Ja, jeg giver de andre ret i at bogstavrimet er super godt.

Kan godt lide digtet, fordi følelserne og oplevelserne er beskrevet med gode ord.
Det minder mig i den grad om mig selv, tak for et dejligt digt.

- Benedicte.

Åh, Maria! Hvor er det fantastisk smukt skrevet!
Jeg fik også en klump i halsen flere gange, og som peterpedal siger, er slutningen virkelig overraskende og god!
Der er ingenting, jeg vil kommentere.. Denne novelle er en af de bedste, jeg nogensinde har læst.

Hej Maria :D

Jeg synes også, at det er et utroligt velskrevet digt med masser af følelser, som jeg gætter på, mange piger i din alder vil kunne forstå. Det kan endda være, at du simpelthen formår at sætte ord på nogle af de følelser de render rundt med.

Jeg ville nu gerne have, at du satte lidt mere fokus på, at de her var følelser simpelthen var hemmelige og at det måske ikke var en så god ide at udtrykke dem.
Derudover må forvirrethed i sådan et digt gerne udtrykkes mere som fx. ufuldstændige ord, meningsløse sætninger eller andet.

Men nu skal jeg ikke møffe digtet alt for meget, som Peter siger. Selvfølgelig skal der ikke ændres noget i digtet, for det udtrykker det, den vil udtrykke.

Sikke en fantasi - historien er frisk og anderledes! Jeg kan ærlig talt, ikke huske, at jeg før har læst noget lignende.
Er vild med, at det hele foregår i blinde, men at det er så positivt.
Udover det, beskriver du miljøet og situationerne godt, så det er nemt at danne sig billeder i hovedet :)

Nebeis.

Hej Maria, man bliver helt fortumlet af alle de valg og omskiftelser, men det er jo som det føles i den alder. Du får det jo skildret godt i al sin forvirring og kasten frem og tilbage. VH Mons

Hej Maria

Ej, jeg er helt vild med den her novelle! :D Lige fra starten tænkte jeg, at der var et eller andet lusket ved det hele, måske havde Melanie været deres kat eller sådan noget, og så alligevel ikke ... Jeg kunne bare ikke finde ud af det, men blev alligevel helt vildt overrasket over at Melanie faktisk var vores jeg-person. Haha, jeg hader at blive snydt på den måde. :D

Men super fed novelle på alle måder!

- Emilie

Det her, det er kræs! En lille delikat choko-marengs :)

Miljøet er utrolig gennemført, du er skøn til at fortælle: som et godt gammel eventyr sat op i en moderne form, fx med masser af direkte tale.

Du er en af de få eksperter jeg kender, som kan gribe fat i en lille detalje, og så bygge videre på den, så den ikke bare bliver en kliché, men unik og din helt egen:

Fx
Døren blev åbnet med en knirkende lyd, og min mor sagde endnu engang til min far at han skulle få en til at smøre hængslerne.

Så er du dygtig til show it - don't tell it - det er faktisk uhyre sjældent du forklarer noget, hvis du kan vise det med kropssprog, eller en antydning i en sætning. Sådan skal DET være!

Ex:

Jeg fnøs. "Meget vil, hr. Haiken," sagde jeg og rakte hånden frem, som mor havde fortalt mig man skulle gøre.
(specielt "Jeg fnøs", forresten hedder det "meget vel")

og

"Hvad mener De frøken?" spurgte han, stadig med min hånd i sin. "Kan De ikke selv finde ud?"
Jeg rystede stille på hovedet, og lukkede øjnene sammen for ikke at græde
(den sidste reaktion - nice)

og

Drengen grinede. "Du skriger ellers som en," sagde han, og jeg hørte ham komme tættere på.
Jeg børstede min kjole af, og lagde armene over kors.
(armene over kors - sådan skal det vises. Kropssprog igen. Flot.)


