Jeg har bestemt tænkt mig at læse alle historierne igennem, så nu tager jeg lige den næste :)

Jeg var lidt forvirret over, hvad der skete i starten. Måtte læse det et par gange for helt at forstå det. Måske man kunne skrive noget alla:
"Manden vaklede nogle skridt baglæns. Omkring ham vogtede den faretruende skov, og en stor flod bredte sig ved hans side. Et 'plump' lød i det noget sank under den brusende strøm." Jeg ved godt, dette er et mere malet billede, og de her historie ikke skal være for meget beskrivelse pga fast-pace genren, men jeg tror, det havde givet læseren et bedre overblik med lidt mere overblik.
Desuden lyder det her lidt mærkeligt i mine ører: "Hans blodskudte blik i agtog hver eneste bevægelse målet til hans opmærksomhed lavede" Måske man kunne skrive noget alla:
"Hans blodskudte blik iagttog hver eneste bevægelse hos hans skræmte bytte." (bemærk at i agtog staves = iagttog)

Som ros vil jeg sige, at jeg FØLER den her en del mere end mange af de andre, så det er helt klart et plus! :D Der er nogle rigtig gode, beskrivende sætninger fx:
"Hun kunne lugte sit eget sved. Hendes hjerte slog for fuld hammer. Hun kunne knap nok trække vejret, alligevel blev hun ved med at løbe."
"Den måde han så på hende. Vreden i hans blik, kradsemærkerne i det rødlige ansigt."
"Det kunne kun være et maridt. Det skulle det. Hendes mor, far og lillebror, de kunne ikke være døde. Det kunne de bare ikke. Et maridt, når hun vågnede, ville hun se dem igen. Over hende trak skyerne sig sammen, buldrende begyndte det blive mørke og vinden rev i hendes lyse hestehale." (bemærk maridt staves =mareridt)
"Udtrykket i hendes øjne, gråden der kom over de bævrende læber, holdte ham ikke tilbage." (bemærk der ikke skal e på holdt)
Desuden synes jeg det er super fedt, at man får lov at se den samme situation fra både offer og gerningsmands synspunkt! :D Det synes jeg er ret cool!

Det er normalt virkelig ikke min genre, den her zombie genre, men det er faktisk befriende at prøve noget nyt.
Det er sjovt, for jeg er meget vant til at læse "slow burn" hvad end det er romantik, krig, horror mm, så det er også nyt for mig, at der er SÅ meget tempo på. Men det får mig op i et helt nyt gear, når jeg læser, og det er faktisk sjovt at opleve, at jeg skynder mig videre til næste sætning, fordi jeg skal følge med i alt det, der sker.
Jeg synes det er et super spændende koncept, at man ser den samme situation fra tre forskellige personers synspunkt. Virkelig kudos for at kunne bringe så meget variation på de her fortællinger :D
Hvis jeg alligevel skal nævne nogle ting, så mangler jeg stadig bare en smule mere "følelse". Jeg ved godt at i action og fast-paced genren, så skal der være meget mere handling end dybe/følelse, men for mig er hele det psykologiske aspekt meget vigtigt i horror. At man kan MÆRKE, hvor bange personen er, i stedet for at man får det foralt. Det klarer du eksempelvis rigtig godt her i tredje del:
"Han vovede ikke at røre sig. Han prøvede at trække vejret, så langsomt som muligt. Men det var ikke let. Hans hjerte bankede, som om det prøvede at komme ud af hans bryst"
Her kan jeg MÆRKE at han er rædselsagen.
Det mangler jeg lidt i første del:
"Will trak benet til sig og faldt haltende tilbage. Han stirrede på sin ven, der mødte hans blik. Gary brølede. Øjnene flammede nærmest af raseri, blodet dryppede fra de spidse, lange tænder. Øjnene, hans øjnene virkede meget mørkere end ellers. Pupilerne fyldte nu nærmest hele de blå irisser. Senehinder var så blodskudte at de var mere rød end hvide. Will begyndte at løbe, så godt han nu var i stand til."
Her er der rigtig meget god beskrivelse af, hvad der sker med øjne der flammer af raseri osv osv MEN jeg mangler, hvad Will føler. Han bliver angrebet, ser sin ven forvandle sig, og hans reaktion er bare at trække benet til sig og løbe. Det ville nok være de flestes reaktion men, hvordan har han det med alt det, der sker?
Til sidst så undrede jeg mig lidt over, hvad "klassetrin" de går i? For jeg troede lidt de var yngre, måske slutningen af folkeskolen agtigt, især når de kan være i skabene. Men pludselig har den ene en bil? Altså hvis han går i "high-school" eller "college" kan han måske godt have bil, men jeg synes måske det havde været mere uhyggeligt, hvis han flygtede fra skolen ud i en skov ... eller noget hahah.
Jeg kan dog godt lide, at den ene faktisk nok slipper væk, når nu mange af de andre er ved at blive flænset ;)

