Det var en fin bisættelse, og en god tale præsten holdt, familien samlet, jeg nærmest ved kisten med de smukke blomster. Jeg savner ikke min far, mit forhold til ham var blandet, der var meget ved ham jeg ikke kunne klare. Det er mere min søster som så meget op til ham, og var knyttet til ham igennem mange år. Ved siden af hende er jeg nærmest blevet til en skygge i familien gennem årene. Han kaldte sig selv for familiens overhoved, og det var hans meninger der styrede alt. Både min søster og min mor var som små muser der ville gøre ham tilpas hele tiden. -
Jeg tror aldrig før, jeg har forsøgt at fortælle nogen om mit forhold til familien. Men nu vover jeg det. -
Da min søster var i 20erne var hun ude for en meget alvorlig motorcykelulykke. Hun sad bag på, slog en kolbøtte i luften og røg 15 meter frem og landede på asfalten. Han brækkede et ben. Hun var uforskyldt, som hun altid er, når der sker noget, hun kender ikke til skyld, eller til angst. Alle troede, hun ville dø. Og da hun efter over 10 dage i respirator begyndte at bevæge den ene lillefinger lidt, og gradvist begyndte at vågne op, betragtede både sygeplejersker og læger på intensivafdelingen det som et mirakel.
Mine forældre og jeg boede udenfor Ålborg i hendes kollektiv, så vi kunne tage ind på hospitalet hver dag. Min mor kunne ikke tåle det og knyttede sig også til mig der måtte drikke så meget, jeg ville for at støtte hende. Hun turde ikke tage med op på intensivafdelingen, men gik rundt nede i hospitalshaven med min hund, som jeg havde med. Hun har altid elsket min lillesøster meget højt, og det gør hun stadig. Min søster havde en kæreste og gode venner som også besøgte hende meget.
Efterhånden blev hun flyttet ned på 7. etage, derefter 4. tror jeg, og vi gik rundt med hende i en kørestol i hospitalshaven. Det var hedesommer. Og jeg husker lugten endnu fra hospitalet den august måned. Da hun omsider kom hjem, kunne hun ikke fortsætte sin uddannelse. Hun var på mange måder blevet som et barn i sit hoved, og ligesom hun spiste blomsterne på hospitalet, hvis hun kunne komme til det, var hun endnu meget glad for mad, og også sex. Jeg husker hendes øjne endnu, som hun kunne være.
Jeg siger til mig selv, at hun jo ikke kan læse det her, og heller ikke min mor eller andre familiemedlemmer. For det har siden den ulykke altid været tys-tys om, hvordan min søster var. I stedet for en psykolog eller andet af den slags, overtog min far alt hvad min søster angår for at hjælpe hende, men inderst inde også fordi han selv syntes, det var spændende. Hun fik lov til alt, og kunne bestemme alt. Hun gav min far ret i alt, og overtog hans veganerliv og meninger om alt fuldstændigt.

Men hun rettede sig også op psykisk set, også selvom hendes motorik stadig ikke var helt i orden. Når hun gik, kunne hun stadig ligne en spastiker lidt. Men også det rettede sig op. Og efter et par år fik hun en ny kæreste, 2 børn og arbejde. I dag bor hun sammen med børnenes far, og børnene er voksne, den ældste har to børn, så hun er blevet mormor, og min far og mor blev oldeforældre.
Til bisættelsen havde børnene på 5 og 7 år tegninger med som de gav min far med på rejsen, da kisten blev kørt væk. Jeg tror, de små græd, og jeg selv var lige ved det samme, fordi jeg blev så rørt over de små, som de stod der og gemte sig lidt hos mor og far, de var så søde. - Den ene sagde "bedstefar" og græd, ligesom hans mor (min søsters ældste datter) altid har kaldt ham bedstefar. Det var så synd, for de kunne jo ikke forstå det. -
Min søster har altid været meget hjemme, og hun husker ikke meget fra de andre steder, vi har boet, som jeg gør. Jeg kom på efterskole fra jeg var 14-16, derefter kostskole, hvor min søster gik den lige vej med en hel HF eksamen og fik top karakterer. Vi var som sol og måne, og vi har altid været meget forskellige. Ligesom hun blev udtaget ud af 100 andre ansøgere til pædagog medhjælper i Århus kommune og fik jobbet, kunne jeg ikke finde et arbejde, da vi kom ud på arbejdsmarkedet. Og sådan fortsatte det, til den motorcykel ulykke altså satte en stopper for hendes lyse fremtid.
Det er svært at forklare, at det fra min side i virkeligheden tit drejer sig om jalousi. Men sådan vil de ikke se mig. De vil se mig, som jeg var for mange år siden. Min fars meninger om det jeg skrev f.eks. overtog de andre, for det var altid ham der styrede alting. Det var dengang, jeg besøgte dem mere og også gav ham ret. Men jeg havde det aldrig godt. Det tænkte de ikke på. Hvis bare jeg stillede min far tilfreds, var alt i orden.

Jeg fjernede mig gradvist fra dem. I dag forsøger jeg (igen) at hjælpe, når de kalder på mig. For jeg må overtage det, at min søster skal bestemme, og holde mig tilbage, forstå og holde pli. Men kun når de kalder, de to søde muser, skrevet ironisk.
Ja, min jalousi er stadig stor. Jeg bliver aldrig som en lille sol, jeg bliver aldrig anderledes, end det jeg er. Hos dem som en skygge der forstår, men kun siger det, de vil have. Og hos mig selv og i det jeg skriver, som jeg er.
Men jeg ved godt, det bliver ved. Alle vil trøste min lillesøster, og alle give hende ret, i alt. Hun var fars højre hånd i første grad. Og for at undgå noget værre oveni som f.eks. en psykose, som hun havde engang, giver jeg hende ret i alt, hvis vi diskuterer lidt henad vejen. -

Jeg tænker på Sankt Peter, og på at han har et langbord. Er det ondt ? Men der kan jeg se ham, finde sig tilrette hos sine gamle venner og brødre. Det tager en tid, tror jeg, før man vågner op, det sted man måske havner. - Men jeg ved det ikke.
Gud tager sig af alt.
Måske skal man rettes ind efter andre regler, finde en ny rolle og værdi. Måske er døden smuk. Måske er den i ledtog med djævlen. Måske den lange søvn. Måske tager vi hukommelsen med os, måske ikke. Måske, bliver vi genfødt. Måske finder sjælen et nyt hus, et sted, midlertidigt eller evigt ved forandring. Vi ved det ikke, før vi selv er der.
En vugge måske. En stor vugge i Gud faders ånd.