Du har også en fantastisk evne til at gøre en sætning spændende - og morsom:


Jeg tror der gik tre dage før jeg stødte ind i Will igen, bogstaveligt talt.
(det første lyder lidt som en kliché - måden alle siger det på - og så drejer du den lige til egen fordel med "bogstaveligt talt" og så vokser smilet på min mund, for jeg kan lige se de knalder sammen, og forskrækket de begge bliver over det. Faktisk har jeg skrevet den ud på papir, og stod og læste den i Metrotoget i formiddags, og kom til at grine højlydt midt mellem Forum og Frederiksberg station - åbenbart så meget, at folk begyndte at glo på mig. ;-))

"Hvad er der galt prinsesse?" spurgte han.
Jeg rystede på hovedet. "Jeg kunne ikke se ladeporten, fordi jeg ikke kan se overhoved."
Hvis jeg kunne have set hans ansigtsudtryk, vidste jeg at det ville have været chokeret, men hans stemme lød helt anderledes. "Så du er blind?" spurgte han, i et nærmest nysgerrigt tonefald.
Jeg nikkede stille.
"Okay, så er jeg blind med dig!" sagde han bestemt.

Det her er SÅ smart! At lade en af personerne gøre en uegennyttig gerning for "prinsessens" skyld. Will's reaktion: "Okay, så er jeg blind med dig!" siger mere end 100 beskrivende ord om Will's egenskaber. Hvis ikke man holdt af Will, inden denne handling, gør man det i hvert tilfælde bagefter.

Tja, vil ikke sige så meget mere om resten, andet en at det næsten bliver lidt for tætpakket - jeg kan mærke du har stof og idéer til meget mere end de 2½ A4-side novellen fylder, så det bliver lidt panisk med alt det du pludselig skal til at slutte af. Jeg tænker at de første 1½ A4-side kunne være et fuldstændig unik begyndelse på en roman, som mange gerne ville læse.

Specielt prinsessens attitude "ja, ja, forsøg bare at imponere mig, men jeg skal nokselv bestemme hvornår jeg tænder!" holder historien i live og gør den rigtig sjov og spændende. Så snart hun bliver forelsket og overromantisk bliver det meget forudsigeligt. Så i en roman eller en længere novelle, ville det klart være at foretrække, at du holdt "prinsessens" stolthed meeeeeeeeget længe ;-)

mvh Peter

LÆS IKKE DENNE KOMMENTAR FØR DU HAR LÆST NOVELLEN!
(Ellers ødelægger du oplevelsen og slutningen for dig selv)


Hej Maria

"holdte" og "nød" - de 2 ord, du skriver dem forkert i alle dine tekster, stadigvæk!

"Farvel" er en utrolig velkomponeret novelle med en overraskende slutning. Dét, som du ved jeg nogle gange kalder skæbnefortællinger - små historier med overraskende slutning.

Du lægger mange søde små spor ud undervejs omkring at Melanie faktisk opfører sig som en død, og jeg lagde ikke mærke til dem, og det er simpelthen så flot. Jeg løb direkte i fælden og var overbevist om at Melanie var jeg-pigens søster. Jeg opdagede det først da farfaren henter hende, og der var jeg så duperet at jeg straks måtte bladre tilbage og se hvordan du kunne lure mig så godt og grundigt.

"Ej, hun kan da ikke være død, hun har jo lige været sammen med sin mor og far og lillebror i stuen - Maria, må have lavet en fejl, siden jeg troede Malenie var levende!"

Sådan tænkte jeg, men nej, Maria havde ikke lavet en fejl, hun havde komponeret en rigtig god novelle, hvor der allerede fra starten, bliver lagt spor ud som skal bruges i slutningen. Det er normalt det man bruger sin disposition til - for at man ikke bare skriver derud af, og finder på nye ting undervejs. Med dispositionen kender man sin slutning allerede inden man skriver begyndelsen, og derfor bliver det bare en 100 gange bedre novelle.

