er ensomt og det kan jeg kun nikke genkendende til, men bestemmer man egentlig ikke selv det, om det skal være ensomt. selvfølgelig ikke i skriveprocessen, men er det efterhånden ikke et gammelt billede, måske et drømmebillede for mange håbefulde, at man SKAL have lidt ondt hele tiden, man SKAL lide med sig selv og blive opslugt af sig selv at usikkerheden og afhængigheden af andres holdninger bliver mere og mere forkvaklet. og kan man ikke have et udemærket åbent liv og samtidig være forfatter? jeg kender da til et par stykker som virker(læs: virker) hele, modtagelige for kritik mens de faktisk lever et tilsyneladende helt liv.

Er det ved at gå af mode, det med den lidende forfatter og skal den gå af mode, fordi jeg hælder lidt til begge sider. Jeg kan godt forstå det. Når jeg skriver er jeg i følelsernes magt, ordenes magt og alt udenom er ligefrem væk, eller bare sat på pause, og at andre kriserer sine personlige tekster er hårdt, det er jo en kritik af een selv, men har det i bund og grund ikke noget at gøre med selvtillid og selvværd. Og det har nutidens forfattere mere af end fortiden, såvidt jeg kan forstå.

Det er svært at vende krtik til noget positivt, men er den konstruktiv og tager man den ikke alt for personlig, så bliver det pludsellig en hjælp til at åbne øjnene for noget nyt i sine egne tekster og skrivestil.
På sin vis har jeg haft en holdning om at jeg ikke vil have kritik, fordi jeg vil holde min skrivestil ren, men på anden vis kan jeg godt se det gode i det. Det er jo faktisk op til een selv hvad man synes man kan bruge i sidste ende.

og har det noget med selvhøjtidelighed at gøre. H.c.Andersen fremstår sådan, men hans tekster frigiver ham jo!

Njaaa....det er svært at finde ud af og jeg har da også nogenlunde fundet ud af hvad min måde er og hvorfor, men umiddelbart synes jeg også som måske andre, at det virker romantisk at lide som forfatter. Men er vi ikke bare i kontakt med vores og andres følelser. Jeg kan se at jeg har viklet mig ind i noget der nu har gjort mig blind og forvirret. Det sker hver gang jeg prøver at tænke over dette emne. Måske skal begrebet forfatter justeres. måske skal værdierne opdateres og vi skal indse som så meget andet at alt er individuelt, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om det ikke bare er et ord vi pakker noget ind i når vi ikke kan komme med klare svar. Jeg ved jeg gør det!!

Fordi på eet eller andet niveau må der være nogle fællesnævnere, det er vel det der fascinerer os, rykker os sammen uanset hvad vi gør og tænker på og hvordan.
Måske burde man grave videre og se hvad man finder. jeg ved jeg gør det, fordi det både irriterer og interesserer mig.

Men med kritik er der måske ikke så stor forskel om vi er forfattere eller murer eller tjenere. Hvis man lægger sit blod og sved og ære i sit arbejde, så er alt kritik hårdt.

Jeg tror jeg må grave lidt mere....