Dejligt og smukt lille eventyr.
God læseoplevelse. :)

Hej Bjørn
Et uendeligt smuk digt om solsortens sang.
Sangen som rammer lige ind i ens hjerte. Rammer ind i livet i haven.
Jeg kan rigtig godt lide disse linjer:
" Skønhed i dine vingeslag,
når du lander i mit hjerte.
Og jeg er hjemme! !
Jeg fortolker at solsortens sang bibringer et budskab om glæde og positivitet.
Vh. Jytte

Hej Bjørn
Jeg sidder her og fornemmer total den megen smukke stemning du fremkalder her i dit digt.
Siddende i havestolen og lade roen falde over sig, høre og dufte alt omkring sig. Den havestol ønsker jeg mig hen til lige nu, her nu hvor efteråret er ovre os.
Tak for at jeg måtte mærke denne stemning.
Vh. Jytte

Smukt. Andet er der ikke at sige. Simpelthen bare smukt.

Tak for kommentarene til mit digt.
Jeg vil prøve at besvare jeres spørgsmål.

Metaforisk er det et digt om livet i korte træk.

Linje 1-4
Du er blevet gammel nok til at kunne forstå, og har fået mange erfaringer.
med både lykke og sorg.
Linje 5-6
Ændringer i livet kan til tider være svært at forstå.
Linje 7-8
Det er indholdet i dét man ser, der viser hvem du er.

Det er dét jeg gerne ville have frem.
De to sidste linjer er som det øvrige af digtet, helt med vilje.
Om man er aldrende eller ej så handler digtet ikke om det, men derimod om livet i sin helhed. Uanset hvor man er (nået til).

Husk på at der kommer nye somre og nye trillebøre :-)

Hej Bjørn

Det er et elegant og velklingende digt.
Den trillebør bliver nærmest til kød og blod.
Ligesom -KroniskForandring- så drejer
digtet af i en anden retning.
Det er sikkert med vilje,
Mon det er det aldrende menneske der står og kigger på sin trillebør?
Er i tvivl.

Vh. Poul Brasch

Det er et meget flot digt. Skønne metaforer, der fangede mig og tog mig med! Jeg forstår dog ikke de sidste to linjer - de hænger ikke sammen med resten af digtet, synes jeg. Men måske det er tid til min eftermiddagslur ;-)

Hej Bjørn, jeg kan godt lide den finurlige personifikation af underskriften, hvordan den må føle det, når den skal stå hele tiden på alle mulige papirer og spille en rolle. Det er en vældig god humor, der er i teksten. Eneste anke er nok, at sproget måske bliver lidt monotont ind imellem, men det kom jeg da igennem ved hjælp af mange træk på smilebåndet. VH Mons

Hej Bjørn,

Det her digt er superflot. Jeg synes, det flyder så flot, og gentagelsen skaber sløjfen tilbage til kernen. Jeg vender tilbage og læser det igen, for det bliver bare bedre af at blive læst igen.

Hilsen

Sanne

Hej Bjørn,

Der er noget ved det her digt, som fanger mig, som er godt. Jeg er selv fascineret af tiden, at man føler den stopper eller bare løber af sted, og prøver ind imellem af fange det i ord. Jeg synes, du gør det rigtigt godt, men jeg savner måske et menneske, et 'jeg' i digtet, men det er jo en smagssag, om man skriver personligt.

Hilsen

Sanne

Hej Bjørn.

Fin tekst, jeg kan se at det er en toer, men har ikke læst forløberen.

Du skriver godt, men fylder lidt for meget på enkelte steder.
Du leder mig dog fint gennem historien, og slutningen er god. Mange ville nok reagere som Max. Men det er da godt at Verner ikke er så slem som man frygtede.

Det kan lyde lidt overdrevet at skære af en tekst der kun er 1365 ord lang, men der er flere steder du kan stramme op, eller helt udelade sætninger. Hvis meningen er den samme, er det bedst at holde sig til ’less is more.’ (Tror jeg nok det hedder.)

Jeg kan bruge dette afsnit som eksempel:

Hans mor havde lagt rent tøj frem som han skyndte sig at tage på. Max kom nærmest løbende ud i køkkenet, hvor hans mor og far sad og drak kaffe. På bordet stod 2 forskellige slags cornflakes og en pakke solgryn. Max åbnede hurtigt køleskabslågen på vej gennem åbningen ud til køkkenet. Døren var taget af fordi den alligevel altid stod åben. Han tog en sødmælk og nærmest smækkede køleskabslågen i igen.

Max kommer ’nærmest’ løbende. Enten løber man eller gør mand et ikke. Det andet er for mig talesprog, der ikke gør sig godt på papiret. Eller man kan bruge småløb, det lyder bedre.