Nu vil du garanteret sige, at du ikke har brugt disposition, kender jeg dig ret ;-) Men så er det altså fordi din novelle er så kort, at du har holdt din disposition inden i hovedet. Du har brugt disposition. Men måske ubevidst. Var det en roman du skulle skrive, havde du ikke kunne holde det hele i hovedet, og det er der dispositionen virkelig viser sit værd.

Udover det, har du en stor indsigt i forældres måde at opleve sorg på. Det er ret skarpt når du "kun" er 16, at du kan vise hvordan voksne reagerer. Meget troværdigt.

Og så en lille morsom ting "... havde sågar købt bagerens hjemmebagte snegle"

Der kunne jeg ikke lade være med at grine. I min verden er hjemmebagte snegle dem man selv bager hjemme ;-) Og bager man dem ikke hjemme, køber man bagerens. Men det morsomme er jo, at bageren også bager sine snegle selv, så på en måde er de jo hjemmebagte, men det virker også som fuldstændig unødvendigt at sige, for vi køber jo netop brød hos bageren fordi han bager det selv - modsat brød fra supermarkedet. Derfor kommer det lidt til at lyde som om bageren også sælger snegle der ikke er hjemmebagte, he he, men at man købte de andre.

Ellers utrolig flotte beskrivelser. Fantastisk at du har en "Sengelampen med små hunde på lampeskærmen" - det er så unikt, at man kan se det for sig med det samme. Samtidig virker din beskrivelse enormt troværdigt, når du kan begynde at beskrive en sengelampe i detaljer. Så tror jeg virkelig på at du står i rummet. Meget effektfuldt, og samtidig en Show it - don't tell it, som du også er kanon dygtig til. For du får jo beskrevet Matts alder, når han har sådan en lampe.

Utrolig fint arbejde: kort, præcist, spændende, overraskende, og nu siger din far så nok, at jeg ikke må rose dig mere ;-)

Mange hilsner Peter

Super god og rørende tekst! (Ville ønske mine teenageforelskelser også pludselig havde stået og inviteret mig ud :-P)

Jeg kan især godt lide dine dialoger. De sidder lige i skabet og det er ikke en let ting at få dem til!


Held og lykke med skrivningen fremover!

Hey (:

Hvor er det godt skrevet, og hvor kender jeg bare de tanker SÅ godt! Også thumbs up herfra af. (:

- Emilie

Hej Maria.

jeg må altså sige at jeg er en smule uenig med de andre kommentarer, da jeg sagtens kan se det geniale i at søsteren går sin vej. Fordi hun ikke tilkalder hjælp eller flipper helt ud, betyder jo ikke at hun bare 'accepterer' det, men nærmere at hun kan se gruden til at han ikke har behov for at leve mere. Jeg har godt lide uvisheden af hvad der ligger bag trangen til selvmord, og det faktum at vi ikke ved præcis hvorfor søsteren reagerer som hun gør.
som jeg læser teksten, er det jo også tydeligt at han ikke kun vil begå selvmord på grund af denne pige som han 'forguder' , men at der faktisk ligger rigtig mange ting bag.

flot tekst, kunne ikke have skrevet noget lignene selv. :)

knus fra Ida.

Hej Maria.

Først vil jeg give Peter ret i, at det er en meget genial titel du har fundet til dit digt (;

Dit digt er virkelig godt. Jeg kan sammenligne mig selv utroligt meget med teksten.

Jeg synes også opstillingen af dit digt er helt perfekt, så der er ikke noget dér.

Thumbs up :)

/Caroline

Hej Maria

Utrolig ærligt og smukt. Jeg kan ikke så godt lide at møffe digte, som jeg møffer tekster, jeg synes det svarer lidt til at gå hen og ændre på et færdig maleri :)

Bogstavrimet "Femten og Forvirret" er så godt skruet sammen, at jeg ikke kan lade være med at smile. Så simpelt og alligevel så sigende. Perfekt at slutte af med, og perfekt som titel. Det kunne simpelthen have været titlen på en ny dansk ungdomsfilm :)

Mange hilsner Peter

Yo!

