Nu stiger smittetallet igen. Jeg tænker på, hvordan det vil se ud i morgen.
I dag var jeg ude i Agroland og købte en stor sæk tørfoder til mine katte, også selvom vi havde nok til hen i næste uge. Men så behøver jeg ikke at tænke på det i flere måneder. Og fordi jeg kun har en cykel, er jeg nødt til også altid at tænke på vejret, i dag var det fint solskin til at tage turen derud.
De sidste gange jeg har købt ind, var der ikke mere håndsprit i beholderen i indkøbscentret. Jeg syntes også, at jeg kunne mærke en underlig form for ligegyldighed med at holde afstand. Fordi tallet gik ned, blev folk sløsede, nu stiger tallet faretruende igen.
For at være ærlig, så ser jeg en sort nærmeste fremtid. Jeg tænker på Kina sidste vinter, hvor lægerne skreg, og Europa i foråret. Og på nu i Danmark.
Jeg får vejstøv og skidt ind i ansigt og hår, når jeg cykler. Der kan faktisk også godt være smitte i. Så det er vilkårene, at jeg må tage bad og vaske hår, når jeg kommer hjem fra indkøb. Og nu sidder jeg her og tænker på i morgen igen, og på hvor højt tallet skal være, før landet bliver helt lukket igen.
Jeg kan isolere mig en tid. Men det kan ikke alle. Jeg får ondt af mennesker der er nødt til at være sammen af den ene eller anden grund.
Jeg opgav at skrive et digt om virussen igen, som jeg har gjort før. Så jeg endte i min dagbog som altid bliver lidt dum, ligesom den ene side af mig selv, når jeg er træt.
Jeg tænker på i morgen.