Spændende :) Kan godt lide det her koncept med, at de er en lille gruppe "overlevere", der har samlet sig i en gruppe. Det er jo ret generelt for zombie fortællinger, men det er sjovt at se, hvordan du bruger det i de her meget forskellige historier.
Et par sætninger jeg rigtig godt kunne lide:
"Det var omringet af en tyk skov, som i sine ejers fravær, var kommet tættere og tættere på huset."
"Lænet tilbage i havestolen kiggede jeg op på den mørkeblå himmel, hvor solen var på vej ned i en orange, næsten blodig farve."
Slutningen var fuld af spænding, og jeg kan rigtig godt lide twisted med at hovedpersonen bliver forvandlet. Tænker han måske blev smittet af myggen? Det var i hvert fald, da du nævnte det runde mærke, at jeg først fik tanken, om at du ville lade hovedpersonen blive et monster. Er vild med slutningen, det eneste jeg mangler er at man får et indblik i, hvad jegfortælleren føler, mens han "skifter form". Her får vi et rent fysisk/dramatisk indblik i det, men hvad føler han? Angst, blodrus, forvirring? I de her små historier bør det nok ikke være en længere forklaring men bare få ord om, hvad der foregår i personens hoved/følelser.

Hey :)

Nu fik jeg lige læst en historie mere. Holy shit, der er gang i den hahah. Er altså virkelig fan af de her mini historier. Du kunne jo lave en hel lille novelle samling af zombie historier.

Ting jeg tænkte på, da jeg læste:
"Jeg kastede dolken gennem luften, hvis blad hvirvlede gennem luften" For ikke at skrive luften to gange i træk (dræber lidt flow) kunne man bare skrive: Jeg kastede dolken, hvis blad hvirvlede i luften.
I den her aktion scene har jeg brug for en smule mere beskrivelse af omgivelser. Ikke for meget for tænker at hovedpersonen koncentrerer sig om sine handlinger. Men bare lige fx: står hovedpersonen ved en bygning, bag en bil, osv? Man kunne evt. skrive:
Jeg trådte frem fra mit skjul bag bygningen og kastede dolken. Sådan et eller andet for lige at skabe et billede.

Nå men i forhold til selve historien så er jeg vild med, hvor meget aktion, du skriver ind. Der sker noget HELE TIDEN, og det fungerer rigtig godt. Man bliver som læser opslugt. Det er man simpelthen nødt til, når man skal følge med i deres kapløb mod monstrene. Det er super spændende og underholdende, og jeg synes, du formår at skabe aktion uden at miste din læser, så det er virkelig awesome! :)

hahahahahha whaaaat, stakkels Bill! Jeg synes ellers han gør et glimrende arbejde med at holde hovedet koldt i den her situation ;)
Jeg er ikke særlig stor fan af Zombi genren, men synes det er lidt cool, du har lavet en masse små historier med temaet, så vil lige læse dem og se, hvad der sker.
Jeg mangler måske lidt noget optrapning/spændingsopbygning. Det hele går meget hurtigt. Fra at vi står i baren med Bill til at en dreng pludselig forvandles til et monster, der går amok. Men på den anden side giver det en masse spænding. Jeg er nok bare slow burn typen hahah. Både når det kommer til romance og voldelige events ;) Men anyway på trods af det, så virker det som et fedt koncept med alle de her små zombi historier, så glæder mig til at læse de andre.