Den hårdeste del af dem alle. Den var svær at læse, fordi det var SÅ sørgeligt. Du spiller virkelig på følelserne der. Jeg har en idé om at piger synes det er rigtig fedt, men det er lige før jeg står af som mand. Jeg synes det bliver så rørstrømsk som en kærlighedsroman i Hjemmet, og da jeg jo ikke har kendt parret så længe, bliver det lidt svært at føle så meget Jess. Jeg føler en stor del, men har også brug for at trække vejret i al elendigheden.

Men - det er fantastisk flot skrevet - og jeg sad og tænkte, at du helt sikkert kunne være én af dem der skrev noveller til Hjemmet, eller hvor sådan nogle kærlighedsnoveller nu kommer i henne? ;-)

Jeg undrer mig lidt over at Jess tilgiver Ben så hurtigt. Der er jo enormt mange faser i sådan en krise, og først kommer der et chok, som Jess burde være i. Der burde også komme en fase med vrede, inden der kommer tilgivelse. Så jo, det går lidt stærkt og passer ikke helt til en chokfasen, at Jess er så velovervejet med tilgivelsen.

:) Peter

Hey Maria

Fin prolog - sådan lidt essay-agtig - gør mig pokkers nysgerrig

Super start på selve historie. God stemning. Det er nemt at se det hele for sig. Du er enormt dygtig til at beskrive følelser, så man selv kan mærke dem.

Jeg får virkelig en knude i maven, da hun skal til at fortælle ham "det". Så sidder jeg og tænker: "Nej, no-way, det læser jeg ikke - jeg stopper simpelthen med at læse, for så fastfryser jeg deres venskab, og så sker der ikke noget væmmeligt!" Og så må jeg jo alligevel læse videre. Blive forfærdet og blive forløst. Du kaster rundt med mine følelser, og du er edermame dygtig til det. Så syret.

Rent teknisk er det nok de samme problemer du kæmper lidt med, som jeg plejer at nævne:

forkert rigtigt

nød til = nødt til
holdte = holdt

og så en masse sammensatte ord, som du skiller fra hinanden :)

Og hvad er der sket med indrykningen, specielt ved direkte tale? Du kan da sagtens rykke korrekt ind - det ved jeg jo :)

Jessica rystede blot svagt på hovedet. "Bare fordi du ikke tror på kærlighed, behøver det ødelægge det for os andre."
(der mangler vist et "vel ikke" - "behøver det vel ikke at ødelægge det ..." eller hvad?)

:) Peter

Ej, Maria, det er ANDEN gang du får mig til at græde i én af dine tekster. Jeg er altså ikke sådan en mand der normalt sidder og tuder herinde på Fyldepennen, men sidste side (jeg læste det som PDF) fik tårerne frem.

Jeg sidder og griner, for hvor er det underligt når en tekst lige hopper ind og rører én på den her måde. Hvad sker der lige!? :)

Kæft, en god slutning - overraskende - det er helt sindssygt! Jeg kan ikke rigtig sige mere, for så ødelægger jeg pointen for andre der også skal læse denne her tekst.

Du bliver ikke forfatter - du er det allerede! :)

K.h. Peter

Hej Maria

Der er så mange herinde der gerne vil være forfattere - DU er en af dem der bliver det!

Wauh, Wauh ... Wauh, Wauh, Wauh! Det er virkelig sindssygt, at du kan skrive så godt som 15-16-årig.

Jo, jo der er stavefejl og noget med indrykning, og noget med dialogerne jeg lige vil nævne længere nede, men på trods af disse ting, er det den bedste tekst jeg nogensinde har læst på Fyldepennen! Indholdet, følelserne, kompositionen, alt er strikket virkelig professionelt sammen.

