Jeg er sønderknust. Amor har ramt mig med sin pil, boret den dybt ind i mit hjerte og jeg kan ikke holde ud, at det menneske, jeg er helt igennem bjergtaget af, ikke har det på samme måde som jeg.

Jeg er kravlet ind i mit dynebetræk; her ligger jeg til lyden af Kind mod Kinds "Dangerous" på heftig rotation og vandet fra mine øjne løber ned i mine ører og jeg har lyst til at ligge her og glo ud i ingenting, indtil den dag hvor min sjæl ikke længere længes efter en kontrær kærlighed og jeg forstår ikke hvorfor jeg skal rammes af noget så ubønhørligt.

Sisyfos utrættelige bjergvandring, virker pludselig enkel som en barnesang og jeg kan ikke finde ud af om jeg elsker dig, fordi jeg vil have dig for mig selv, eller fordi du blot er det første menneske der har set på mig, med et blik der får mine knæ til at erodere og slår knuder i min mave. Dualiteten er bred; Jeg har lyst til at du kigger på mig, dag ud og dag ind, fortæller mig, at du synes jeg dejlig. Holder af mig, holder om mig og holder i mig. Samtidig tror jeg på, at det du giver mig, er noget jeg har manglet hele livet og måske er du ikke mere end en erstatning. Det piner mig at skulle kalde dig det, for du er så meget mere end en erstatning.

Jeg har lyst til at råbe; blive ond i sulet og fortælle dig, at jeg synes du er ulidelig. At elske nogen, der ikke elsker dig tilbage, er som at bygge et slot af sand ved havets rand og jeg befinder mig i et ekliptisk vakuum, vandre under en himmel uden stjerner og mit hjerte er faldet som et anker i min fod.

Om lidt kravler jeg ud, af dynebetrækket igen; når selvmedlidenheden er blevet så ubærlig, at jeg er lige ved at brække mig over mig selv og der ikke er flere salte tårer at give af, så finder jeg havets overflade. Giver slip på mit anker, går en tur i solen - indtil jeg igen befinder mig ved de fortabte sjæles horisonter og måske, men også kun måske griber du mig, næste gang jeg falder.