Så fik jeg også lige læst dit kapitel 1 her :)

Hahahha det her med ham den ældre mand virker for mig meget realistisk:
"Der er såmænd nok flere ting der kan slå dig ihjel i Kongebyen, end det der kan krybe ud af Duënorth's mørke skove". Han har måske ret, det ved jeg ikke, for jeg kender jo ikke til deres verden, men jeg kan lige høre det for mig.
Derudover kunne jeg rigtig godt lide dette: "Alligevel mærkede han en følelse af længsel han ikke før havde følt. Var det følelsen af at vide han sikkert aldrig ville sidde her og kigge ud over havet igen? Eller var det længslen efter noget nyt? Noget fremmed? En behagelig følelse af frihed og ro? Hele hans liv havde været i Nordstrand. Hvad ville det nye liv i Vindisburg byde på?"
Der er noget spænding i det med at de skal rejse! Og alle der har forladt deres hjem kender den ambivalente følelse af at skulle sige farvel til det velkendte og sige goddag til det fremmede. Så der rammer du rigtig godt.

To ting jeg vil kommentere.
1) Jeg ville ikke skrive tal med tal. Jeg ville eksempelvis skrive: "Når de fylder deres sekstende navnedag" i stedet for: " når de fylder deres 16. navnedag" Alle tal ville jeg skrive med bogstaver i stedet for tal.
2) Jeg er lidt forvirret i forhold til din fortæller. Går du efter en alvidende fortæller? Det er lidt den vibe jeg får. Du fortæller meget i starten, men det kommer ikke fra en bestemt person. Og dine afsnit skifter mellem hvem af personerne man ser tingene igennem. Først er det mest fra Oleg. Senere er det mest fra Cain. Men du skifter også lidt synspunkt mellem Cain og Eirik i deres afsnit. Det er selvfølgelig helt okay at have en alvidende fortæller, men personligt synes jeg det giver mere overraskelse for læseren, hvis hver person har sin egen tydelige POV. Man behøver ikke navngive den, det kan sagtens være markeret med at hvert afsnit skifter POV eller at der er et symbol, der markerer at POV skiftes. Bare man er konsekvent. Her tænker jeg fx at Oleg har POV i starten af historien og Cain har det ved afsnitsskfift. Jeg siger ikke, at du ikke må lave alvidende fortæller, men det fjerner lidt af mystikken og spændingen, hvis man ved, hvad alle personerne tænker og føler hele tiden.

Jeg håber du lægger et kapitel mere ud, så læser jeg gerne :)

Det er meget råt. Råt og poetisk samtidig. Det er en svær balance at finde.

Især det første og sidste er rigtig godt skrevet. Sidder med en genkendelig knude i maven, så det betyder, du virkelig rammer noget med dine ord. Billedesproget med kragerne er også helt genialt!

Ej men... hahah jeg er virkelig fan af hvor mange små one-shot fantasy tekser du har lagt op.
Det er sjovt at sidde og læse fordi de er så forskellige. Det her er en jo en ret gammel tekst og der er rigtig mange grammatiske ting der ikke er helt på plads. Mangler også forståelse for deres verden og dem som væsner. MEN det er super underholdende! Elsker den her kamp mod dæmonen selvom jeg frygter for hvad der sker med dem til sidst? :O
Overlever de? Overlever de ikke? Maybe I will never know :O
Gad godt se nogle af de her væsner i noget nyere du har skrevet med beskrivelse er verden og stuff. Da jeg selv har skabt nogle "engle/dæmoner" i min fantasy så synes jeg det er fedt at læse andre der arbejder med nogle af de koncepter selv.
Har helt sikkert tænkt mig at kigge lidt i de tekster du har skrevet :)

Nu fik jeg lige læst det her uddrag. Er helt vild med titlen! :D
Pigen navn Akinna er jeg også fan af.

Nogle af dine beskrivelser er meget fangende fx:
"Det lille gadekær var fuldstændig tilfrosset, og træernes nøgne grene var iklædt fine hvide kjoler." Simpelt og smukt beskrevet. Det samme gælder her: "Den lille pige sad og kiggede længselsfuldt ud af vinduet, og forsøgte at følge et enkelt snefnug i sin dansende leg mod jorden." Også denne: "Dagen efter var hendes mor blevet lagt i graven, indsvøbt i et hvidt ligklæde. Sneen havde dalet nøjagtig som i dag." Morens død er sørgelig men rigtig fint fortalt.