Jeg græd to gange! Virkelig! Voksen mand sidder og græder over en tekst, så tårerne løber ned ad kinderne. Første gang midt i digtet, mens hun læser det op, og anden gang hvor forældre fortæller det med ... som jeg ikke vil afsløre. Jeg grinede mindst 10 gange, og smilede rigtig meget for mig selv, og blev grebet om hjertet i kysse-scenen.

Undervejs sad jeg og tænkte, at lige med undtagelse af stavefejlene som nemt kan rettes, var det her lige så godt, ja meget bedre, end mange af de børne- og ungdomsbøger jeg anmelder inde på Fortællingen.dk, fordi du er så dygtig til dine beskrivelser. Beskrivelser af hvad Rachel foretager sig, og beskrivelser af følelser.

Jeg havde skrevet teksten ud på papir og lå og læste den, og tænkte "nok computer for i dag", men nu blev jeg nødt til at tænde igen, og give dig feedback, lige med det samme! :D

Selve historien er enestående, du får beskrevet et fantastisk venindeskab (loyalitet, humor) ved at beskrive deres interesse for drengene (en klar brug af show it- don't tell it). Efter fællesskabet får du også vist hvordan Rachel har det alene (episoden med brorens ven der er på besøg), der igen viser hendes interesse for drenge. Du viser hvordan en familie fungerer sammen, og det er ultra-realistisk. Jeg tror virkelig på det, og jeg kan se det for mig, og jeg kan se hver person for sig. Specielt broren, med de fantastiske replikker du har givet ham.

På så få sider kom jeg(du) alle følelser igennem. Sorg, glæde, usikkerhed, mindreværd, selvbebrejdelser, forelskelse. Utrolig flot!

Kompositionen: flot at starte i nutid med digtet, og hoppe tilbage, og ende i nutiden igen. Smukt sprunget. Egentlig tyder det på at du har lavet en perfekt disposition først, men et eller andet sted tænker jeg også bare, at det kan du sgu nok på rygmarven, uden disposition, med det talent du har?


YEP, OG SÅ TIL EKSEMPLERNE: :)


"Mit digt er prosa." Hun begyndte at læse:
(det er så en af fejlene. Prosa er tekst med en tidsmæssig handling som din egen novelle her. Digte kalder man lyrik, fordi der ikke er en tidsmæssig handling, men derimod følelser, indtryk, sansninger. Rachels digt er lyrisk og dermed lyrik. Det kommer af instrumentet "lyre" fra gammel tid, hvor man lagde musik til, så lyrik er en slags sangtekst, kan man egentlig godt sige.)

Grace kiggede sig over skulderen, og smilede. "Han er bare så nuttet!" Rachel vendte øjne. "Hva' så med Jake?"
Rachel smilede. "Han er da lækker."
Grace smilede. "Jah, det er han faktisk. Måske skulle jeg invitere ham ud." Rachel sendte hende et advarende blik. "Du har jo ikke tænkt dig at gøre det," svarede Grace blot.
Rachel trak på skuldrende, og kiggede på Mark, deres matematik lærer. "De damer, I har matematik."
Grace kiggede på ham. "Tag det nu roligt Mark. Hver ting til sin tid, vi sidder jo lige og snakker om drenge."
Mark smilede, og vente tilbage til sin kontorstol bag kateteret. "8.G, i har frikvarter om ti minutter. Side 145 til 148 er lektier til i morgen."
(I din direkte tale, savner jeg i den grad, at du laver tvunget linjeskift, inden du påbegynder sætningen i "". Sådan står den i fleste bøger, og det er meget nemmere at læse og finde ud af hvem der siger hvad. Det som jeg tror du skal arbejde mest med er dine dialoger, og dine inkvits (altså "sagde, spurgte, stammede, hviskede, mumlede"). Det kører meget med Grace, Rachel, Grace, Rachel, Grace. Og de skift er du ikke nødvendigvis nødt til at sætte navne på hele tiden. Det bliver ret anstrengende at læse i længden, og man kan for det meste regne det ud, helt naturligt.)