Det er fint at lade os ’se’ hvad der står på bordet. En nærmere beskrivelse af køkkenet behøver jeg ikke, jeg ved at der er plads til at de kan sidde der, og det er nok. Det med at døren er taget af permanent, er til gengæld ikke noget jeg ser som relevant, og bør efter min mening udelades. Det er blot fyld. Og igen bruger du ordet ’nærmest.’ Enten smækker han den i eller lukker den hårdt.
Jeg ved det er småting, men det virker som forfatteren ikke er sikker på hvad han skal skrive. Og pas på med gentagede ord. På et tidspunkt springer Max også nærmest ud af sengen. Det er et billede jeg har svært ved at se ;-)

Mit forslag til afsnittet: Hans mor havde lagt rent tøj frem som han skyndte sig at tage på. Max småløb ud i køkkenet, hvor hans mor og far sad og drak kaffe. På bordet stod 2 forskellige slags cornflakes og en pakke solgryn. Max åbnede hurtigt køleskabslågen, tog en sødmælk og smækkede den i igen. Måske er jeg forkert på den, men giver det ikke samme mening? 51 ord i stedet for 72.

Det er en god måde at fortælle om Gameboy’en på. Pludselig opdager vi at den er væk, og i stedet for at overforklare det, ved vi godt det er John der har taget den. Perfekt doseret information til læseren. Flot gået.

Forældrene er tegnet godt. De er mest i kulissen som de bipersoner de er. Og det er lige på kornet med at Max pludselig er blevet en stor dreng, nu hvor det passer i deres kram. Meget realsitisk. Men jeg kan ikke blive enig med mig selv om det ville have været nok at kalde dem for far og mor i stedet for at give dem navne. Jeg blev lidt forvirret første gang. Men det er altså småting.

God novelle, glæder mig til din næste.
Scott

Pudsigt lille digt, som er meget fint konstrueret.
Tiden tikker.

Jeg ved ikke, hvor alvorligt det skal tages, at fortsættelse følger, for det er jo en del år siden novellen er publiceret. Som det er nu, er det et kønt oplæg, om et begyndende venskab uden dramatik. Det vil sige, historien begynder jo dramatisk nok, men løber så ud i denne idyl. Men mon ikke forfatteren har haft nogle intriger i baghånden. Har han helt opgivet historien?
Kåemer

Jeg skulle ønske, at forfatteren havde haft mod til at lade novellen løbe ud i den ultimative tragedie. Som det er, bliver tragedien til sentimentalitet. Ikke på grund af den dejlige Laila. Den slags mennesker eksisterer heldigvis, som holder ved, selv når det er sortest, men fordi vi får at vide at den lille pige klarer sig, og i det hele taget fordi ulykken synes at løse sig ganske af sig selv. - Du skriver ellers knagende godt, men den her køber jeg altså ikke. Men jeg tror nok et ugeblad vil købe den.
Kåemer

En perfekt novelle, spændende, dramatisk og stemningsfuld på samme tid. Jeg kan ikke se andet end at den kan måle sig med hvad som helst. Jeg kan slet ikke få armene ned.
Kåemer

Sikke en gyser. Ja, han må jo være noget afstumpet, men kærlig mod sin hund. Og hvad pokker! Jeg tænkte, at han brugte kødet til hundefoder, men han har altså ikke kunnet lade være med at smage på varerne selv.
Kåemer

Hej Bjørn,

Et godt solidt digt med nærmest perfekt rytme og relevante rim.
Indholdet virker lidt bittersødt... Og jeg har svært ved at regne ud hvorfor ;) Men helt klart tankevækkende.

Mvh Jannie

Smukt, så smukt, så smukt.... Jeg har tilladt mig at sende det til en smuk kvinde jeg holder meget af....

Aletiders digt, det kan jeg godt li` ;)

Et dejligt eventyr, men du skriver, at han ikke måtte se mennesker. Der skal vist stå andre mennesker, da han jo selv er et menneske.
V.h. Birte

Jeg morede mig over slutningen, som jeg fornemmede, at eventyret ville ende med, da manden var død. Søgte i starten efter en symbolik. Manden sidder i et (elfenbens)tårn langt fra verdens glæder og sorger, og det er der vel god grund til at fælde tårer over.
Hilsen Ester

ja ved du hvad. Teksten er ikke helt ny, så jeg håber da at du har fået gjort noget ved det. Der må være en grund...
Wivian

Jeg ser at jeg har kommenteret din novelle en gang før. Jeg mener stadig at den er glimrende, holder stilen hele vejen igennem. Kåemer

Et smukt eventyr lige til at fortælle børn som forklaring på disse små stenfugle på gravsteder. Men eventyrets temaer bliver ikke helt gennemspillede, sørgeligt for den stakkels prinsesse, som aldrig bliver forløst. - En lille sprogle detalje: der står at den gamle mand "så småt (havde) vendt sig til at være alene". Det skal vel være "vænnet".
Kåemer - PS. Dit eventyr bliver i øjeblikket behandlet på debatten.