Mine eneste noter er:
- Lidt færre gentagelser i starten (sne og norden bliver nævnt mange gange)
- Lidt mere show, not tell i forhold til Akinnas følelser.
Denne del er for mig rigtig fin:
"Hun savnede stadig sin mor, så meget at det sendte knuder gennem maven på hende når hun tænkte på hende. En tåre trillede ned ad hendes kind og havnede i hendes mundvig. Hun smagte på den salte dråbe og snøftede. Hvorfor skulle hendes mor også forlade hende allerede? " Der er en del show i og tænker at et ti årigt barn godt kan spørge sig selv: Hvorfor forlod min mor mig allerede? Det virker ægte.
Denne del ville jeg enten fjerne eller omskrive:
"Hun var jo blot et barn og havde brug for sin mor. Sorgen blev fra tid til anden erstattet af vrede. Vrede over den uretfærdighed der havde ramt hende. En uretfærdighed hun skulle bære resten af sit liv." Det virker lidt for abstrakt og modent til en sorgfuld ti årig. Hun kan godt tænke: "Det er uretfærdigt, de andre børn har deres mor, når min mor hviler." men de ovenstående sætninger virker for gennemtænkte. Dog kan du måske bruge de dem, hvis hun som ældre tænker tilbage på sine følelser som barn.

Alt i alt gribende historie. Ved ikke om du har tænkt dig at lægge mere af historien ud? I så fald læser jeg det gerne :)

Mvh. Noah

Words! hahha :) Hjerte rimer på smerte.
Tror de fleste, der har oplevet hjertesorger, er enige med dig. Jeg er i hvert fald.
Og ja det er nok lettere/mere smertefrit at lukke sit hjerte, men hvis det længes, så smerter det jo stadig. Hvis man ikke gambler, så vinder man heller aldrig ;)

Uh, her formår du at blande et digt med fantasy. Jeg er stor fan!
Og jeg er også enig med selve indholdet. En rigtig helt/leder/beskytter forstår at angreb som forsvar er sidste udvej og at krig sjældent skaber fred. Der er stor forskel på om man løfter sit sværd for at beskytte nogen man elsker/beskytte sig selv eller om man svinger det med intentioner om at skade andre.
Had avler had. Krig avler krig. Hvis flere forstod det, ville vi have en bedre verden.
Rigtig godt digt og også fed tanke i forhold til et fantasy univers :)

halløj igen igen.
Nu fik jeg også lige læst den her historie :D Var ellers på vej i seng men tænkte, historien var så kort, at jeg lige kunne nå det.

Som du også skriver i din kommentar, så kom historien til dig ud af det blå, så det er vel også grunden til, at den ikke er længere og at læseren ikke får lov at lære personerne og deres bagrund at kende. Det giver selvfølgelig læseren en del forvirring, når der sker så meget, og man ikke kender personerne/hele konceptet for historien. Med det sagt så forstår jeg handlingen og sidder også her og bliver meget nysgerrig. Jeg har en svaghed for twisted/darkness/dæmoner når det kommer til karakterer, så jeg ville meget gerne vide mere om Zane og hans relation til hovedpersonen. Måske du skriver en fortsættelse, ellers må jeg jo selv sidde og gruble ;)

Halløj :)
Nu har du jo været så flink at kigge lidt på mine ting, så jeg tænkte jeg lige ville kigge tilbage.
Kan se du er ret vild med fantasy, og det er simpelthen så fedt at se andre fantasy tilbedere herinde! du har lagt en del tekster ud, så nu må jeg kigge lidt rundt.

Jeg fandt denne fine lille historie meget underholdende. Jeg kunne rigtig godt lide starten, hvor du ligesom får skabt stemningen med et billede af at natten og stormen har overtaget byen. Denne historie har en charme, fordi den får mig til at tænke på græsk mytologi og gammel nordisk mytologi. Savner lidt historier med det syn for at være ærlig, så det er fedt at læse.
I forhold til indholdet i teksten er emnet jo helt universalt. Mennesker har altid gerne ville forklare naturkatastrofer, moder natur og den verden de lever i. Før videnskaben fungerede det jo på denne måde. Tror altid mennesker, på trods af kultur eller hjemsted, bestræber sig efter at forklare livets hændelser.
Var lidt vild med denne sætning: "Man sagde at hun var for smuk til været blevet undfanget af en dødelige kvinde. Nogle påstod at hendes mor var ingen anden end Eyia - den smukkeste af guder." Den sætning kunne være taget direkte ud fra en eller anden gammelnordisk bog, hvilket er awesome!