Med linjeskift ville det se sådan her ud:

Grace kiggede sig over skulderen, og smilede.
"Han er bare så nuttet!"
Rachel vendte øjne.
"Hva' så med Jake?"
Rachel smilede. (her er så en fejl, for det er Rachel 2 gange i træk)
"Han er da lækker."
Grace smilede.
"Jah, det er han faktisk. Måske skulle jeg invitere ham ud."


"Vi går i det mindste i klasse med S.L.D," påpegede Rachel S.L.D. var en forkortelse for Sygt Lækker Dreng, som sjovt nok var det "kodenavn" Grace havde fundet på for Nicolai.
(Genial fundet på. Jeg sad virkelig og hyggede mig.)

På vejen ud lod hun sølvpapiret falde ned i skraldespanden.
(genial beskrivelse af hverdagsting. jeg tror jeg har gjort det samme 800 gange i folkeskolen, men aldrig set en forfatter beskrive det. Det er så genkendeligt, og derfor fedt!)

Rachel kiggede på hende. "Har du nogensinde tænkt over, at dét der var rimelig sort?"
(Der grinede jeg højlydt. Virkelig realistisk teenage-dialog.)

Hun var dog ikke kommet særlig langt, før det begyndte at øse ned. Det stod ned i stive stænger, og hun kunne næsten ikke se noget. "Great! Lige hvad jeg manglede." sagde hun, og lynede jakken lidt mere op.
(flot beskrivelse! jeg kan næsten mærke regnen. "Stive stænger" er dit eget udtryk, hvor andre blot siger "stænger". Det er skønt med forfattere der laver deres egne udtryk, i stedet for at tage klichéer.)

"Skattepige! Der er mad!" Rachel tog fjernbetjeningen og slukkede for fjernsynet.
(Så typisk en mor eller en far. Virkelig realistisk.)

"Hva' søs, har du ikke lært at man ikke går nøgen rundt, når der er gæster på besøg."
(total god replik! jeg holdt op med at trække vejret, fordi jeg glædede mig til hvordan Rachel og moren og faren ville reagerer. Virkelig en kanon god bombe at smide fra en bror. Tilpas ond og tilpas sød med et glimt i øjet.)

Det var dog ikke et rigtigt smil, mere sådan et nej-virkelig-det-troede-jeg-da-man-gjorde smil.
(Igen konstruerer du dine egne udtryk. super sejt, og man er ikke et sekund i tvivl om hvordan sådan et smil ser ud. Faktisk får man selv lyst til at lave sådan et smil, mens man læser det.)


Hendes seng var lidt mere speciel end de flestes. Man skulle først kravle op ad en stige op på en slags hems. Derfra skulle man så vende sig om, og kravle videre op i sengen som nærmest var en hule i loftet. Hun kunne trække et gardin for, så det blev helt mørkt deroppe. Hendes far havde designet det specielt til hende, dengang han tegnede huset. Hendes far var arkitekt.
(så godt fundet på. så dejlig anderledes, og realistisk, og bare ethvert barn eller enhver teenagers drøm at have sådan en rede, man kan putte i, og smutte væk fra den ulidelige virkelig. Jeg kunne se den for mig med det samme. Fin beskrivelse.)


Da deres læber mødtes strømmede en varme ind i hende. De åbnede begge munden let. Og deres før så uskyldige kys, blev til et "rigtigt" kys. Deres tunger mødtes, og legede med hinanden. Det var så fantastisk, at hun ikke ville have at det skulle stoppe, aldrig!
(det her kys er så intenst og godt beskrevet, at det er lige før det er bedre end et rigtigt kys. Jeg blev straks kastet tilbage til situationen fra min teenagetid. Er du gal, det er flot skrevet.)


"Nej!" sagde hun bestemt. "Nej, det kan ikke passe!" hun rejste sig hurtigt, og løb hen til telefonen. Hun trykkede Graces mobilnummer og ringede op. Hun ventede lidt tid, og lidt efter røg hun på telefon svare.
(Utrolig godt fundet på, og realistisk. Specielt det med, at når man kan høre stemmen, tror man ikke på at personen er død. Virkelig flot detalje.)


Han skænkede op, og tog en slurk af sit krus. "Jeg har aldrig fattet hvordan du kan spise cæsarsalat sammen med cola," sagde Sebastian, tydeligvis som et forsøg på at muntre hende op.
(giver en virkelig god karakteristik af Sebastian, når han gør en uegennyttig gerning. Det er også lidt et forfattertrick at lade personer gør uegennyttige gerninger for at få læserne til at lide dem. Så flot, at du selv lige finder på det. Dine bipersoner bliver virkelig gode, af kød og blod, når du karakteriserer dem på denne her måde, hvor andres bipersoner ofte virker som om de var af pap.)


"Hvem er det?" spurgte Rachel.
"Nicolai, fra din klasse." Tårerne trillede stadig ned af hendes kinder.
"Hun var også helt vild med ham." Jake smilede.
(vildt godt konstrueret, at bipersonerne også har relationer til hinanden. Så langt vil kun de færreste skribenter tænke. De ville kun tænke på hvem R kunne lide. men det bliver utrolig realistisk, når du også lader dine biperson have deres eget liv.)

SLUT PÅ EKSEMPLER


Du har selvfølgelig et par stavefejl:

"nød til", skrives med t, altså "nødt til" - det er underligt, men tænk på at det IKKE er en nød! (huskeregel)

Du skiller rigtig mange sammensatte ord ad. Det gør man også altid på engelsk. Så tænk nøje på at de SKAL skilles når det er engelsk, og at de SKAL SÆTTES sammen, når det er på dansk:

biologi timer = biologitimer
farvel kram = farvelkram
Cheap Monday bukser = Cheap Monday-bukser (yes, med bindestreg, fordi det er et egenavn (firmanavn))
kartoffel gryde = kartoffelgryde
åbnings fest = åbningsfest
telefon svare = telefonsvarer (med r til sidst)


Clinex er forresten et firmanavn og staves "Kleenex"
Ynglings, staves kun med "g" hvis der er tale om en ung person. En ung student der hopper rundt, er en yngling i forhold til bedstefar. Mens yndlings med "d" er det man eeeeeelsker. Mit yndlingsslik er labre larver.

Nå, det var vist rigeligt med feedback til dig, du :)

Skriv endelig, hvis der er noget du er uenig i, eller har lyst til at spørge om/diskutere.

Du er virkelig SÅ dygtig! Det var en kæmpe fornøjelse, at læse din tekst. :)

Mange hilsner Peter

Hej Maria

Undskyld, undskyld, jeg havde ikke læst, at han gik op i huset igen. My bad! Glem venligst min kritik om tåren på gulvet og døren søsteren går ud ad. Jeg læste den ellers to gange, for at se jeg ikke havde glemt noget, he he. Jeg må til at drikke noget stærkere kaffe. Undskyld :)

k.h. Peter

Hej Maria

Noget af det første jeg tænker, er, at du er god til at fortælle, dygtig til at formidle tanker, og vise følelser som billeder. Skønt.

Mht beskrivelse af hvor de står, mister jeg orienteringen undervejs. Jeg kan læse at Jake går ned i sandet, og står og ser ud over vandet, men der løber en tåre ned på et uslebent gulv, pludselig går søsteren tilbage af en åben dør. Hm, og jeg troede stadig, at Jake stod i sandet!?

Hvis søsteren tror Jake vil begå selvmord, synes jeg desuden at det er underligt, at hun blot lade ham fortsætte hvad han er i gang med. Ville de fleste ikke tilkalde hjælp?