- Alt, der kommer før et "men", er bullshit ;)

Det er ikke altid sandt, men i disse fine sætninger bærer det en sandhed.
Elsker hvor ironisk og simpelt det er skrevet. Super relevant for vores tid og samfund. Et samfund hvor selverkendelse/indsigt er bundlav og hvor egoisme hersker. Klapper mine hænder for dine ord.

Mvh. Noah

Damn, det rammer mig. Problemet er at det ofte føles farligere at kramme tætheden ind igen end at søge afstanden. Som ikke at turde tænde ild i kulden, hvis man før har brændt sig på den... Tankevækkende digt !

Hvem i helvede er du? Det er et rigtig godt spørgsmål. Er du tanker? Er du bevidsthed? For med tanker og bevidsthed (selvbevidsthed samt tanker om sorg, fortid, håb og drømme) bliver livet smertefuldt. Eksistensen bliver tredimensionel. For som menneske kan vi ikke bare leve, vi skal også FØLE og TÆNKE. Vi skal bearbejde fortiden og drømme om fremtiden...
Kan godt lide den her del:
"DEN DER
FOR ØJNENE TIL AT SE
ANDRE FANGEDE ØJNE"

Det var lidt ord til dit digt. Meget melankolsk og dybt.

Selvom jeg mener, der desværre er foruroligende meget sandhed/grund til #metoo kampagnen, så er jeg generelt enig i dit indlæg. Det kan ikke passe, at man ikke længere må kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade.
Og der er forskel på at krænke nogen bevidst/med had som grunden og på at tale frit fra sit bryst.
Fint og relevant indslag.

Haha, jeg er enig! Her er de tanker, dit digte skabte hos mig:

Fra naturens side vil lettere paranoid overleve længere end moderat naiv. Man kan så spørge sig selv, hvem der lever lykkeligst?
Den optimistiske vil nok svare den naive og sorgløse.
Den realistiske vil dertil svare, at den paranoide engang var naiv, men personen lært at bruge både sværd og skjold mod verden.

Man kan lave mange fortolkninger på dit flotte flotte digt. Så mørkt, råt og stærkt.

VI er døde og VI dræbte OS. Hvem er VI?
- Dit digt sætter gang i tankerne, og det er fantastisk.
Er det mennesket som art? Er det samfundet? Forventninger? Vores egen selvopfattelse? Den evige søgen efter det uopnåelige?
Dette pres der skaber en verden af stressede, ensomme, deprimerede individer. Alle vandrer de rundt med deres skjold rejste, mens de kæmper for anderkendelse.
Både smerte, glæde, fortvivlelse og håb bidrager til livets mørke.

Mente selvfølgelig i anden strofe, ikke tredje :)

Et flot digt hvor følelserne virkelig kan mærkes! Bravo :)
Blev lidt forvirret i midten af tredje strofe fordi du pludselig ikke lavede enderim men der er jo ingen regel om det.
Elsker især:
"Vredens udbrød føles befriende og det gemte kan høres i skrigene"
Samt:
"Ja jeg er et voldsomt menneske. Jeg stryges på en tændstiksæske"

Uhhhhh, det tegner godt! :)
Er også spændt på at læse mere.

Medierne og politikkerne "burde" være en del af landets vogtere, i stedet føler jeg had, frygt og uvidenhed bliver spredt fra alle kanter af denne "ledelse". En skræmmende udvikling.
En ulveflok, der angriber sine egne medlemmer, overlever ikke vinteren...
Tak for et ærligt og sigende digt! Alt er spot on men er især vild med første og sidste strofe!

Jeg er så klar ;)
Tror vi alle ønsker at give slip. Slip på andres forventninger. Slip på samfundets forventninger. Slip på vores egne forventninger.
Bare leve nu og her som os selv. Men at blotte sig, at turde være ærlig og sårbar, kræver uendelig styrke. Og sandheden er: AT DET BURDE DET IKKE. Det burde ikke være sådan, at vi lever i en verden, hvor man får respekt eller er modig, når man tør være sig selv. Men det er realiteten.
Spændende digt, meget hudløst og ærligt, jeg er vild med det. Og kun de mennesker, der kan håndtere ens ukontrolleret sårbarhed, er din flok værdig.