Selve motivet falder mig også lidt mærkelig: at ville skyde sig selv, pga. en pige man er forelsket i, som man tilsyneladende aldrig har talt med. Jeg kunne forstå hvis de havde været kærester, og han så var blevet droppet, men hvis han ikke engang har talt med hende, og hun aldrig har værdiget ham et blik (kun gået forbi uden at rynke på næsen). Måske er hun oven i købet en bitch, som ikke er værd at slå sig selv ihjel for. Jeg tror faktisk aldrig jeg har set nogen på film eller i bøger, som har skudt sig pga. en pige, som de aldrig har talt med, har du? :)

Slutningen er uforløst. Jeg ved ikke rigtig hvad der sker med Jake, fordi jeg i første omgang synes det er underligt at han vil dø pga. pigen han kun har set. Og underligt at søsteren accepterer det.

Bortset fra de detaljer, som får stor betydning, men som man kan lære at planlægge sig ud af med en disposition, så skriver du fantastisk godt, så jeg synes bestemt dit talent er i orden, og din tekst flyder også. Du skal sådan set bare have motivet/plottet lidt på plads.

Mvh Peter

Wauw!!!

Da jeg begyndte at læse, troede jeg at jeg havde en nogenlunde vurdering af slutningen på den her novelle, men den tog en drastisk vending, og overraskede mig enormt - og igen i slutningen. Hvor er det fantastisk skrevet!

Jeg er blæst omkuld, for du skriver virkelig fantastisk og medrivende. Det eneste stykke, jeg mener der roder, er dette:



"Hun var også helt vild med ham." Jake smilede. "Det hele var min skyld," mumlede Rachel.
"Nej, det var ikke din skyld, det var ingens skyld." Rachels øjne var gennemvædet.


Der roder du en smule med navne om med hvem, der siger hvad, og selvom det er forståeligt så skulle jeg lige læse det igen.

Ellers er der ikke så meget, og de slåfejl der er så ødelægger de bestemt ikke helhedsindtrykket! :D

Hvis der skulle gives karakter, ville 8.5/10 være en mulig score :D

Jeg glæder mig til at læse mere.

/ Jin Oh

Hej Maria

Jeg kan rigtig godt lide dit sprog, det flyder meget let og poetisk og gør teksten til en nydelse at læse. Jeg kan også godt følge den der fornemmelse (og kan også stadig huske ;-) hvor meget en ulykkelig forelskelse kan fylde, når man er teenager. Når man bliver ældre finder man heldigvis ud af, at livet går videre.

Det eneste problem jeg har med din tekst, er søsterens reaktion. At hun vil acceptere hans selvmord, den køber jeg altså ikke.

Men ellers, rigtig flot tekst.


mvh Pia

Hej Maria

Jake er ikke god til skolens sociale spil: Pigerne hvisker når han vender ryggen, og hende som han er forelsket i er forgabt i sin kæreste. Derhjemme har forældrene ikke tid, og kun hans søster Madeleine lægger mærke til Jake. Med disse problemer i baghovedet har Jake mere eller mindre besluttet sig for at tage sit eget liv.

Jake er ulykkeligt forelsket, men som læser synes jeg at han måske overreagere lidt. Når man står i situationen kan man ganske rigtigt være lidt selvudslettende i sin tankegang, hvorimod ens venner har en irriterende tendens til at være lidt ’get over it’- agtige: det er sjældent så slemt set udefra. Som forfatter er man nødt til at se begge vinkler, ellers kan det virke lidt selvhøjtideligt. (Det virker lidt urealistisk at han med sit standard katalog af kvaler vil begå selvmord, og at hans søster accepterer det.)

Den dramatiske situation med huset og havet er godt gengivet, specielt kan jeg godt lide beskrivelsen ”strandens bløde former.” Jeg synes også teksten gengiver godt den lidt forgudende måde man tænker på når man er forelsket. Alting bliver mere tredimensionelt hvis situationen virker solid, og det gør den her.

Hilsen Karen